På vej (Na Putu). Bosnien-Hercegovina, 2010. 100 minutter. Instruktør Jasmila Zbanic. Vises i Grand Teatret, Empire Bio, Café Biografen i Odense og i Øst for Paradis.
Religion kan muligvis være opium for folket – dvs. sløve deres oprørstrang – men i tilfældet Eks-Jugoslavien gjorde det sig på ingen måde gældende. Her var det netop religionen – som en etnisk markør, der martrede landet i 1990’ernes blodige borgerkrig mellem ortodokse serbere, katolske kroater og muslimske bosniere.
Den viden er nødvendig at have, når man går ind for at se instruktøren af Sarajevo – håbets sang, Jasmila Zbanics, nye bosniske film Na patu (På vej). I lyset af, at religionen spiller en stadig større rolle i det ellers sekulære Bosnien, er det bemærkelsesværdigt, at hovedpersonernes religiøse tilhørsforhold end ikke berøres før et væsentligt stykke inde i filmen. Det er naturligvis meningen.
Importeret radikalisme
Filmen ønsker nemlig at vise et sorgløst, forelsket kærestepar – Amar og Luna – der kunne findes i hvilket som helst land til hvilken som helst tid. Men sorgløsheden, og med den forelskelsen, varer ikke evigt. Amar er krigsveteran fra borgerkrigens vanvid og har helt åbenlyst ikke fået bearbejdet sine traumer derfra. Han er tydeligt rodløs, drikker for meget og bliver til sidst fyret fra sit arbejde i Sarajevos lufthavn. Tilfældigt møder han en gammel soldaterkammerat, der har helet sine sår fra krigen ved fuldstændigt at bekende sig til islam. Langsomt drages Amar mod religionens tilsyneladende ro, som har det med at betvinge svage sjæle. Hans nyfundne tro er ikke groet i Bosniens have, men er derimod en importeret, yderst radikal udgave fra Saudi-Arabien og naturligt nok opstår der kontroverser med hans families over deres mere pragmatiske tilgang. Luna forsøger at forstå og siden at redde sin elskede, men må til sidst give op overfor hans bekendelse til det fortidige.
Det er netop filmens pointe – Amar befinder sig i den bosniske fortid, ja, endda længere tilbage i en mellemøstlig middelaldermentalitet, hvorimod Luna stædigt holder fast i den lange, ensomme vej mod Vesten og moderniteten (glimrende illustreret ved hendes målrette vandring alene gennem Sarajevos gader iført den nyeste vestlige mode). Drømmen om Vesten kan man kritisere – især hvis man sidder trygt og godt midt i det vestlige slaraffenland – men når man er ung, bosnisk pige og har set sit land gå under, forstår man godt at Vesten er drømmenes mål.
Stærke skuespillerpræstationer
Skildringen af Amar og Lunas forliste kærlighedsforhold og Amars radikalisering er filmens hovedomdrejningspunkt og fungerer helt eminent. Dels ved at være ærligt og nuanceret, og samtidig ikke forfalde til den vanlige værdirelativisme, da der ikke er nogen tvivl om, at skurkene er de radikale muslimer. Derudover er der andre mindre omdrejningspunkter, hvor den vigtigste er Lunas families forvisning fra deres oprindelige hjem under krigen. Man forstår godt, at bosniske film stadig har brug for at have krigen som et centralt tema, men i denne sammenhæng bliver det nærmest en irriterende distraktion fra filmens fokus. En film må gerne have flere mindre omdrejningspunkter, men denne anmelder vil mene, at disse netop så skal være mindre omdrejningspunkter og ikke optage væsentlig plads fra hovedhistorien. Især når filmen ikke er længere.
Udover denne indvending kan filmen varmt anbefales. Dens store styrke er skuespillet, hvor især Zrinka Cvitešic og Leon Luèev som Luna og Amar leverer blændende præstationer. Billedsiden er flot og Østeuropa-entusiaster kan føle sig hjemme med lige dele slivovits-drikkende mænd, burkaklædte kvinder, nonner og modebevidste bosniske skønheder.
Læs også Arben Delius artikel Islamisk radikalisme på Balkan
