PROTEST | Mindst 1500 demonstranter har været på gaden i Georgiens hovedstad Tbilisi på landets uafhængighedsdag for at protestere mod præsident Mikael Saakasjvili. To er blevet dræbt og flere blevet såret.

Utilfredsheden bunder blandt andet i, at præsidenten ikke har formået at holde sit løfte om at bringe de to løsrivelsesrepublikker Abkhazien og Sydossetien tilbage til landet, den ekstremt høje arbejdsløshed samt beskyldninger om korruption i regeringen.

At demonstrationen opstår netop på uafhængighedsdagen, er der ikke noget overraskende i. Mærkedage som denne er ofte blevet benyttet til demonstrationer mod regeringen. Selvom der har været talrige demonstrationer gennem de senere år, synes opbakningen til dem at være dalende.

Måske er den georgiske befolkning ved at miste deres tro på, at de folkelige protester kan ændre på landets situation. Mange er af den holdning, at kun lidt har ændret sig siden revolutionen i 2003, og at en ny folkelig opstand ikke nødvendigvis bringer forandringer. Spørgsmålet er, hvad der så kan.

BBC 26/5

Af Martin Demant Frederiksen og Rikke Elisabeth Frederiksen