GÆSTFRIHED | Rikke Elisabeth Frederiksen var som antropologstuderende i Georgien. Det blev til et møde med stor gæstfrihed og masser af mad.
Det er en varm dag i midten af juli 2005. Min kæreste og jeg ankommer til Akhaltsikhe i det sydlige Georgien. Det er en lille by, centreret omkring en hovedgade med nogle butikker, en bank og enkelte spisesteder. Vi har vores store rygsække med og vil ikke gå omkring for at kigge på byen. Efter en hurtig frokost på en lille café sætter vi os derfor i parken, hvor vi vil vente til Giorgi, en af vores bekendte, får fri fra arbejde.
En midaldrende kvinde kommer gennem parken. Hun stopper op og præsenterer sig som Tamara. Hun er nysgerrig efter at vide, hvad vi laver i parken – det er ikke tit, at de ser turister i byen, lader hun os vide. Da Tamara finder ud af, at der går et par timer, før vi kan møde vores bekendte, inviterer hun os hjem i sit hus. Som unge antropologstuderende er vi åbne over for stort set alle, og vi takker ja til invitationen.
Hjemmebrændt whisky
Vi ankommer til et lille spartansk hjem. Uden at spørge til vores sult serverer Tamara brød, suppe og yoghurt og skåler med os i hjemmebrændt whisky. Ud over at åbne sit hjem for os, åbner hun også sit hjerte, og på vores korte besøg får vi indblik hendes nyligt afdøde faders sygdomsforløb og endelige, som foregik i netop det rum vi sidder i. Hun indvier os også i sit politiske ståsted og beklager sig over landets sociale problemer og økonomiske situation – særligt den ekstreme fattigdom, der præger dagligdagen.
Efter frokosten, der er vores anden den dag, viser Tamara os rundt i sit lille hjem. I baggården møder vi hendes gamle mor, som er i gang med at lave hjemmebrændt whisky ud af multebær fra et af baggårdens træer. Moderen taler ikke engelsk, og vi forstår ikke georgisk, men med sin fremtoning – de små hænder der varmt klemmer vores, smilet i hendes ansigt og den lille håndfuld multebær hun uden videre placerer i vores hænder – signalerer hun, at vi også for hende er velkomne.
Tamara kører os tilbage til parken, hvor vi mødes med en Giorgi. Inden Tamara tager afsked med os, giver hun os sit telefonnummer. Hun understreger, at vi altid er meget velkomne i hendes hjem. Vi fik dog aldrig anledningen til at vende tilbage.
Vodka og vandmelon
Giorgi køber nogle øl og kører os ned til floden. Her går vi ned mod en lille grøn oase, for at drikke øllene. Vi kommer forbi to ægtepar, der holder picnic. De hilser på os. Den ene kvinde rækker en tallerken med vandmelon frem, og en af mændene finder nogle ekstra glas og hælder vodka op til os. Vi skåler med dem og spiser lidt vandmelon. Giorgi taler lidt med ægteparrene, inden vi går videre for at drikke vores øl, mens de fortsætter deres picnic.
På få timer mødte vi denne sommereftermiddag seks mennesker, der uden at kende det mindste til os udviste en høj grad af imødekommenhed og åbenhed. Eksemplet siger noget om den ekstreme gæstfrihed, der karakteriserer landet – hvor selv en fattig kvinde inviterer fremmede med hjem for at spise.
I begge møderne var der mad og alkohol involveret. Netop disse elementer er en central del af den georgiske gæstfrihed. Mad som socialt fænomen, og ikke mindst dets forbindelse til gæstfrihed, er universelt. Hvad der dog er specielt ved Georgien, er den måde gæstfriheden bliver udvist på. Af nogle betegnes dette som en aggressiv form for gæstfrihed, hvor man som gæst kan blive overvældet af både mad, alkohol og åbenhed i en grad, der ikke synes at indebære et valg. Forklaringen på denne form for gæstfrihed, og madens betydning i forhold hertil, findes i landets historie.
Mad og venskab
Georgien har gennem tiden været præget af en lang række krige og konflikter. I disse perioder har det været centralt for georgiere at kunne skelne fjender fra venner. Måltidet blev en måde at skabe alliancer på; ved at byde fremmede noget at spise og drikke tilbød man sin loyalitet. Ved at modtage maden imødekom man samtidig det underliggende ønske om venskab. Under Sovjetstyret, hvor ressourcerne var knappe, var deling af mad og drikke mellem venner og bekendte ligeledes en måde at få adgang til knappe ressourcer på.
Selvom der ikke længere er det samme behov for at danne alliancer i forhold til udefrakommende trusler og opnåelsen af knappe goder, hænger kulturen omkring gæstfrihed og fællesskabet omkring mad ved. Selvom der er denne udbredte åbenhed, gæstfrihed og vilje til at give, forventes det, at en gæst der befinder sig længe nok i landet til at blive set som en ven frem for en gæst, også begynder at give. Begge dele kan være centrale at holde sig for øje, når man besøger landet. Både for at man ikke kommer til at støde nogen ved enten at afstå fra at modtage et måltid eller modtage for meget uden senere hen at give noget igen.
Rikke er antropolog og har boet og studeret i Georgien og Albanien.
