I anledning af den russiske sejrsdag over fascismen, Den Pobedy, fortæller Louise Willemoes Poulsen, hvordan den russiske ungdomsorganisation Nasji holder liv i dens egen udgave af historien.
Мы не дадим переписать историю.
Vi tillader ikke en omskrivning af historien.
(Nasji 2011)
Не забудем, не простим.
Vi glemmer ikke, vi tilgiver ikke.
(Nasji 2011)
Efter en længere periodes ro i forholdet til de Baltiske Stater, Estland, Letland og Litauen, træder den russiske ungdomsbevægelse, Nasji, nu igen frem på scenen. Bronzesoldaten er stadig omdrejningspunktet for diskussionen, og Nasji tillader ikke, at man glemmer den. For ikke lang tid siden var det den 26. og 27. april og dermed årsdagen for Bronzenatten i Tallinn. Natten, hvor verden gik af lave. Og nu er det så blevet 9. maj, dagen, det oprindeligt handlede om.
Og det er virkelig svært at glemme. Russerne, jeg møder, taler ikke gerne om Bronzenatten. Og hvis de gør, så er de stadig meget usikre. De kan heller ikke helt forklare, hvad der skete. Det var deres historie og deres familier, der blev ramt. Men ikke alle ser med milde øjne på de uroligheder, der fulgte. Det skræmmer dem, at nogen valgte at gå så langt. Gadeoptøjer, hærværk, vold og store demonstrationer. En ung demonstrant, Dmitrij Ganin, omkom i forbindelse med optøjerne. Nu forhindrer statuen og hans død diskussionen i at blive afsluttet. Det ville være så meget lettere, hvis de blot kunne kunne glemme. Esterne, russerne, dem alle.
Bronzesoldaten er blevet symbolet på konflikten mellem de to historier. Den estiske og den russiske. Bronzesoldaten stod indtil april 2007 som monument over sejren over fascisterne. Så blev den og soldatergravene under den flyttet til en kirkegård udenfor centrum, som et led i Tallinns opgør med fortiden. Om det er flytningen af symbolet for ofrene eller genbegravelsen af de omkomne sovjetiske soldater, der er omdrejningspunktet, står uklart. Ungdomsbevægelsen Nasji og dens ultranationalistiske søsterbevægelse Stal’ protesterer på begge punkter og bruger Bronzesoldaten i deres retorik, når de diskuterer behandlingen af de russiske mindretal i Estland, Letland og Litauen. Bronzesoldaten er gået hen og blevet hovedeksemplet på, hvordan esterne, letterne og litauerne ønsker at gøre op med fortiden, den russisktalende fortid.
De okkuperede og okkupanternes fortid
Esterne kan med en lettere opgivende stemme berette, hvordan far blev tvunget ind i den tyske hær og farbror ind i den Røde Hær, og hvordan deres regimenter mødtes i slaget om Tallinn. Så for dem er det naturligt, at der skal sættes et monument for dem begge. Det var jo ikke deres krig. Russerne kan ikke tilgive fascisterne, og russerne i Rusland, der aldrig har mødt en ester, kan umuligt forstå, hvordan man i halvfemserne i Tallinn kan sætte et monument for tyskerne, der beskyttede Tallinn: Den Røde Hær slog fascisterne og befriede Estland. Basta – sådan siger bedstefar, at det var.
Det letteste ville være at lade være med at snakke om det, og så lade historielærerne fortsætte med at undervise med tungen lige i munden. Glemsel. Men politiske kræfter fra Rusland, Nasji og Stal’, tillader dem ikke at glemme; russerne i Estland får af vide, at de skal kæmpe for en Bronzestatue sat over sejren over fascisterne, og at de skal mindes Dimitrij Ganin, der omkom i forbindelse med urolighederne. I Moskva står de foran den estiske ambassade, som de har gjort før. De beskylder esterne for at omskrive historien. Og midt i mellem står esterne og russerne i Estland. Nogen lytter, nogen lytter ikke, nogen går på barrikaderne, nogen glemmer, men de fleste lader bare være med at tale om det.
