Mircea Cartarescu: Nostalgi. 420 sider. Oversat fra rumænsk af Erling Schøller. C&K Forlag. Pris. 300 kr. Anmeldelse af Rasmus Bertelsen.
I 1871 skrev Georg Brandes i indledningen til Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur bl.a. om danskernes modvilje og berøringsangst overfor udenlandsk tankegods og litteratur. Brandes karakteriserede heri Danmark som 40 år bagefter resten af Europa, ja, ligefrem som en reaktionær og provinsiel sump sammenlignet med andre europæiske lande når det handlede om at tage den nye litteratur til sig og dykke ned i fremmede tankestrømninger. »Nu er en fuldstændig mangel på tilegnelse af fremmed åndsliv trådt til« skrev oplysningsmanden med sin sædvanlige ironiske pessimisme »og den åndelige døvhed har som døvheden hos den døvstumme medført stumhed.«
Det var hårde ord – dengang såvel som nu – men desværre ikke ord uden en vis sandhed. Tager man f.eks. i betragtning, at det først er indenfor det sidste tiår, at klassiske hovedværker af f.eks. Hobbes og Hume, Kant, Hegel og Schopenhauer er udkommet på dansk – kun med en mindre forsinkelse på mellem 350 og 150 år – så kan man ikke lade være med at smile af Brandes spydige bemærkninger.
Men også når det handler om udgivelse og reception af ny udenlandsk skønlitteratur fra f.eks. Central- og Østeuropa, halter Danmark stadigvæk håbløst bagefter. Problemet er faktisk til at få øje på. Det skandaløse faktum at 1980’er-generationens vigtigste forfatternavn i Rumænien, Mircea Cărtărescu, og hans storværk Nostalgi (første gang udgivet i en censureret version i 1989) først nu udkommer på dansk, knap 18 år efter at værket blev udgivet i sin ucensurerede form i 1993, demonstrerer med al tydelighed, at vi i Danmark stadigvæk er milevidt bagud i forhold til de andre europæiske lande – i hvert fald når det omhandler udgivelse og tilegnelse central- og østeuropæisk litteratur.
Om det skyldes, at forlagene frygter for at lide økonomiske tab og derfor satser sikkert (dvs. udgiver bøger med et barnligt lavt lixtal); eller at størstedelen af anmelderkorpset for det meste ikke foretager sig andet, uge efter uge, end at anmelde egen uvidenhed og idiosynkrasier; eller om det skyldes at det danske læsepublikum er fuldt ud tilfredse med at læse svenske krimier og underlødig angelsaksisk triviallitteratur, er ikke til at sige. I hvert fald kan man konstatere et gabende stort hul på de danske boghandleres hylder, dér hvor der burde stå ny tjekkisk, polsk og rumænsk litteratur.
Verdenslitteratur med stort v
Heldigvis findes der stadig nogle få forlag, der har modet til at gå imod strømmen og Forlaget C&K er ét af dem: Deres udgivelse af Nostalgi – i øvrigt i en glimrende oversættelse af Erling Schøller, hvis oversættelse af Max Blecher udkom tidligere i år – er intet mindre end en gave til det danske læsepublikum. Ja, jeg tør allerede godt nu sige, at Nostalgi så absolut kandiderer som dette års bedste udenlandske bogudgivelse. Så er det sagt! Nostalgi er ikke bare rumænsk litteratur, ikke bare europæisk litteratur: Nej! – Det er sansepirrende verdenslitteratur med stort v. Mircea Cărtărescu er nemlig en forfatter, som er i konstant dialog med verdenslitteraturen og dens kanoniske værker. På en måde udgør Cărtărescus fiktionskunst en slags magisk eksperimentarium: Hans univers er et litteraturhistorisk resonansrum, hvor himmelske toner blandes med høje helvedeshyl, hvor spøgelsesagtige silhuetter af verdenslitteraturens største forfattere pludselig giver sig til kende mellem linjerne for ligeså hurtigt at forsvinde igen.
Man kommer uundgåeligt til at tænke på Dante og Boccaccio, på Rimbaud, Nerval og Proust, på Kafka, Blecher og Schulz, på Borges og Márquez etc. – de er der alle sammen som inspirationskilder, uden at det bliver fortænkt, og hvis man stadigvæk kan tale om postmodernisme – uanset hvor inficeret dette begreb end er – så er Nostalgi et ualmindeligt vellykket eksempel herpå.
Fem fantastiske fortællinger
Nostalgi udgøres af fem forskellige fortællinger – af varierende længde – hvoraf nogle af dem former sig som kunstfærdige spiraler, der griber ind i hinanden og vender alting på hovedet, således at en biperson i én spiller hovedrollen i én anden. Typisk placerer Cărtărescu sine personer i en gråzone mellem drøm og virkelighed, på den knivskarpe kant mellem genialitet og galskab: Ja, gang på gang udfordres vores traditionelle opfattelse af virkeligheden, når Cărtărescus surrealistiske syndflod af ord oversvømmer virkelighedens øde stenørken.
Faktisk er der ofte tale om, at Cărtărescu i sin litteratur, på original vis, udforsker og nyfortolker temaer af ærkeromantisk oprindelse som f.eks. om det splittede menneske og den eksistentielle angst og fremmedgørelse, dobbeltgængermotivet og den barnlige uskyld som udvikler sig til decideret dæmoni. Derfor består persongalleriet i fortællingerne for det meste også af melankolske studenter, kærlighedssyge søvngængere og selvmordskandidater, transvestitter og diabolske børn á la Hoffmann.
Slugt med hud og hår
Nostalgi er hypnotiserende fortællekunst, der på trods af de romantiske impulser ikke virker den mindste smule anakronistisk. Et sted i bogen hedder det bl.a.: »Den sande prosaist fortærer andre.« (I modsætning til den sande digter som er nødt til at fortære sig selv!) Og sådan er det faktisk lige præcis når man læser Nostalgi: Man fortæres, sluges med hud og hår, mens man som læser ubarmhjertigt spræller i fortællingernes spindelvævsfine net. I den første fortælling, “Chancerytteren” følger vi bl.a. en lazaron, der med livet som indsats tjener til dagen og vejen ved at spille russisk roulette i dunkle kælderrum i Bukarest foran byens bedre borgerskab og industrifyrster.
Det er rent ud sagt, som at træde ind i en rembrandtsk skyggeverden, hvor blomster af blod springer ud på de hvidkalkede kældervægge. Med tiden opnår denne chancerytter regulær stjernestatus, og hans selvmorderiske sessioner antager en mere og mere dristig karakter: Først forsøger han sig med én kugle, så med to, og til sidst fylder han hele tromlen op – inden historien tager en uventet drejning og opløser sig selv i metafiktionens tågebanker.
Kunstens magi
I andre af bogens fantastiske fortællinger bevæger vi os gennem barndommens Bukarest, mens dampende drømmeagtige billeder hvirvles op, samtidigt med at forfatteren leger med fortælleinstansen og synsvinklerne. Det fungerer rigtig godt, og uanset om Cărtărescu lader handlingen udspille sig på et sindssygehospital eller i et klasseværelse mellem to forelskede teenagere, så accepterer man straks de overnaturlige tilskyndelser, som f.eks. når dyr og fortidsøgler vækkes til live på Det Naturhistoriske Museum: Ja, skulle man prøve, at indkredse Nostalgi med nogle få ord, prøve på at finde frem til værkets essens (hvilket jo som bekendt er en umulighed), så kunne man passende parafrasere Theodor W. Adornos Minima Moralia (1951), hvori det hedder at: »Kunst er magi, befriet fra den løgn at være sandhed.« Nostalgi er netop befriet fra den løgn at være sandhed! Og tak Gud (eller en vis anden person) for det!
Læg dertil, at Mircea Cărtărescu er udstyret med en fantasirigdom og eksplosiv associationsevne som ikke blot manifesterer sig i et symbolmættet og sprogligt festfyrværkeri: Faktisk er noget af det mest interessante ved Cărtărescus koncentrerede og perlemorsagtige prosa hans synæstetiske brug af farven rød. Lige siden Arthur Rimbaud begyndte at praktisere sin verbale alkymi at tildele vokaler og konsonanter farve og hemmelige forbindelser, har moderne forfattere og digtere sidenhen eksperimenteret med synæstesi som litterært kompositionsprincip: I Nostalgier det således farven rød, der spiller en altafgørende rolle: Cărtărescus univers er intet mindre end rødglødende; alting står malet i hummer- og terrakottarøde farver; og skal man overhovedet sammenligne Nostalgi med noget som helst andet, må det faktisk være Giorgio de Chiricos surrealistiske malerier: Det er den samme middagsvarme svimmelhed, der gennemstrømmer Cărtărescus fiktionsverden.
Himmelske toner i en rusten Dacia 1300
Den sidste af Nostalgis fortællinger, “Arkitekten”, skiller sig lidt ud fra de andre fortællinger ved sit absurde indhold og groteske humor. Denne hylende morsomme fortælling handler om arkitekten Emil Popescu, som en dag køber en Dacia 1300: Imidlertid kommer arkitekten dog aldrig ud at køre i sin nye bil; han besættes nemlig af tanken om først at udvikle et bilhorn, der kan afspille musikstykker som Marseillaisen og God Save the Queen. Efter at have opnået disse mål udvikler han en teori om, at menneskeheden indtil nu har undertrykt bilerne; ja, menneskeheden har helt misforstået bilens sande natur og formål. Eller som det siges i fortællingen så er:
»En bils grundfunktion ikke, som det almindeligvis er antaget, at forkorte afstande, at forflytte personer fra et sted til et andet. Dette er bare en sekundær funktion, og, når man tænker grundigt over det, også en unyttig sådan. En bils adelsskab ligger i de dytte- og båttemuligheder, den har, det vil sige mulighederne for at kommunikere og meddele sig.«
Derfor river arkitekten bilrattet ud og erstatter det med et Reghinorgel. Hvordan Popescus Dacia 1300 og Reghinorglet er forbundet med genopdagelsen af Pythagoras sfæriske musik, indførslen af et globalt melokrati og verdens udslettelse i en kosmisk katastrofe (eller om man vil genoprettelsen af universets harmoni) skal ikke afsløres her. Kun at alting slutter med et genialt brag, der vil få stjernerne til at danse på indersiden af læserens øjenlåg!
