Tyrkerne går i dag til valg. Nuværende premierminister Recep Erdogans parti AKP ligner på forhånd sikre vindere, men spørgsmål er om de kan få nok stemmer til at lave en omfattende forfatningsændring, skriver Jais Thomas Møller i denne baggrundsartikel.
Det tyrkiske valg i dag, søndag den 12. juni, er interessant af flere årsager. Valget står mellem det siddende islamistiske Justice and Development Party (AKP) under premierminister Recep Tayyip Erdogan og det største oppositionsparti People’s Republican Party (CHP) anført af Kemal Kilicdaroglu. Under Kilicdaroglu har CHP gået fra at være et parti fra det nationalistiske venstre til et parti fra det liberale venstre, og man har på den måde formået at presse AKP på områder som demokratisering og liberalisering. Man har samtidig forsøgt at portrættere sig selv som en stimulerende populistisk magtfaktor.
Tyrkiet som inspirationskilde
På trods af, at CHP har oplevet fremgang under Kilicdaroglu er partiet klart bagud i meningsmålingerne, hvor AKP ligger på 40-45 % af stemmerne, mens CHP befinder sig under 30 %. For CHP har det dog vist sig at være noget nær en umulighed at konkurrere med AKP, der har siddet ved magten siden 2003.
Baggrunden for AKP’s popularitet skal findes i, at Tyrkiet i det sidste årti har oplevet en bemærkelsesværdig fremgang. Sidste år havde Tyrkiet den mest fremgangsrige økonomi og man har derved fået hævet levestandarderne i landet. Desuden er man nu verdens syttende største økonomi og landet blevet et ledende medlem i G20. Man besidder NATO’s anden største hær efter USA og man aspirer til at blive et medlem af EU.
Der udover har Tyrkiet også en stærk geopolitisk betydning, da landet er placeret mellem Europa og Mellemøsten og spiller derfor en stor rolle som en korridor med hensyn til energi og olie. Tyrkiet har også udviklet tætte relationer med landene i Kaukasus og med Iran, Irak, Syrien og andre mellemøstlige lande på trods af modstand fra USA og Israel.
Tyrkiets tilstedeværelse i den arabiske verden har fået en stærk og fornyet betydning efter det ”arabiske forår” med revolutionerne i Tunesien, Ægypten og Syrien. Her kigger man nu på Tyrkiet som en inspirationskilde som et eksempel på en succesfuld økonomi og et muslimsk demokrati. Desuden er den før så magtfulde hær blevet skubbet ud as politik og hermed har man fået bugt med militærkuppene i landet.
Kampen om den tyrkiske forfatning
Imidlertid handler valget på søndag ikke så meget om hvem, der vinder valget. Dertil er AKP alt for populære hos den almindelige tyrker. Men hvad der gør det tyrkiske valg interessant er Erdogans ambition om, at forandre den nuværende forfatning. Hvis AKP opnår en tilstrækkelig stor majoritet vil Erdogan kunne fremlægge en ny forfatning og afløse den nuværende, som har været gældende siden 1982.
Der er 550 pladser på spil i det tyrkiske nationale råd, og lige nu sidder AKP på halvdelen af dem. Med 367 pladser vil AKP og Erdogan kunne ændre forfatningen alene. En ny forfatning vil kunne modernisere Tyrkiet yderligere og foretage en transition til et moderne demokrati. Samtidig vil man også kunne sætte gang i forhandlingerne om et potentielt EU medlemskab med den nye forfatning i baghånden, komme nærmere en løsning af Cypern spørgsmålet samt eventuelt fjerne en skepsis fra en række EU lande med Frankrig i spidsen.
Bekymrende udvikling
Den negative side er imidlertid det faktum, at en for stor tilslutning til AKP vil sikre Erdogans politiske kontrol langt ud i fremtiden under en fransk inspireret forfatning. Erdogan har allerede vist bekymrende tegn på, hvordan han ser fremtidens Tyrkiet. Erdogan har vist en ny tolerance overfor det muslimske tørklæde og en intolerance overfor alkohol, der peger på en islamistisk fremtid. Der udover har Erdogan udvist en støt stigende nationalistisk tone og en intolerance overfor kritik. Desuden er korruptionen stigende, pressefriheden bliver angrebet og et stort antal af Erdogans fjender og kritikere undersøges.
En ny forfatning vil derfor betyde at Tyrkiet under Erdogan fortsat være præget en udpræget centralisering og en mangel på en decentralisering og regional autonomi. Det vil også have en stor betydning for landets 14 millioner kurdere og det vil derfor også blive sværere at finde en løsning på det kurdiske problem.
Tyrkiet har imidlertid brug for en ny forfatning, men det skal ske med bred politisk opbakning. Hvis de tyrkiske vælgere giver Erdogan den tilstrækkelige majoritet vil fremtiden se særdeles mørk for landet og det vil betyde at Tyrkiet snarere vil nærme sig et islamistisk samfund som Iran end EU. Det tyrkiske valg er derfor afgørende for, hvilken vej Tyrkiet skal tage i fremtiden.
