Liv Holm Andersen beretter i denne rejsebeskrivelse om hendes første møde med Eksjugoslavien. Her stifter hun blandt andet bekendtskab med regionens dilemmaer, spøgelser og forskelligheder. Denne rejse fra Thessaloniki i Grækenland til Ljubljana i Slovenien bringes på Magasinet rØST i tre afsnit. Her befinder vi os i toget igennem Makedonien til Beograd i Serbien.
Det gamle, slidte tog bumlede af sted og de øde bjerge fløj forbi, tusmørket sænkede sig, og jeg kunne mærke på ruden, at der var ved at blive koldt udenfor. Jeg var på vej alene gennem det tidligere Jugoslavien. Jeg havde forladt Thessaloniki klokken 17, og allerede ved otte-tiden rullede toget ind til grænsekontrol på stationen mellem Grækenland og FYR Makedonien. Det gav en fornemmelse af præcis, hvor tæt naboerne i det, der engang var Jugoslavien, i virkeligheden er på det, vi selv kategoriserer som Vesteuropa og på EU.
Striden om navnet
Måske var det blot indbildning, men på grænsestationerne og hos de kontrollører, der tjekkede pas, syntes den dårlige stemning mellem Grækenland og FYR Makedonien at skinne klart igennem. De to lande har været i strid med hinanden i over 20 år grundet Makedoniens brug af navnet ”Makedonien”, som grækerne mener at have historisk ejerskab over (Makedonien er også navnet på en region i Grækenland), men som makedonerne efter den dekadelange status som republik i Titos Jugoslavien har et identitetsmæssigt tilhørsforhold til (Makedonien hed i Titos Jugoslavien ”Den Socialistiske republik Makedonien”).
Denne konflikt er blot et af Balkans mange spøgelser, et af Balkans mange uløste problemer. Og netop denne uro i områdets moderne og konfliktfyldte historie er noget af det, der har grebet mig og givet mig lyst til at besøge stedet. At med egne øjne se området, der i min egen levetid har været skueplads for borgerkrig og folkemord, men også for ved selvsyn at opleve den europæisering og omstilling til moderne samfund, kapitalistisk økonomi og demokrati, der også foregår mange steder i Balkan-regionen.
I Europas hjerte
Toget fortsatte ind i Makedonien og mørket faldt på, så det eneste jeg efterhånden så af rejsen var spredte landsbyers lys eller en langdistancelastbil, som, igen efter den stabile fred i det tidligere Jugoslavien, undgår dyre sejlture fra Italien på vej mod sydøst.
Mit første møde med eksjugoslaverne blev en serbisk studerende, som havde været med på toget siden Thessaloniki, men som nu satte sig i min kupé, røg cigaretter ud af vinduet og på glimrende engelsk gav mig sin version af, hvorfor Serbien og resten af Balkan indlysende hører til i EU: ”Vi er jo Europas hjerte. Vi lever efter vores følelser. Dét har EU også brug for.”
Det fik mig til at tænke på, at det måske er årsagen til, at det netop er gået så galt i det tidligere Jugoslavien, og at mange problemer (eksempelvis Kosovos status og Makedoniens navn) endnu ikke er løst endnu; måske er der alt for mange følelser på spil!
Efterfølgende fortalte Nikola, den serbiske studerende, mig, at han syntes der var en tendens til at anse Serbien og serbere som unødvendigt primitive og tilbagestående. Han fortalte, at Beograd var mere velordnet end Thessaloniki og Athen, og at folk var mere servicemindede og arbejdsomme end grækerne, men at grækerne og serberne i øvrigt mindede meget om hinanden – og var hinandens brødre. Jeg sukkede i mit stille stil, argumentet om ”det ortodokse broderskab” havde jeg hørt ofte fra grækerne, som også ofte fortalte mig, at ”my people and your people” ofte for grækere sættes i stedet for ”right and wrong” i politiske alliancer – hvorfor skulle serberne have det anderledes?
Mrš u pičku materinu!
Nikola og jeg snakkede os gennem Makedonien, som er et lille land, så det er absolut muligt. Mit næste møde med serberne var ikke nær så positivt, som mødet med den charmerende studerende, Nikola. Da Nikola stod af i sin hjemby Niš, i det sydlige Serbien, satte en gruppe mænd sig ind i min kupé og på et tidspunkt, mens jeg sov, mærkede jeg pludselig en hånd på mit ben. Heldigvis er en af de sætninger, som jeg kan på et mægtig formfuldt serbisk, ”Mrš u pičku materinu!”, som direkte oversat betyder ”Skrid tilbage til din mors fisse!”, men som bruges som udtrykket ”Gå af helvede til!”. Så fik jeg lov at sove og vågnede i Beograd, hvor det ikke blot var køligt som i de makedonske bjerge, men gennemkoldt. Med overskyet vejr, en let vind og minus 8-10 grader var der tale om en bidende Balkan-kulde, som jeg i det fortsat tusmørkelagte Beograd trådte ud i.
Serbien på vej mod Europa?
Dagene i Beograd overraskede mig på flere måder meget positivt. Beograd er alt i alt en dynamisk, moderne storby og selvom både den jugoslaviske fortid og 90’ernes konflikter stadig spørger, så virker både Beograd og serberne til at kigge mod fremtiden, og der sker en masse i byen – der bygges, renoveres og folk er, som Nikola sagde, foretagsomme, servicemindede og meget åbne, venlige og hjælpsomme overfor besøgende.
Det overraskede mig faktisk, at serberne var så åbne og flinke overfor mig – og at de var så positivt indstillede overfor mig som dansker, mig som europæer og mig som repræsentant fra den vestlige verden. Det undrede mig, fordi jeg kom med det indtryk, at serbere grundet Kosovo-konflikten og NATO-bombardementerne i 1999 ville have en lidt mere antivestlig indstilling. Serberne i Beograd er dog overvejende både pro-vestlige og pro-europæiske og både Milošević’ eller nationalisten Vojislav Šešejls støtter, som fortsat er mange i Serbien, syntes langt væk fra det moderne, europæiserede Beograd.
Og ved valget i Serbien i 2008 fik de reform- og EU-orienterede partier, da også stor fremgang og sidder i dag på regeringsmagten i en koalition mellem Serbiens Demokratiske Parti (DS), det liberal-konservative parti, G17 Plus, samt Socialist Partiet (SPS), under ledelse af præsident Boris Tadic.
En slidt rød stjerne og de bombede bygninger på Kneza Miloša
En anden indikator på, at tiderne skifter, i Serbien såvel som i resten af det tidligere Jugoslavien, viste sig på nærmest symbolsk vis, da jeg trodsede den serbiske kulde og efter at have gået til Sveti Sava, Beograds største ortodokse kirke og spist palečinke (søde jugoslaviske pandekager), fandt ud til den eksjugoslaviske, kommunistiske diktator, Tito Josip Broz’, mausoleum, ”House of flowers” i udkanten af Beograd. Her var det nemlig tydeligt, at souvenir-butikken, med alt fra Tito-kaffekrus til miniature-udgaver af det jugoslaviske flag med den karakteristiske røde stjerne, var langt mere velholdt end Tito’s egen grav, hvor planterne var brune og kedelige.
Og dog. Alt er ikke i jubel-europæisk opbrud. På en af Beograds hovedgader, Knez Miloša, ligger to store bombede bygninger – og der har de ligget i 12 år, siden NATO bombede dem i 1999 for at få serberne til at stoppe den etniske udrensning i Kosovo, som dengang var en serbisk provins.
I en by, hvor alt ellers bygges om og renoveres, og der er pænt og ordentlig overalt i centrum, virker det mistænkeligt uordentlig at lade sådanne to ødelagte bygninger ligge og flyde i 12 år. Faktisk kan det få en bragt på den tanke, at man ønsker at gemme disse to bygninger, som et minde om den uretfærdighed, der blev begået mod det serbiske folk i 1990’erne, hvor Europa og Vesten syntes at ”holde med” først de bosniske muslimer og bagefter med Kosovos albanere.
Liv Holm Andersen er skribent her på Magasinet rØST og beskriver her sin rejse fra Grækenland of hjem over det tidligere Eksjugoslavien. Reportagen, som sætter fokus på Balkan som en del af Europa samt på de eksjugoslaviske landes nyeste historie og nutidige samfundsforhold, er delt i tre, hvor 1.del omhandler Serbien, 2. del omhandler Bosnien og 3. del omhandler Slovenien.