Der er i de senere år blevet talt meget i internationale medier om en begyndende radikalisering blandt den muslimske del af befolkningen på Balkan. Arben Deliu kigger her nærmere på påstanden, påpeger baggrunden for en radikaliseringen og giver et bud på, hvordan den inddæmmes.
Islamisme på Balkan er et tema, der har fået stigende interesse i medierne og forskningen efter terrorangrebene den 11. september 2001. Der er blevet udgivet en række bøger om islamisk radikalisme på Balkan, herunder titler som: Islamic Terror and the Balkans af Shaul Shay (formand for Israels forsvarsafdeling for historie), Al-Qaida’s Jihad in Europe af Evan F. Kohlmen (international terrorismekonsulent), The Coming Balkan Caliphate af Christopher Deliso (journalist med ekspertise i Balkan) og Unholy Terror – Bosnia, Al-Qaida, and the Rise of Global Jihad af John R. Schnidler (var ekspert i Balkan for National Security Agency i 10 år), bare for at nævne nogle få.
Der er udgivet flere bøger og et hav af videnskabelige og journalistiske artikler som omhandler emnet. Mange af de nævnte bøger understreger en fare for den øgende radikalisering blandt muslimerne på Balkan. Der er ingen tvivl om, at bøgerne har et bestemt formål – og det er at finde belæg for radikalisering og terrorisme på Balkan, ofte på et meget tvivlsomt grundlag. Når det er sagt, så betyder det ikke, at alle anklager eller frygt for den stigende islamisk radikalisme, er ubegrundet, men der er brug for en nuanceret, og ikke en populistisk, tilgang til emnets tilgang. Jeg vil senere i denne artikel komme ind på de faktorer, som er medvirkende til stigende radikalisering, men først vil jeg skrive om ”islamisk radikalisme” i politisk tjeneste.
Islamisk radikalisme som politisk middel
Brug af islamisk radikalisme som politisk middel, er udbredt i serbiske og russiske kredse. Under den Jugoslaviske Borgerkrig brugte serberne begreber som ”islamisk radikalisme” og ”islamisk stat” som et led i propagandaen mod muslimerne. Efter krigen, og især efter 11. september, benyttede serberne sig af frygten for islamisk radikalisme, som et led i forsøget på at dekreditere kosovo-albanernes forsøg på at opnå uafhængighed.
Dette kan bl.a. læses i en undersøgelse, som den amerikanske kongres har bestilt om islamisk terrorisme på Balkan. Undersøgelsen kan findes på WikiLeaks. I rapporten nævnes, at de serbiske og russiske efterretningstjenester ofte har påpeget, at der var stigende fare for islamisk terrorisme, men rapportens kommentar er, at disse informationer skal tages med forbehold, da de tjener et bestemt politisk formål. Undersøgelsen konkluderer, at faren for radikalisme er tilstedeværende, men at både de bosniske og albanske myndigheder samarbejder i bekæmpelsen af islamisk terrorisme.
Den lokale bekæmpelse af radikale elementer skyldes både albanernes og bosniske muslimers interesse i at komme med i EU og NATO, men også at begge befolkningsgrupper har positiv syn på USA.
Det var USA, der med sin militærintervention bragte krigen til ende, både i Bosnien og Kosovo. Især i Kosovo nyder USA stor popularitet med statuer af Bill Clinton og gadenavne opkaldt efter flere amerikanske præsidenter. I hovedstaden Pristina er der både Bill Clinton Boulevard og hovedgaden er opkaldt efter George Bush, mens mange andre byer i Kosovo har gadenavne opkaldt efter Woodrow Wilson.
Kroatisk opportunisme
Det fjerner dog ikke brugen af islamisk radikalisme som politisk middel, både i serbiske og for nyligt i kroatiske medier. Formålet er forskelligt, for når de bosniske serbere skriver om wahhabisme og i forlængelse af dette, islamisk radikalisme, så er det ofte for at dekreditere bosniakiske og albanske politikere.
Det er samtidigt et forsøg på at hæmme enhver form for integration mellem de etniske grupper – især i forhold til Bosnien. I forbindelse med de kroatiske mediers behandling af islamisk radikalisme, så kunne det for nyligt læses i de kroatiske medier (og andre medier), at den kroatiske præsident har udtryk bekymring for islamisk radikalisering af muslimerne i Bosnien, som følge af udviklingen i Nordafrika. Dele af de serbiske akademiske kredse har sluttet sig til bemærkningen. Igen, bekymringerne er reelle og de skal ikke affejes, men når den kroatiske præsident bringer dem på banen lige nu, så skal man have i tankerne at Kroatien er med i de sidste forhandlinger om at træde ind i EU.
Når den kroatiske præsident fremhæver Kroatien som et land, der grænser op til en potentiel islamistisk base, så giver man Kroatien større sikkerhedsbetydning for Europa. Man kan kalde dette for billige points, eller sagt på anden måde: Hvis jeg får naboen til at se dårlig ud, så fremstår jeg selv bedre. Man kan sagtens forstå, at den kroatiske præsident bruger alle de politiske midler til at sikre Kroatiens indtrædelse i EU, men det ærgerlige er, at denne form for udtalelser ikke har den bedste effekt på den nuværende situation i Bosnien, hvor de tre etniske grupper står skarpt opdelt.
Islamisk radikalisme på Balkan
I de tidligere afsnit i artiklen argumenterede jeg imod diverse eksperters og politikers brug af ”islamisering på Balkan”, men som jeg nævnte tidligere, så er der en række faktorer som kan være medvirkende til at radikalisme styrkes i Bosnien. Det samme er også tilfældet i Kosovo, dog ser jeg risikoen for radikalisering størst i Bosnien. Radikalisering blandt muslimer i Bosnien og Kosovo er tilstedeværende og gradvis stigende, dette kan læses ud fra et hav af artikler i bosniske og albanske aviser, der behandler problematikken i forbindelse med udbredelsen af Wahhabisme. Tilhængere af wahhabisme forbindes ofte med terrorhandlinger eller voldelige sammenstød med de moderate og sekulære muslimer både i Bosnien og Kosovo.
Faktorer, der kan styrke radikaliseringen
Jeg vil til sidst opsummere 9 faktorer, som jeg ser som medvirkende til, at radikalisme kan sprede sig blandt de ellers sekulære muslimer på Balkan.
1. Bosniakkernes og albanerens forhold til Islam fra religionens udbredelse i Bosnien og Kosovo og frem til og med perioden under den socialistiske Jugoslavien.
2. National identitet og i denne forbindelse religionens centrale rolle i bosniakisk-national identitet. Religionen spiller især en vigtig rolle for de slaviske bosniakker, som er en vigtig faktor i adskillelsen fra deres kristne slaviske medborgere.
3. Krigen 1992-1995 og i 1999
4. Politisk dødvande i Bosnien i perioden efter Dayton aftalen (1995 til i dag), samt dødvande i forbindelse med den nordlige del af Kosovo.
5. Indflydelse fra Saudi-Arabien igennem humanitære projekter og diverse finansierings projekter – Wahhabisme
6. Mujahediner – muslimske frivillige, der har kæmpet i Bosnien under krigen 1992-1995. Man regner med at der var ca. 3000 mujahediner, der kæmpede i den bosniske hær og flere af dem er i dag bosiddende i Bosnien (omkring 700). Det er ikke mange, men de har haft indflydelse på de lokale muslimer.
7. Den langsomme og besværlige proces i forbindelse med optagelse i EU – den politiske situation i Bosnien gør, at landet har det svært med at leve op til EU’s krav til ansøgerlandene.
8. Ledende politiske og religiøse kredses manglende vilje til at bremse udbredelse af radikal islam, men også religions indflydelse på politiske beslutninger. Mange politiske partier benytter sig af imamer til at forkynde deres budskaber. Det er både billigt og smart, da imamanerne nyder stor respekt i rurale områder. Problemet er, at de dermed får politisk indflydelse.
9. Manglende opposition og manglende evne til at acceptere nationalismen som noget uundgåeligt. Hermed mener jeg, at især bosniakkerne mangler at opbygge en sekulær forståelse af deres identitet, som kan skabe modvægt mod islamisering. Mange bosniakker bruger islam som et middel til at udtrykke deres patriotisme og nationalisme.
Som det kan ses ud fra de forskellige faktorer, så er det kun en fælles europæisk-bosniakisk indsats, der kan være med til at sætte en stopper for islamisk radikalisering af Balkan. Forhåbentlig vil den indsats snart komme.
Arben Deliu er cand. mag. fra Aarhus og Syddansk Universitet. Han er født i Bosnien og opvokset i Danmark. Han underviser i historie og psykologi på HF i Herning.
