Liv Holm Andersen beretter i denne rejsebeskrivelse om hendes første møde med Eksjugoslavien. Her stifter hun blandt andet bekendtskab med regionens dilemmaer, spøgelser og forskelligheder. Denne rejse fra Thessaloniki i Grækenland til Ljubljana i Slovenien bringes på Magasinet rØST i tre afsnit. I artikelseriens tredje afsnit beretter Liv om sit første indtryk af Sloveniens hovedstad, Ljubljana.
Min rute tvang mig til, med stor melankoli i hjertet, at forlade mit bosniske forår. Dette gjorde jeg via en ni timer lang tur i rutebus, Sarajevo-Ljubljana. Det var nemlig tid til at besøge Jugoslaviens mini-vesten og Balkans nye super-europæere: Slovenerne. For jeg ville snart se, at man kan sige meget om slovenerne, men ét er sikkert: Slovenerne gør sig umage for at leve op til deres nye rolle som EU-nation, og landet er da også et af de medlemmer, som relativt set lever ganske fint op til politiske såvel som økonomiske krav.
Ja, når man, som jeg, kom rejsende fra Grækenland, så var det faktisk ganske slående, at et splinternyt EU-land fra østblokken, som har mindre end 20 år som officielt demokrati på bagen, kan være længere fremme end et land, som har været en del af det gode selskab, og som alle har kaldt europæisk og vestligt, de sidste godt 30 år!
”Pet minuta cigareta pauze”
Jeg havde dog inden denne slut-destination en lang nat på de snoede og hullede bosniske landeveje, derefter på de lidt større kroatiske og til sidst på de flotte EU-finansierede slovenske veje med en busfuld af bosniske flygtninge og gæstearbejdere på vej hjem fra et par fridage i Bosnien. Hver gang bussen havde kørt en time, stoppede chaufføren bussen med kommentaren ”Pet minuta cigareta pauze” (fem minutters cigaretpause), og folk væltede ud af bussen i nattekulden og både på grænsen mellem Bosnien og Kroatien og særligt på grænsen mellem Kroatien og Slovenien, som også er grænsen mellem EU og ikke-EU, tog også paskontrollen sin tid.
Jeg ankom til Ljubljana med en time og et kvarters forsinkelse, hvilket ifølge min slovenske veninde og hendes kammerat, som kom og hentede mig ved stationen, var helt normal ”Bosnian hour”.
Balkan vs. Central-Europe
Bortset fra tiden var det hurtigt tydeligt for mig, at slovenerne i den grad nurser deres nye vesteuropæiske image og prøver at distancere sig fra deres naboer i syd, som fortsat af mange opfattes som vilde Balkan-barbarer. I slovenernes egen optik er det således nærmest kun inklusionen i Titos Jugoslavien (og slovenerne var ellers glade for Tito – tag ikke fejl!), samt deres slaviske sprog, som distancerer Slovenien lidt fra det Centraleuropa, som slovenerne mener at tilhøre.
Geografisk bliver Slovenien nu heller ikke betragtet som Balkan og historisk har slovenerne og dagens Slovenien langt større tilknytning til både det Habsburgske Rige og Østrig-Ungarn, end til Balkan. Og når man bevæger sig rundt i Ljubljanas smukke centrum, langt væk fra de typiske østbloksforstæders beton, så minder byen da også næsten om en østrigsk alpeby med smukke, wienerklassiske huse og en slående, nærmest ’centraleuropæisk’, orden.
Sandheden om Slovenien ligger nok et sted mellem den jugoslaviske fortid og Balkanmentalitet på den ene side og rollen som vestligt mirakel og EU-duks på den anden side. I virkeligheden balancerer Slovenien nok imellem disse to nationale identiteter – både i selvopfattelse og i Europas opfattelse af Slovenien som nation.
Dette har filosoffen Šlavoj Žižek – en af de mest kendte og elskede slovenere, som har en mening om alt fra Kinder-æg til multikulturalisme – lavet et stort nummer ud af, bl.a. ved i et interview at proklamere, at linjen mellem Balkan og Centraleuropa går midt igennem Slovenien. Således efterlades den ene halvdel af Slovenien i ”Balkan-moradset”, hvor, som Žižek siger, ”… they rape their women, and the women like it!”, og den anden halvdel i ”civiliserede Centraleuropa”, hvor ”… they rape the women, BUT the women DON’T like it!”. Udtalelserne i interviewet var nok ikke kun ment i sjov, formålet var sandsynligvis at sætte tanker i gang om, hvordan det kan være, at Balkan ses som den uciviliserede modpol til Europa og ikke, som det var tilfældet for Nikola i en togkupé i de makedonske bjerge, som Europas hjerte.
Nye europæere med Tito i forruden
For mig var det tydeligt, at alt var mere ordentligt og fungerede bedre i Slovenien, ligesom det også er et faktum, at Slovenien er et rigt land med en forholdsvis veluddannet befolkning, som økonomisk og industrielt er godt med – og var det allerede i Titos Jugoslavien. Dette faktum, sammen med slovenernes etniske homogenitet, var hovedgrunden til, at det så hurtigt gik Slovenien så godt.
Når det er sagt, så følte jeg mig på fortovscaféerne med Balkan-kaffen, i byen med de unge slovenere, til lyden af serbisk turbo-folk, og ude at køre med Marušas kammerat Ivan – som havde Tito til at dingle notorisk anti-europæisk fra forruden i sin bil – ikke længere fra Beograd end fra København.
Jeg følte mig nu egentlig heller ikke langt væk hjemmefra – og det havde jeg i virkeligheden ikke gjort på noget tidspunkt på min rejse. For sandheden er, at et land ikke bliver meget mere ”europæisk” af at indføre en rygelov, det bliver europæisk af at blive opfattet og anerkendt som europæisk og ved at opfatte sig selv som europæisk. Her kan både bil-udsmykning, rygevaner, kaffetype, musiksmag og togkvalitet godt spille en rolle, men det er alt sammen kun små parametre i en debat, hvor det store og afgørende parameter er definitionen af ”Europa”, af ”europæerne” og af ”europæisme”. Og det store spørgsmål er til hvem og til hvad, der er plads i vores Europa?
Liv Holm Andersen er skribent her på Magasinet rØST og beskriver her sin rejse fra Grækenland of hjem over det tidligere Eksjugoslavien. Reportagen, som sætter fokus på Balkan som en del af Europa samt på de eksjugoslaviske landes nyeste historie og nutidige samfundsforhold, er delt i tre, hvor 1.del omhandler Serbien, 2. del omhandler Bosnien og 3. del omhandler Slovenien.
Læs første del af Liv Holm Andersens rejsebeskrivelse, Togtur, tobak og turbofolk I.
Læs anden del af Liv Holm Andersens rejsebeskrivelse, Togtur, tobak og turbofolk II.
