Siden 2003 har den russiske forretningsmand Mikhail Khodorkovskij siddet i fængsel. Men den oligark, systemet Putin spærrede inde, har forvandlet sig. I dag er han en messias, som flere og flere russere sætter deres lid til.
“Jeg er på ingen måde et idealt menneske, men jeg er et menneske med idéer. For mig, som for enhver, er det hårdt at leve i et fængsel, og jeg vil ikke dø derinde. Men hvis det er nødvendigt, vil jeg ikke vakle. Min overbevisning er mit liv værd.”
Sådan sagde den tidligere Yukos-ejer, Mikhail Khodorkovskij, i sin forsvarstale den 2. november 2010 i retten i Moskva. Halvanden måned senere blev han dømt for tyveri af 347,5 mio. tønder olie. Et tyveri, som de fleste, heriblandt den daværende økonomiminister, German Gref, mener er uladsiggørligt.
Politisk pres
Inden dommen faldt lagde Putin ikke skjul på, hvor han helst så Khodorkovskij og andre tyveknægte – i fængslet. Den nu fyrede pressesekretær ved retten i Moskva, Natalja Vassiljeva, fortalte efter processen, at dommeren ikke selv havde formuleret dommen – ja ikke engang havde læst den, inden han umiddelbart inden domsafsigelsen fik den trykket i hånden. I følge hende skulle dommer Danilkin have været udsat for så stort et politisk pres, at han fik hjerteproblemer.
Khodorkovskij selv har sammenlignet sin proces med skueprocesserne under Stalin. I et interview med den tyske avis Die Welt, sagde Khodorkovskij, at juristen Putin og banditten Stalin har det til fælles, at de tolker domstolenes uafhængighed på samme måde.
Manifestet
Tiden i fængslet har Ruslands engang rigeste mand brugt på at udmale en vision for et moderne Rusland med et veludviklet civilsamfund. Et Rusland fri for lovløshed, embedsmandsvilkårlighed og korruption. Det politiske program er sammen med Khodorkovskijs flittige brevkorrespondance med en række russiske intellektuelle samlet i bogen “I will fight for freedom”, som nu også foreligger på tysk (Briefe aus dem Gefängnis).
I morgen præsenterer to af Khodorkovskijs to børn, Anastasia og Pavel, sammen med den tyske justitsminister deres fars manifest i Berlin.
Der Spiegel, 23/5 (trykt udgave)