Cand. soc. Niels Ydemann indleder her en debat på Magasinet rØST om, hvorledes EU kan og bør engagere sig i den komplicerede stat Bosnien-Hercegovina. Optagelsesforhandlinger bør indledes hurtigst muligt og EU skal støtte moderate kræfter i landet, mener han.
Det er nu over 15 år siden, at krigen i Bosnien-Hercegovina (BiH) nåede sin afslutning med Dayton-aftalen. Og selv om landet ikke i dag er direkte truet af en ny borgerkrig, er det et land præget af store spændinger.
Det er samtidig et land, hvor staten fungerer på et så lavt niveau, at både Politiken og Newsweek har omtalt den som en ”fejlslagen stat”, en betegnelse der ellers normalt er reserveret til stater som Somalia, D.R. Congo eller Pakistan, hvor ingen har kontrol over andet end små områder og hvor situationen er tæt på et totalt anarki.
Et splittet land
De interne spændinger kommer til udtryk på et hav af måder, lige fra at man i den kroatisk dominerede del af landet ikke kan købe den bosniakiske (bosnisk-muslimske) øl Sarajevsko, til den evige trussel om løsrivelse, som kommer fra den serbiske del af landet, Republika Srpska. Disse spændinger er med til at gøre, at det nu 15 år efter Dayton endnu ikke er lykkedes at få formuleret en ny og mere tidssvarende forfatning.
Den nuværende forfatning er reelt skabt til ikke at fungere. Fokus var tilbage i 1995 ikke på at få lavet et system, der ville virke, men at sørge for, at ingen af de tre etniske grupper; bosniakker, serbere og kroater kunne få magt over de andre. Derfor er landet blevet skabt som en form for føderation bestående af en serbisk entitet og en kroatisk-bosniakisk entitet, hvor der er en udpræget grad af selvstyre og mange overlappende institutioner.
Denne opdeling har imidlertid gjort, at man nu står tilbage med en skrøbelig central stat, som er nærmest fuldstændig ude af stand til at tage beslutninger. Samtidig er den bosnisk-kroatiske del af landet præget af interne spændinger, mens Republika Srpska konstant sætter spørgsmålstegn ved statens legitimitet og egentlig helst vil rive sig løs for evt. at tilslutte sig Serbien.
Dette er ikke en ønskværdig mulighed. For det første ville det blive set som en belønning for de etniske udrensninger af muslimske bosniakker, som serberne foretog i området under krigen. Og for det andet ville det give kroaterne mod på også at søge at få deres egen stat revet ud af Bosnien-Hercegovina. Sker dette, vil det efterlade BiH tilbage som en småstat mellem to større stater (Serbien og Kroatien), som BiH begge har været i krig med inden for de seneste 20 år. Ikke ligefrem et scenario der emmer af fred og idyl. (Mere om BiH’s opdeling i På verdners skillevej)
Bosniens fremtid bør være EU’s interesse
Løsningen må altså ligge i at få staten til at fungere bedre, end den gør nu. Her kommer EU ind i billedet. EU har både prestigemæssigt og realpolitisk interesse i at BiH fungere som stat. Prestigemæssigt fordi krigen på Balkan viste, hvor ineffektiv EU var til at løse problemer i sin egen baghave. Derfor vil der være stor prestige i, for EU, at vise, at man er kommet videre, fra dengang hvor EU’s formandskab i form af Luxemburgs udenrigsminister Jacques Poos, med henvisning til urolighederne på Balkan bekendtgjorde, at ”Europas time er kommet”. – Hvorefter man så passivt til mens regionen gik til i krig.
– Og realpolitisk fordi det er i EU’s interesse at have stabile naboer og ikke fejlslagne stater, hvorfra organiseret kriminalitet og andre dårligdomme kan sprede sig.
EU spiller da også en ganske stor rolle i landet og er nu den største aktør i BiH og har siden 2004 haft ansvaret for sikkerheden i landet. Foruden den rent militære fredsbevarende indsats er EU også til stede med en civil operation, der har til formål at styrke landets institutioner.
Betingelsesstrategi virker ikke
Men indtil videre ser EU’s politik på området ud til at have slået fejl. EU’s konditionalitetspolitik, som går ud på at opstille en række betingelser og belønninger, som landet kan navigere efter, har ikke virket. Nok er landet relativt fredeligt, men når det kommer til demokrati, menneskerettigheder, fungerende institutioner osv. står landet så godt som stille. Men hvorfor har den politik, som EU tidligere har haft held med i andre dele af Øst- og Centraleuropa tilsyneladende ingen effekt haft i BiH?
Et studie tilbage fra 2003 lavet på baggrund af EU’s politik i forhold til Tyrkiet, Letland og Slovakiet viser, at der kræves to ting for at politikken kan fungere: For det første skal EU’s krav og belønninger være klare og let gennemskuelige. Det skal være nemt både for lokale politikere og for befolkninger at se, hvad der kræves for at opnå de belønninger, EU sætter i udsigt. Det andet krav der skal være opfyldt er, at den politiske pris ved at følge EU’s anbefalinger skal være lav således, at politikerne fra det pågældende land ser en interesse i at følge dem.
Ingen af disse to krav har været opfyldt i tilfældet BiH. EU’s engagement har været vigende, samarbejdet med andre internationale aktørere har været problematisk og det har været uklart, hvad der fra BiH’s side skulle gøres og hvad udbyttet ville blive. Samtidig har de politiske omkostninger for BiH’s politikere ved at samarbejde været store. Befolkningen har gang på gang sat kryds ved nationalistiske politikere, der er imod samarbejde og for nogens vedkommende endda i mod staten i sig selv. Det gælder især for de Serbiske og til dels for de Kroatiske befolkningsgrupper, der gang på gang har stemt på nationalistiske politikere.
Prisen for at samarbejde de etniske grupper imellem har derfor været for høj for politikerne. Arbejder de sammen, risikerer de ikke at blive genvalgt. Dette er en alt for høj pris at betale for at følge EU’s anvisninger.
Optagelsesforhandlinger bør indledes med Bosnien
Så her står man nu, med en stat der ikke fungerer, et EU der har travlt med alt muligt andet og en samling politikere, der ikke vil samarbejde, da samarbejde nemt kan betyde deres politiske endeligt. Derfor bør EU gøre, hvad de kan for at ændrer situationen.
EU bør straks begynde optagelsesforhandlingerne med BiH. Der må opsættes nogle meget klare betingelser, som BiH skal leve op til, for at de kan opnå en række ligeså klare fordele. Øverst på dagsordenen må stå en reform af den forfatning, som lige nu bremser al udvikling. Processen skal gøres så gennemsigtig som muligt, således at civilsamfundet kan se, hvad der skal til og dermed vil kunne lægge pres på politikkerne for at gøre fremskridt.
Her kan man med fordel drage nytte af erfaringerne fra visumliberaliseringen, der har givet BiH´s borgere adgang til Schengen-området uden at de behøver søge visum. Ved visa liberaliseringen var processen netop gennemsigtig og det var tydeligt, hvad BiH skulle gøre for at komme i mål. Samtidig kunne man måle sig med nabolandene og da de fleste naboer fik visaliberaliseringerne på plads før BiH, var det muligt for civilsamfundet at se, at det kunne lade sig gøre og at lægge pres på magthaverne for at gennemføre de nødvendige reformer.
Støtte til moderate politikere
Derudover bør EU klart og tydeligt tilkendegive sin støtte til de mere moderate kræfter og tage afstand fra de kræfter, der forsøger at splitte den skrøbelige stat. På den måde kan man vise, at man mener det seriøst og at man ikke tolerere en modarbejdelse af staten. Man bør samtidig i forbindelse med forhandlingerne med Kroatien og Serbien få dem til at lægge pres henholdsvis de kroatisk og serbisk dominerede områder.
Alt dette vil ikke ændre situationen i BiH over natten, men det kan være med til at få igangsat en reform af forfatningen og få ryddet op i BiH’s myriade af institutioner. Som det er nu, er BiH mere eller mindre paralyseret af en dyr offentlig sektor, der ikke fungerer som den skal og som samtidig bremser alt privat initiativ.
Men først og fremmest må man fra EU’s side belave sig på at det tager tid og man kan forvente at skulle være i BiH mange år endnu.
Læs også: Kan EU overhovede løse krisen i Bosnien?
Læs også: Vi kan ikke reformere Bosnien hver for sig
Niels Ydemann er cand. soc. og har skrevet speciale om EU’s engagement i Bosnien-Hercegovina
