Journalist Peter von Kohl skriver i denne klumme om udsigterne til forsoning for mellem græsk- og tyrk-cyprioterne, efter Cyperns valg sidste søndag. Valget blev et nederlag for den regerende koalition med præsident Christofias i spidsen, muligvis på baggrund af Christofias’ pragmatiske linje overfor Nordcypern.
Det er de færreste, der tænker over, at EU har en medlemsstat med en kommunistisk præsident. Men når det er tilfældet på Cypern, hvor Demetris Christofias fra det kommunistiske parti, AKEL, siden 2008 har den vigtige præsidentpost og først er på valg om to år, så skyldes det den overordentligt pragmatiske holdning, dette parti står og stod for – også før de kommunistiske styres fald fandt sted rundt om i verden.
Cypern har et styre á la USA, hvor præsidenten sidder for bordenden som både stats- og regeringschef. Indtil nu har det cypriotiske parlament i kraft af en koalition mellem AKEL og Det Demokratiske Parti, DIKO, været så at sige i hans hænder. Men parlamentsvalget søndag den 20. maj gav et fingerpeg om, at det måske ikke bliver nemt for Christofias at blive genvalgt, for mens AKEL gik en anelse frem, så tabte DIKO terræn.
Valgets vinder blev det højre-orienterede Demokratisk Rally, DISY, under Nikos Anastasiades. Han anses derfor styrket i sit ønske om at blive præsident-kandidat. Og når det bør noteres med interesse, så skyldes det DISY’s holdning til Christofias forhandlinger med den tyrk-cypriotiske modpart i nord. Christofias beskyldes for at være gået alt for langt i sine forsøg på at finde en løsning på den årtier gamle konflikt mellem de to befolkningsgrupper.
Det menes især at have været Christofias’ tanker om et mellem græsk- og tyrk-cyprioterne roterende præsident-embede med udgangspunkt i et føderalt Cypern, der efter heftige angreb fra oppositionens side førte til regeringskoalitionens tabte terræn.
Lidt historie…
Parlamentet i den cypriotiske hovedstad, Nicosia, har 80 pladser. Men 24 af dem er ikke besat, fordi tyrk-cyprioterne ikke anerkender den græsk-cypriotiske – og internationalt anerkendte – regering. Så det var de resterende 56 pladser, der skulle besættes ved valget. I øvrigt er der blandt de 56 medlemmer, hvoraf 18 er nye, kun seks kvinder!
Cypern, der siden 1974 reelt er delt mellem de to befolkningsgrupper – de græsk-sindede i syd og de tyrkisk-sindede i den nordlige tredjedel – fik sin selvstændighed i 1960 efter at have været en britisk koloni. Aftalen blev til efter konferencer i Zürich og London, og her aftaltes det, at Storbritannien, Tyrkiet og Grækenland skulle garantere Cyperns uafhængighed og selvstændighed.
Det kom i 1974 på en prøve, da et kup mod den daværende præsident og ærkebiskop, Makarios III, blev igangsat af junta-styret i Athen. Efter først i overensstemmelse med de indgåede aftaler at have interveneret i nord med landstyrker, gennemførte tyrkiske land- og luftstyrker så en egentlig invasion, som FN’s fredsbevarende styrker, UNFICYP (siden 1954 på øen), indirekte tillod.
Kuppet blev en fiasko, og den græske junta røg ud umiddelbart derefter. Dermed havde både Storbritannien og Grækenland ikke alene tabt anseelse i spillet om Cypern, men det havde USA indirekte også. I den sædvanlige balancegang mellem NATO-partnerne Grækenland og Tyrkiet havde USA undladt at støtte Tyrkiet i dets oprindelige intervention, der som nævnt havde klar juridisk holdbarhed i henhold til de nævnte aftaler.
Og siden er det gået ualmindelig langsomt, men sikkert i stå. Forsøg fra skiftende FN-generalsekretærer på at mægle er slået fejl – senest ved den ambitiøse Annan-plan, der ved folkeafstemninger blev nedstemt i syd, men vedtaget i nord. Det rent ud sagt tåbelige var, at afstemningerne blev gennemført efter Cyperns optagelse i 2004 i den Europæiske Union. Den græsk-cypriotiske regering havde nu ingen som helst grund til at gennemføre egentlige, alvorligt mente forhandlinger om en løsning af konflikten.
Desuden havde Grækenland i vanlig stil truet EU til at optage Cypern. Fra Athen kom der en klar melding om, at blev Cypern ikke optaget på linje med ni andre kandidat-stater, så ville Grækenland modsætte sig en øst-udvidelse af NATO.
Ophæv sanktionerne!
Nu rykker chancerne for en forhandlingsløsning endnu længere ud i horisonten. For med en svækket Christofias og en ny mand – og hardliner – på præsidentposten i nord, hvor Dervis Eroglu i 2010 afløste den moderate Mehmet Ali Talat, så er løbet stort set kørt. Det internationale samfund kan så vælge fortsat via handels-sanktioner at straffe de forkerte mennesker, nemlig ikke tyrkerne (for deres invasion), men indbyggerne i nord, der både under det britiske styre og efter selvstændigheden i 1960 var udsat for voldsomt græsk-cypriotisk tryk, ja, i 1963 skulle være helt fordrevet fra øen, hvis ikke UNFICYP havde grebet ind.
Den græsk-cypriotiske regering har tilbudt tyrk-cyprioter et EU-pas – hvis de vel at mærke møder op på sydsiden af øen og dermed anerkender denne dels ret til at repræsentere Cypern som stat!
Dertil kommer, at den græsk-cypriotiske ledelse med stort held – set fra deres side – har formået at blokere for en tyrkisk optagelse i EU. Ved at nægte åbning af forhandlinger om et flertal af de såkaldte kapitler (hver med deres fagindhold), er Nicosia i stand til at føre en absolut utilladelig EU-politik. Den for Unionens fremtid og regionens mulighed for fred vigtige udvidelse med Tyrkiet er i fare – og p.t. gået totalt i stå, fordi Ankara selvfølgelig ikke vil underkaste sig Nicosias vilje.
Og den er med en om end svækket, så dog fortsat magtfuld kommunist i toppen, fortsat toneangivende!
Peter von Kohl er journalist og medlem af Nyt Europas bestyrelse og har blandt andet været korrespondent i Europarådet i Strassbourg. Peter skriver med jævne mellemrum klumme-artikler om forhold i Tyrkiet, Grækenland og Cypern på Magasinet rØST.
Læs også Simon Fløe Nielsens analyse af valget: Delt østat med mange udfordringer.
