Under en bragende aarhusiansk sol burede godt og vel hundrede mennesker sig inde for at komme tæt på Fjodor Dostojevskij. Hvad er det, der er så fascinerende ved den store russiske forfatter?
Måske var teaterinstruktøren, Rune David Grue, den, der kom tættest på svaret. To gange har han – med stor succes – bragt Fjodor Dostojevskij til teaterscenen. Teatermanden mente, at den store russers form og stil kan sammenlignes med en moderne, amerikansk TV-serie som Six Feet Under. ”Det er en vildtvoksende, dramatisk fortælling med føljetonkarakter. En fortælling, der kan blive ved og ved. Hverken vi eller forfatteren ved præcis, hvor det ender. Det appellerer til et moderne publikum,” sagde Rune David Grue om romanen Forbrydelse og straf.
Men sandsynligvis er der lige så mange så mange måder at tilgå Dostojevskij på, som der er læsere til hans værker. Er man den psykoanalytiske type, så dykker man ned i romankarakterernes psykologiske profiler. Er man til religion og filosofi, så kan man ikke lade være at drage paralleller til Kierkegaard. Er man til litterære kneb, så fascinerer det, hvordan handlingen udspiller sig i en dialog mellem personer, som synes at have deres eget liv, nærmest uafhængigt af forfatteren.
På et seminar i Aarhus, arrangeret af Magasinet rØST, kom fem oplægsholdere rundt om fascinationen for Fjodor Dostojevskij, forfatteren bag værker som Idioten, Brødrene Karamazov, Forbrydelse og straf og Kældermennesket. Det foregik sidste lørdag i Stakladens Richard Mortensen stue, som var fyldt til bristepunktet, på trods af bragende aarhusiansk solskin udenfor.
Dostojevskij og hans samtid
Første oplægsholder var Michael Frederiksen, ekstern lektor i østeuropæisk historie på Aarhus Universitet. Michael Frederiksen indrømmede selv, at han ikke var Dostojevskij-ekspert, selv om han dog havde læst et par af værkerne. Til gengæld kunne historikeren sætte forfatteren ind i hans historiske samtid, det vil sige årene 1821-1881.
Michael Frederiksen sammenlignede Rusland med det øvrige Europa og nævnte, at Rusland på mange måder var langt tættere på Vesteuropa dengang end det er i dag. I hvert fald når vi betragter eliterne, som på Dostojevskijs tid og før engelsk slog igennem som lingua franca i langt højere grad var forbundet i en Øst-Vest-akse.
Ligesom Danmark var Rusland et bondesamfund i 1800-tallet. Men mens en vis modernitet havde gjort sit indtog i Vesteuropa, fortsatte det russiske samfund ved primært at være baseret på tvang. Bønder måtte i marken for adelsmændene, og også i forbindelse med store jernbanebyggerier blev de indsat.
Politiske diskussioner blandt andet om livegenskabets ophævelse begyndte i 1840’erne. På den ene side stod ”vestlingene”, som Michael Frederiksen oversatte det russiske udtryk ”Zapadnie”, på den anden dem, der forsvarede det ”rigtige” Rusland. Interessant nok var sidstnævnte også påvirket af vesteuropæisk tankegods, særligt forestillingen om de ædle vilde (Jean-Jacques Rousseau). Frederiksen mente, at datidens diskussioner om Ruslands placering i forhold til Europa, kan sammenlignes med de diskussioner, som har pågået siden Sovjetunionens fald. Ønskes et vestligt Rusland eller Putins udgave, et Rusland med et suverænt demokrati.
Da Rusland tabte Krimkrigen blev diskussionerne mere konkrete. Aleksander den 2. afløste Nikolaj d. 1. og besluttede at ophæve livegenskabet. Det handlede, ifølge Frederiksen, om at sikre statens overlevelse. Aleksander frygtede en revolution. Samtidigt havde han brug for en hær, men havde ikke meget fidus til at opruste en hær af slaver. I 1861 bliver livegenskabet ophævet, men det fulgtes i modsætning til for eksempel i Danmark ikke op med en udskiftning. Dermed var bonden reelt set stadig låst til adelens jord, og en normal konservativ bondeklasse opstod ikke.
Hvad med en intellektuel som Dostojevskij, ville han have mærket forandringerne?
Dostojevskij kunne formentlig ikke undgå at bemærke, at flere bønder opsøgte hans hjemby Petersborg, at flere af hans adelige venner gik fallit, og at en begyndende russisk nationalisme tog form, men det var gisninger, indrømmede Frederiksen. Han havde aldrig betragtet Dostojevskij som historisk kilde eller levn. Og dermed fandt historikerne også deres tilgang til Dostojevskij.
Livslang beskæftigelse
Med den historiske kontekst på plads var det tid til at dykke ned i forfatterskabet. Tine Roesen, ph.d. og adjunkt på selvsamme universitet som Frederiksen, gjorde i sit oplæg rede for en af de teknikker, som er kendertegnende for flere af Dostojevskijs romaner, polyfonien.
Den polyfoniske eller flerstemmige roman karakteriserede Rosen med hjælp fra den berømte russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin (1895-1975). Enhver der har stiftet bekendtskab med Dostojevskijs romaner ved, at det er en god idé at føre en navneliste. Bøgerne er læsset med personer, hvis navne på god russisk vis ofte optræder i flere forskellige diminutivformer. På forunderlig vis møder personerne hinanden på kryds og tværs, og dialoger opstår. Men ikke kun med hinanden taler personerne, de taler også med sig selv. Og heller ikke som læser forskånes man. Man tvinges nærmest til at gå i dialog med romanen. Det er forpustende, ifølge Roesen, som dog mente, at man sagtens kunne bruge et helt liv på Dostojevskij og teoretikeren Bakhtin.
Hvor er forfatteren i værket, når personerne i så høj grad bærer handlingen? Det kan godt være han ikke er styrende, som var Bakhtins synspunkt, men han er nu til stede, mente Roesen, og sammenlignede det med selvforvaltning i en moderne børnehave. Børnene tager masser af valg, men pædagogerne forsvinder ikke af den grund.
Til slut gjorde Roesen opmærksom på, at kun hovedværket Brødrene Karamazov bør ses som en genuin polyfonisk roman. At bruge begrebet på alle Dostojevskijs romaner ville blot udvande det.
I kælderen
”Kan vi se ham i øjnene?” begyndte Flemming Houe, Dostojevskij-kender med 30 års formidlingserfaring fra Folkeuniversitetet, og gav selv svaret: ”Nej, hele sit liv har han set til siden. Han vil ikke se os i øjnene.” Det var tid til at tage et kig på en af de mest dæmoniske karakterer i Dostojevskijs værker, kældermennesket i romanen af samme navn.
Med messende, nærmest meditativ diktion, fortalte Houe om de to dele, værket består af. Første del handler om det fyrreårige kældermenneske, der har buret sig inde med foragt mod verden og had til sig selv. Han hader massesamfundet og dyrkelsen af fornuften. For ham handler det om frihed, lidenskab og individualitet, ellers forsvinder menneskerne. Med et begreb lånt fra Søren Kierkegaards ordforråd kalder Houe tilstanden for den dæmoniske indesluttethed, en tilstand som kældermennesket har besluttet sig for at tilbringe resten af sit liv i.
Værkets anden del er et tilbageblik i form af tre fortællinger fra det unge kældermenneskes liv, fra før han burede sig inde. Dengang var han en ondskabsfuld embedsmand, en ener, der stod udenfor. Et møde med den prostituerede Lisa bliver skæbnesvangert.
De første timer bruger han hende i hendes metier (Houe), derefter giver han hende en lang og lidenskabelig monolog om, hvordan hun kaster sig i grams og er fordømt til et elendigt liv i Petersborg. Lisa bryder sammen, hvilket vækker sympati hos kældermennesket, som må flygte ud af døren. Men han efterlader sin adresse. Lisa opsøger ham og ser hans elendighed. Hun foragter ham ikke, men viser medfølelse, og han smelter. Er det et kærlighedsmøde? ”Læs siden 15-20 gange og find ud af det,” siger Houe. Kældermennesket støder hende alligevel fra sig med 5 rubler, og derefter lukker han sig inde for resten af livet. Foretager sig absolut intet. Eller gør han?
Helt passiv er han ikke. Han skriver sine optegnelser ned. Med andre ord så kommunikerer han. Og dermed kommer vi igen ind på Kierkegaard, som Houe mener, Dostojevskij er helt på øjenhøjde med. Det dæmoniske er angst for det gode, mente Kierkegaard. Det gode er friheden, og frihed findes i kommunikationen med andre mennesker. Men det dæmoniske fascinerer, og det har det, ifølge Houe, gjort siden de gamle grækere. Som bevis herpå fik vi et længere Homer-citat, som kunne have været historisk korrekt, hvis ikke Houe havde gjort det ufarligt ved at bytte alle negative adjektiver ud med positive. Nej vel, sagde Houe, og så fik vi den korrekte, dæmoniske version. Respekt.
To planter
Efter trekvarters konstant flydende, inspirerende og rask talestrøm fra Folkeuniversitetsmanden Flemming Houe, var det rart med temposkift. Det stod Alex Fryszman fra Københavns Universitet for. Fryszman er, ligesom dagens hovedperson, opvokset i Rusland og en af landets førende eksperter inden for forbindelsen mellem Dostojevskij og Kierkegaard. Temaet for hans oplæg var da også det forbløffende slægtskab mellem de to.
Den hjemlige filosof og den russiske forfatter kunne, ifølge Fryszman, bedst beskrives som to forskellige planter, der er vokset op i vidt forskellige miljøer. De havde med andre ord ikke meget tilfælles. Derfor forbløffes man over den store nærhed, der synes at være mellem de to, sagde Fryszman.
Dostojevskij og Kierkegaard nåede aldrig at møde hinanden. I 1865 var Dostojevskij i København, men det var ti år efter Kierkegaards død. Dostojevskij var inviteret af sin bedste ven, baron Wrangel, som han havde kendt siden sit ophold i Sibirien. Wrangel var russisk gesandt i København, og via ham blev Dostojevskij introduceret til en gruppe russere, der holdt til omkring den russiske kirke i Bredgade, hvor Wrangel også selv boede. Disse russere har bestemt haft kendskab til den berømte danske filosof, men slægtskabet mellem Kierkegaard og Dostojevskij skal findes på et helt andet filosofisk plan.
Den russiske kritik af den vestlige fornuft går som en rød tråd gennem Dostojevskijs forfatterskab, jævnfør eksempelvis Kældermennesket ovenfor. Fornuften står i modsætning til kærligheden, til troen og til lidelsen, som er helt central hos Dostojevskij. Offeret og det dæmoniske står som to modpoler i opgøret mod rationalismen. Ikke kun hos Dostojevskij, men også hos Kierkegaard, ifølge Fryszman.
Lav komik og høj filosofi
Selvom den unge teaterinstruktør, Rune David Grue, har beskæftiget sig indgående med Dostojevskij i forbindelse med opsætningen af Idioten på Aarhus Teater og Forbrydelse og Straf på Det Kongelige Teater, så betragter han sig ikke som ekspert. Ikke desto mindre var det fascinerende og øjenåbnende at høre om hans prisværdige bedrift med at gøre to klassiske værker almene og nærværende over for et moderne publikum.
Begejstret fortalte Grue, hvordan den levende og sprudlende dialog, hvor karaktererne taler med og i munden på hinanden, med og i munden på sig selv gør Dostojevskij så velegnet til de skrå brædder. Grue var især vild med de steder, hvor dialogen løber ud i tre prikker. Læg dertil de gale og modsætningsfulde karakterer og så har man gefundenes Fressen for enhver skuespiller, ifølge Grue.
Men Dostojevskij er ikke uden udfordringer. Med stor humor beretter Grue om en stående joke på teateret, der gik ud på at følge Dostojevskijs regibemærkninger til punkt og prikke. Umuligt, men urkomisk, mente instruktøren, og gav en række eksempler på hvordan forfatterens dramatik løber løbsk. ”De stirrede på hinanden i fem minutter” og ”han var blå i hovedet af raseri”. Samtidigt, ifølge Grue, er det i de ekstreme personer, at vi genkender os selv. ”Vi bevæger os ind i et raritetskabinet og møder os selv”.
Da Rune David Grue begyndte på arbejdet med Forbrydelse og straf brugte han lang tid på at prøve at forstå romanens absolutte hovedperson, Rodion Raskalnikov, som begår et mord uden at angre. Han sammenlignede ham blandt andre med studenten, der stod bag massakren på Virginia Tech universitet i 2007. Studenten efterlod sig budskaber, som klart mindede om Raskalnikovs. Ingen spor af anger, til gengæld et budskab om at ofre sig for en højere sags tjeneste. Men Raskalnikov kan også være dig og mig, sagde Grue, det er det, der gør ham interessant.
Efter to store teatersucceser med Dostojevskij har Grue ingen planer om at stoppe. Hvis det stod til ham, ville han bringe alle Dostojevskijs værker til teaterscenen, og om ti år kunne han sagtens forestille sig at kaste sig over Forbrydelse og straf igen.
Har man først fået Raskalnikov, brødrende Karamazov og alle de andre romanfigurer under huden, så er det svært at give slip igen. Heldigvis rækker forfatterskabet til et halvt livs sommerferier.
Magasinet rØST vil gerne takke de fem oplægsholdere samt Oplysningsforbundet DEO og Dansk Magisterforening for at have gjort seminaret muligt. Tak også til alle dem, der valgte at bruge en lørdag på at komme rundt om Fjodor Dostojevskij.
