Magasinet rØST fokuserer i denne serie af artikler på mordet på den tidligere serbiske premierminister Zoran Djindjic tilbage i 2003. Nedenstående tekst er et uddrag af Zoran Djindjics sidste tale. Den blev givet til de studerende på universitetet i Banja Luka den 21.02.2003, få uger før han blev myrdet. Samme dag var Djindjic udsat for et fejlslagent attentatforsøg.
Teksten er oversat af Ismar Dedovic.
Dette er ikke en forelæsning i videnskabelig forstand og det er heller ikke en tale i traditionel forstand. Det er blot et forsøg på at belyse et emne fra en, måske, lidt usædvanlig vinkel og give et argument for, hvorfor dette er vigtigt.
Kernen i alle organiserede systemer, hvad end det er enkle levende væsener eller fællesskaber, stater eller samfund er, at de udgør en del af en større helhed. En helhed, der på afgørende måder påvirker disse systemers skæbne, eksistens og succesmuligheder. Det er derfor vigtigt for denne organisme eller fællesskab, at forstå sine omgivelser, at, hvis dette er muligt, deducere nogle regelmæssigheder i disse omgivelser og tilpasse sig dem.
Der findes, naturligvis, sjældne tilfælde, hvor en organisme er i stand til at påvirke sine omgivelser i så høj grad, at det bliver ligegyldigt, hvad der foregår i disse. Et eksempel på dette i dag er USA, der er en organisme, der mener, at det er ganske ligegyldigt, hvad der foregår i den verden, der omgiver landet, og i stedet synes at mene, at netop det land er så mægtigt, at den kan forme og designe resten af verden.
I historiens løb har der et par gange været sådanne tilfælde, hvilket har ført til et sammenstød med virkeligheden. Det viste sig nemlig, at ingen organisme, hvad end det var en stat eller ideologi, var så mægtigt at det kunne styre sine omgivelser og alle der har prøvet gik under.
Dette var en art ”samfundsteori” og uanset, hvor triviel den måtte forekomme, så er den ganske lærerig, især fordi vi som folk [serberne] tit har ignoreret den og forsøgt at undskylde os med, at vi ikke er en del af denne verden, for vi er et himmelsk folk og angiveligt skulle denne verdens regler ikke gælde for os. Og så betalte vi en høj pris i denne verden, for en teori, der skulle vise, hvordan vi var overjordiske. Husk blot, at det er den kasse, ved hvilken man skal betale, der er afgørende. Hvis den findes på denne jord, så er man en ”jordisk” rejsende. Ligeså snart der er omkostninger ved det I gør, så betyder der, at I er en del af et materielt system og det betyder igen, at man bliver nødt til at afveje om omkostningerne bliver for høje ved det man gør.
Ethvert samfund besidder visse regelmæssigheder som, hvis I er villige til at studere dem nøje, kan hjælpe jer med at orientere jer og forudse visse begivenheder. I ’89 var det således ikke svært at forudse den kommunistiske ideologis kollaps i alle dens elementer: økonomisk, politisk, ideologisk. Og det var dengang heller ikke svært at forstå, hvad der ville komme til at dominere det tyvende århundredes sidste årti, eller hvordan hovedparten af verdens begivenheder ville flyttes fra en konkurrence mellem verdensideologierne til en global konkurrence og en økonomi baseret på informationsteknologi.
I det 19.århundrede skete der et skift fra et agrarsamfund til et industrialiseret og i det 20. århundrede fra et industrialiseret til et informationssamfund. Dette fører til en enorm ændring i den måde folk tænker og opfører sig på. Der sker også en ændring af de instrumenter og midler, der kan bruges for at opfylde vores behov. Det der gjorde nationer og individer succesfulde i en industriel tidsalder er ikke nok til at de kan klare sig i et informationssamfund.
Den anden store ”megatrend” er overgangen fra en økonomibaseret produktion til en serviceøkonomi. Dette nødvendiggør, blandt andet, et skift fra nationale økonomier til verdensøkonomier. Fra små lukkede markeder til global konkurrence.
Det naturlige spørgsmål er, hvad der kommer til at ske med nationer og folkeslag i løbet af denne proces. Det er indlysende, at forestillingen om fast suverænitet, stater med egne regeringer og egne beføjelser, noget vi har arvet fra tidligere europæisk politisk filosofi og praksis, ligeså stille er ved at smelte sammen med denne anden, anderledes, trend der fører mod globalisering.
Foreningen i EU fører praktisk talt til en opgivelse af store dele af de enkelte staters statssuverænitet. Denne integrationsproces omfatter stadig flere lande med det endelige resultat, at vi om 20, 30 eller 50 år kommer til at se en ”verdensregering”, som vil basere sig på en frivillig frasigelse af hundredvis af staters suverænitet. Det ville dog være illusorisk at slutte herudfra, at det så også vil betyde at stater og ”nationale interesser” vil forsvinde. Disse vil blot transformeres og tilpasse de ovenfor beskrevne trends, men der vil ikke ske det som Kant drømte om i sit essay om evig fred eller det som Marx drømte om – proletarer i alle lande, foren jer!
Jeg tror der vil ske noget som man kan kalde: overgangen fra nationalisme til patriotisme, hvor nationalisme er udtryk for kollektiv identitet i et ganske statisk samfund. Jeg mener dog, det er forkert at antage, at udviklingen i moderniseringen vil føre fra nationalisme mod internationalisme. Modstykket til nationalisme er ikke internationalisme. Hvis nationalisme antages at være udtryk for et statisk og ruralt-industrielt samfunds identitetsform, betyder det ikke nødvendigvis, at den kollektive identitetsform i informationssamfundet er internationalisme. Internationalisme fungerer på et helt andet plan og den opfylder ikke de identitetsbehov som nationalisme opfyldte i andre samfundstyper.
Jeg vil mene, at det rette modstykke til nationalisme er patriotismen.
Hvis vi lægger mærke til den struktur, der findes i alle disse processer, og hvis vi forsøger at benytte den til at få en bedre forståelse af dannelsen af kollektive identiteter, opdager vi hurtigt, at det der er karakteristisk for nationalisme, dens egentlige substans, er at den baserer sig på et etnisk eller et andet tilhørsforhold. Nationalisme er statisk, den polariserer, er ikke kommunikativ, den kan ikke indgå i global konkurrence, hvilket er et grundvilkår i moderne samfund. Nationalisme er karakteristisk for positioneringer i statiske samfund.
Noget andet der her er vigtigt er, at det for nationalismen altid er motiver, der er afgørende. For patriotisme er det resultater og konsekvenser. Og dét er den afgørende forskel mellem traditionelle og moderne samfund. Der er således historiske eksempler på nationalistiske bevægelser som i deres iver efter at fremme deres nation endte med at ødelægge den. Men dette betragtes ikke som et problem. I det verdensbillede er det vigtigste om nationalisterne havde til hensigt at hjælpe deres nation. Hvis dette var hensigten og de kan bevise at det var hensigten, så er det godt nok. De siger: ”vi ønskede oprigtigt alt det bedste, men det endte med at det gik dårligt for vores nation. Det er dog ikke vores skyld for omstændighederne var imod os”.
Det er dette som præger traditionelle samfund, som moraliserer og ideologiserer en stats regeringsmekanismer. Og hvor der siges: ”vi ønsker noget, vi har gode intentioner og motiver, men om foretagendet lykkes afhænger ikke af os, men af noget andet”. Og hvis vi så fejler, erklærer vi, at der nok findes en verdensomspændende konspiration som har til formål at stikke en kæp i hjulet på vores fine planer. Og så er vi tilfredse, for vi har fundet en forklaring på, hvorfor vi aldrig har succes med noget.
Hvis vi baserer vores kollektive identitet på et moderne grundlag, hvilket patriotisme er, så får vi en ansvarsetik frem for en hensigtsetik. Og frem for at beskæftige os med, hvad vi ønskede, og hvorfor det ikke lykkedes og frem for at holde moralske taler om, hvor gode vi er, og hvad vi har ret til, vil vi lave detaljerede analyser, af hvordan vi kan få det som vi ønsker at gøre til at gå i opfyldelse. Vi vil være ansvarlige for følgerne og ikke søge undskyldning i motiverne. Og dét er en kæmpe forskel.
Det er ved denne forskel at vi kan afgøre om vi – det serbiske folk – vil være i stand til at gå ind i det 21. århundrede med en moderne form for kollektiv identitet. Om vi vil forsøge at opbygge nogle moderne samfundsmekanismer indenfor industri, erhverv, vores institutioner og samtidig beholde et arkaisk syn på kollektiv identitet, som baserer sig på denne moralistiske tilgang til emnet, hvor ansvaret aldrig er på dem som gennemfører noget, men altid er på omgivelserne?
Hvis vi ønsker at klare os bedre i det 21.århundrede end vi gjorde i det 20., bliver vi nødt til at omdefinere vores forhold til os selv og til vores omgivelser ved at studere disse nøje os se, hvilke trends, der er aktuelle i verden.
Den dårlige nyhed er, at vi ikke har venner i denne verden. En noget mindre dårlig nyhed er, at ingen i verden har gode venner, og at der i international politik ikke findes nogen, der elsker hinanden. Der findes kun en protokol og et diplomati som skal fremstille tingene i et bedre lys. Alle kæmper for deres interesser og kan kun lide andre indenfor disse interessers rækkevidde.
Der findes altså ikke varige venskaber i international politik. Man skal altid vurdere, hvad risikoen ved en given handling er, og hvis denne er for stor, skal man se at komme væk. Vi, i Beograd, har ikke været i stand til at vurdere dette. I her, [i Banja Luka], er ofre for den forkerte vurdering man foretog i Beograd på et tidspunkt, hvor Serbien ikke blev styret af mennesker, der var i stand til at forstå, hvad der skete i verden. De troede, at Berlinmurens fald var en isoleret begivenhed, og at en dobbelt så stor mur ville blive opført i løbet af ’90’erne. Det var selvfølgelig dumt.
Det var klart for enhver, at socialismen som ideologi og som økonomisk og politisk system var besejret, at den faldt fra hinanden og at fremtiden skulle søges andre steder. Og vi betalte prisen for ikke at gøre det. Det ville dog være en stor fejl, hvis vi skulle betale denne pris igen, hvilket nemt kan ske for vi forsøger at skabe vores fremtid ved at gentage nederlaget på Kosovo. Vi tabte én gang og har brugt resten af vores historie på at skabe en myte af det nederlag. Vi kan selvfølgelig også fremstille Kosovo som en sejr, men det var tydeligt for alle, at det var et nederlag. Resultatet ville blive, at vi fejrer vores nederlag frem for at forstå, hvad der egentlig skete.
Og hvis jeg lige må sige en ting til om et emne, der er lidt følsomt for os som folk, nemlig hvorfor politik på Balkan er meget mere mytologiseret end i f.eks. Centraleuropa. Dette skyldes, at vi har haft et problem med nationalstater. Vi har befundet os i fremmede lande. Vi skulle leve med Østrig-Ungarn og Osmannerriget og i disse statsdannelser havde vi en eller anden retslig status, men vi har ikke haft en egen stat. Og dette førte til at vores kollektive identitet blev udtrykt gennem etnisk identifikation, for den kunne ikke udtrykkes gennem politiske institutioner. Den blev udtrykt gennem sprog, kultur og religion for dette var de eneste egenskaber, med hvilke man kunne skelne fællesskaber og nationer. Der var ingen stat kun fællesskaber.
Hvis I betragter vores politiske liv gennem de seneste to århundreder, vil I se at dennes indhold mere minder om gudstjenester end om politiske programmer. Det fremstilles som politik, men hvis I læser programmerne kan I se, at der dér tilbydes forskellige fortællinger fra fortiden, forskellige symboler, hvilket ikke er dårligt som en del af en politisk kultur, men som er ganske ubehjælpsomt som del af en operationel politik. Denne fordrer nemlig en klar plan og strategi.
Meget få serbiske politiske programmer baserer sig på denne moderne forståelse af politik, hvorimod der er mange, rigtig mange, af dem der baserer sig på en blanding af poesi og religiøse følelser hvorfor vi heller ikke har kunnet komme frem i verden. For det er én ting at holde flammende taler og henvende sig til folkets følelser og noget ganske andet at udarbejde en seriøs statspolitik.
Hvis I ser på Frankrig, England, Tyskland, Østrig og andre, vil I se en højere grad af nationalisme end hos os. Men dér betragtes dette ikke som nationalisme, men som patriotisme. Det jeg vil frem til er, at vores handicap til en vis grad har været, at vi udtrykker vores nationale interesser på en forkert måde ved at binde den op på en etnisk kollektivitet, til etniske forskelle og til en statisk position som har ført til en del fiaskoer.
Teksten er oversat af Ismar Dedovic og bringes i samarbejde med den serbiske avis Pescanik.
Læs de tidligere artikler i serien her:
