FILMFESTIVAL | Der tales om en regulær rumænsk guldalder i disse år, og det bliver af den københavnske filmfestival CPH PIX markeret med en serie fremvisninger og en gratis master class torsdag d. 28. april dedikeret til den alsidige filmtalentmasse fra det hårdt prøvede land.

Denne uomgængelighed tager PIX bestik af og dedikerer en serie til årets fire mest markante film fra Rumænien, hvoraf flere allerede har nydt anerkendelse fra internationale festivaler.

Rumænsk filmseminar
Derudover inviterer PIX til seminar torsdag den 28. april. Til ’The Romanian Perspective’ vil instruktørerne Marian Crisan (‘Morgen’) og Bogdan Apetri (‘Outbound’) give deres bud på årsagen til denne filmiske opblomstring.

Den rumænske succes har også tiltrukket udenlandske investorer, hvilket den dansk-franske producer Marianne Slot er bevis på. Foruden at være PIX jurymedlem og fast co-producer af Lars von Triers film, er hun også co-producer af ’Morgen’, og hun vil uddybe den tiltrækningskraft som den rumænske filmkunst har i øjeblikket.

’The Romanian Perspective’ modereres af Jakob Høgel, der er kunstnerisk leder af New Danish Screen.

Arrangementet finder sted torsdag den 28. april i Husets Biograf. Arrangementet er gratis.

Fire pletskud fra Rumænien
CPH PIX præsenterer fire unikke film fra Rumænien, der alle vises med gratis entré. Her følger en kort indføring.

Efter den prisvindende kortfilm ’Megatron’ kaster Marian Crisan sig ud i spillefilmsformatet med den vellykkede debut ’Morgen’, som humoristisk skildrer absurditeten ved landegrænser. Her følger vi den midaldrende mand Nelu, der arbejder som vagt i det lokale supermarked i en lille rumænsk by nær grænsen til Ungarn, en grænse som ofte bliver krydset når Nelu tager ud for at fiske.

Da han en tidlig morgen støder på den tyrkiske flygtning Behran, der gemmer sig for grænsepolitiet, beslutter Nelu sig for at komme ham til undsætning. Godt gemt under et tæppe i en motorcykels sidevogn bliver Behran smuglet hjem til Nelu. Trods sprogbarrieren udvikler de to et særligt bånd, og rumæneren beslutter sig for at hjælpe Behran i kampen om at nå til Tyskland, hvor hans søn befinder sig.

Filmen bliver vist i torsdag den 28. april kl. 21.45 i Dagmar.
Instruktør Marian Crisan kommer til at være til stede til visningen.
’Morgen’ er blandt de ti film nomineret til Politikens publikumspris.

Udgangstilladelse til fortiden
‘Outbound’ udspiller sig over en enkelt dag, hvor vi følger den indsatte Mathilda. Hun er halvvejs gennem afsoningen af en fængselsdom for en forbrydelse, hun ikke har begået. Da hendes mor skal begraves får hun udgangstilladelse og et enkelt døgn i frihed.

Matilda har dog ingen planer om at vende tilbage til fængslet, men hun bliver nødt til at tage en sidste konfrontation med resterne af den familie hun måtte efterlade, inden hun kan tage flugten ud af Rumænien.

Filmen bliver vist onsdag den 27. april kl. 21.45 i Dagmar.
Instruktør Bogdan Apetri kommer til at være til stede til visningen.

Det uproblematiske livs kollaps
Det er en umiddelbar realisme, der præger ’Principles of Life’. Her møder vi entreprenøren Velicanu, der ikke har meget at klage over. Han er ved at få opført drømmehuset, hvor han skal nyde tilværelsen med sin nye familie, og rundt om hjørnet venter ferien. Han har bare lige et par småting, der skal ordnes først. Men den slags har det ofte med at gå galt, og det er også tilfældet i Constantin Popescus dialogbårne film.

Velicanus ansatte kludrer i det, hans ex-kone mukker, og hans mavesure teenagesøn fra det tidligere ægteskab er ikke til at drive væk fra computeren. Læg en klæbrig hedebølge oven i, og man har et godt set-up for en naturalistisk film om en midaldrende mand i en tiltagende krise.

Filmen bliver vist torsdag den 28. april kl. 21.45 i Gloria.

Sidste visning er søndag den 1. maj kl. 14.30 i Dagmar.
Her vil skuespilleren Vlad Ivanov være til stede.

Forbrydelsens anatomi
Cristi Puiu følger op på mesterværket ‘Hr. Lazarescus sidste rejse’ med den dystre ‘Aurora’, der konkurrerede om Den Gyldne Palme på sidste års Cannes festival. Puiu spiller selv hovedrollen som den fraskilte familiefar, Viorel, som lægger en grufuld plan.

I udgangspunktet er ’Aurora’ en dyster psyko-thriller, men Puiu udfordrer og udtømmer tilskuerens forventning til kriminal-genren i løbet af denne tre timer lange udstilling af en forbrydelses anatomi.

Filmen bliver vist lørdag den 30. april kl. 15.15 i Gloria.

Læs mere på CPH PIX

Af PIX