Den myrdede tidligere serbiske premierminister Zoran Djindjics søster og kone har lagt sag an imod den daværende præsident Vojislav Kostunica. I samarbejde med Pescanik.net bringer vi her et interview med familien Djindjics advokat Srdja Popovic.
Mor og søster rejser sag
”I 20 år nu, er en og samme besked blevet sendt fra Beograd: At forbrydelse betaler sig. Den gruppe af mennesker der dræbte Zoran Djindjic spillede også en stor rolle i krigene i det tidligere Jugoslavien”, lyder det fra den eminente advokat, Srdja Popovic, i dette interview. Her afslører han visse detaljer om anklagerne mod [tidligere præsident 2000-2003] Vojislav Kostunica – rejst af Djindjics mor og søster.
”Anklagerne om, at DSS (Serbiens Demokratiske Parti) og Kostunica skulle have ageret politisk dække for dem, der myrdede premierministeren, hænger som en mørk sky over Kostunica og hans parti,” udtaler han.
Præcis ni år efter at de Jugoslaviske sikkerhedsstyrkers specialenhed (JSO) udførte det væbnede oprør mod landets regering, rejste Djindjics mor og søster anklager mod daværende præsident for Forbundsrepublikken Jugoslavien, Vojislav Kostunica, chefen for Hærens Efterretningstjeneste (KOS) Aco Tomic, samt Milorad Ulemek ”Legija”, Zvezdan Jovanovic og fem andre folk fra JSOs kommandostruktur, på grund af disses deltagelse i oprøret fra november 2001. Dette oprør var, ifølge familien Djindjics advokat, Srdja Popovic, en optakt til attentatet på den første demokratisk valgte premierminister i Serbien.
Modangreb fra Kostunicas parti
Blot få timer efter det blev kendt, at også daværende præsident for Forbundsrepublikken Jugoslavien, Vojislav Kostunica, var omfattet af anklagerne, gik Serbiens demokratiske parti (DSS) til angreb på advokat Srdja Popovic og kaldte ham for en ”moralsk skændsel”, som havde forsvaret ”ustasha-anføreren Artukovic” (angiveligt en kroatisk nationalist, red.) og ”havde skrevet under på en anmodning om at hans fødeby Beograd skulle bombes.”
”Hvis jeg havde været rådgiver for DSS og Kostunica ville jeg have sagt at dette var det værste de kunne have gjort,” siger advokat, Srdja Popovic, til avisen Dani.
”Indholdet af ”svaret” fra DSS, som i stedet for at forholde sig til anklagens indhold blot indeholder ad hominem fornærmelser, fremkaldte fortørnelse og en negativ reaktion selv hos mennesker som ikke er fjendtlig indstillet overfor dette parti. Tonen i brevet rejser uundgåeligt spørgsmålet: Hvor meget må de have hadet Zoran Djondjoc, hvis de hader mig så meget. Alt i alt synes DSS´ svar at afsløre dårlig samvittighed,” lyder det fra Popovic.
Personlige spøgelser fra fortiden
DSS er et parti med mange jurister og Kostunica selv er doktor i jura. Blev De overrasket over at blive mindet om at De har forsvaret Andrija Artukovic i retten?
”Jeg må indrømme, at det gjorde det. Desuden blev jeg overrasket over at man skyder mig i skoene at jeg forsvarede Artukovic, men ikke at jeg har forsvaret fx Dobrica Cosic (Nationalistisk serbisk forfatter, red.). Eller skal det forstås sådan, at nogle mennesker fortjener et forsvar og andre ikke gør?
Hvad angår den anden anklage i DSS´ svar – at jeg opfordrede til bombardement af Beograd og Serbien – kan jeg kun sige, at der er tale om en falsifikation, som endda blev misbrugt at Slobodan Milosevic. Ser De, i 1994 skrev jeg under på et brev, i hvilket der opfordredes til bombardement af serbiske militære landingsbaner, fra hvilke flyene der ødelagde byerne i det tidligere Jugoslavien lettede.
Desuden er det ikke ukendt, at jeg altid har ment, at kun en tidlig international indgriben kunne have forhindret mange forbrydelser, mange rædsler, selv folkemordet i Srebrenica, og at det netop er det serbiske folk der ville have haft mest nytte af dette. Jeg er overbevist om, at enhver sand patriot dengang måtte have ønsket, at Milosevic blev knækket og at hans aggressionskrige blev stoppet. Og til det er der ikke mere at tilføje.”
Pres udefra gjorde anklage mulig
Hvorfor besluttede Djindjics mor og søster netop nu at rejse anklagen for den væbnede opstand i 2001?
”Jeg havde allerede talt med dem om dette i to år. Man så jo, at når det kom til undersøgelsen af den politiske baggrund for mordet på Præmiereminister, Zoran Djindjic, så lovede anklagerne for meget. Der kom ikke noget ud af det.
Nu er flere ting faldet på plads: Et stort pres udefra om at få orden på retsvæsnet, en appel fra EU om at mindske den politiske indflydelse på domstolene, en pludselig rejsning af spørgsmålet om det ansvar som Aco Tomic og Rade Bulatovic har for at skjule Ratko Mladic… Ud over dette er det opmuntrende, at Dragan Sutanovac, forsvarsminister og vicepræsident for [regeringspartiet] DS, har meldt ud, at den manglende efterforskning af politiske baggrund for attentatet på Zoran Djindjic ikke er blevet glemt.”
Deklarativ respekt nødvendig
Justitsminister, Snezana Malovic, har meldt ud, at anklagemyndigheden bør undersøge argumenterne i anklageskriftet. Mener De at der er grundlag for en retssag?
”I ethvert normalt land ville justitsminister Malovics udmelding være overflødig, for noget sådant er underforstået. Jeg tror, at anklagemyndigheden bliver nødt til at foretage sig et eller andet, og at det i det mindste er nødt til at indeholde en, om ikke andet, deklarativ respekt overfor disse to kvinder og deres tragedie.”
Hvorfor siger De en deklarativ respekt?
”Jeg siger dette uden mine klienters vidende, idet de sikkert ville blive forarget over at sådan noget overhovedet nævnes. Mila og Gordana Djindjic forventer intet af denne stat. Jeg kan dog se, at der i flere aviser er kommentarer fra læserne omkring anklagerne og særligt symptomatisk og smertefuld er kommentaren om, at ”man burde se på hvilken formue de to kvinder havde i 2000 [før Djindjic blev premierminister] og hvad de har i dag”. Jeg forbløffes af denne kynisme og ufølsomhed… For selvom de er en del af familien til den mand, der blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne i det land, hvor han var regeringschef, så lever de to kvinder i dag et meget hårdt liv. Er det muligt, at staten intet vil foretage sig for at sikre dem et nogenlunde værdigt liv? Det er derfor jeg siger: Deklarativ respekt.”
JSO svækkede Djindjic under opstand i 2001
De har flere gange hævdet at De Røde Baretters [andet navn for JSO] væbnede opstand var et forspil til attentatet på premierminister Djindjic. Kan De forklare dette nærmere?
”Jo, ser De, JSO eller De Røde Baretters – kald dem hvad De vil – succes i den væbnede opstand styrkede deres selvtillid og fik dem til at overveje, om den aktion, som de kaldte ”Stop Haag”, kunne klares ved at myrde premierministeren der, efter udleveringen af Slobodan Milosevic til Haag, var blevet erklæret for ”landsforræder” af ”patriotiske kræfter i Serbien”.
Den væbnede opstand som JSO udførte, førte helt enkelt til, at Djindjics regering måtte kapitulere: Chefen for Sikkerhedskommandoen blev fjernet og det samme gjorde hans afløser og i stedet blev Andreja Savic og Milorad Bracanovic – Legijas mænd – sat på de poster [folk tilknyttet JSO]. Bracanovic gav konsekvent regeringen forkerte oplysninger og samtidig blev alle pålidelige informationer sendt udenom regeringen og til JSOs kommando.
Det er bekræftet, at mens det væbnede oprør var i gang, holdt Djindjic et regeringsmøde og informerede regeringsmedlemmerne om, at han af politichefen, Dusan Mihajlovic, havde fået at vide, at politiet var ude af stand til at modsætte sig JSO og at præsident Kostunica, der var øverstbefalende for hæren, afviste at bruge denne mod oprørerne. Djindjic blev efterladt alene og uden mulighed for at reagere.”
Kostunicas ansvar
Hvad er egentlig Vojislav Kostunicas rolle i hele historien om JSO’s oprør?
”Som præsident for Forbundsrepublikken Jugoslavien, undlod Kostunica at gøre det som forfatningen krævede af ham og bruge hæren mod JSO, der i det øjeblik undergravede Forfatningen. Og ikke nok med at Kostunica ikke handlede i henhold til forfatningen, han gik også ud og legitimerede opstanden ved at sammenligne den med en lægestrejke.
De husker nok hans udtalelse: læger strejker i hvide kitler, mens JSO gør det med Humvees og med automatrifler. Det mest overraskende i hele sagen er måske, at Kostunica, der jo er doktor i jura, ikke ved, at forfatningen eksplicit forbyder politiet at strejke. Og her var der endda tale om mere end en strejke: Det var et oprør, hvis politiske krav var ultimative og blev støttet af truslen om vold.
Når vi taler om Kostunica, er det interessant at påpege, at det, ved aflytning af nogle af JSO’s telefonsamtaler, er blevet bekræftet, at oprørerne hævdede, at ”kun Kostunica kan stoppe dette” og at oprøret kun stopper ”hvis Kostunica befaler det”. Det er klart herudfra, at JSO stillede sig under Kostunicas kontrol.”
Forbrydelse betaler sig
Hvorfor ville det, i Deres øjne, være vigtigt at afsløre sandheden om den politiske baggrund for mordet på Zoran Djindjic?
”Attentatet på Zoran Djindjic var en politisk konsekvens af JSOs væbnede oprør, mens den politiske konsekvens af attentatet var en gennemgribende ændring af dette lands indenrigs- og udenrigspolitik. Kostunica, der jo kom til magten [som premierminister] efter mordet på Djindjic, ændrede radikalt regeringens holdning til hele den reformdagsorden, som hans forgænger havde stået for, deriblandt Serbiens forhold til EU. Det er alt sammen forbundet. Og desuden, så hænger anklagerne om, at de skulle have ageret politisk dække, for dem der myrdede premierministeren, som en mørk sky over Kostunica og DSS.
Jeg havde lejlighed til at høre, hvordan vidner der blev afhørt af anklagemyndigheden efter mordet på Djindjic, mere eller mindre anklagede Kostunica for noget sådant. De sidste tyve år er der herfra sendt en besked til omverdenen om, at forbrydelse betaler sig, hvad end det er krigsforbrydelser, mord på premierministeren eller landets tidligere præsident (Ivan Stambolic, der var Milosevics chef og partifælle indtil 1987, red.), til de unge soldater i Topcider (park og bydel i Beograd, red.). De mænd der dræbte Djindjic spillede også en stor rolle i krigene i det tidligere Jugoslavien. Det er alt sammen én stor forbrydelse.”
Tror De personligt på, at hele den politiske baggrund for mordet på premierminister Zoran Djindjic bliver afklaret?
“Jeg går altid ind i disse sager med en handlingsoptimisme og en intellektuel pessimisme. Det gælder også i dette tilfælde.”
Meningsmålingsvælde
Præsident Boris Tadic vandt sidste valg på bl.a. at tale for den afgørende rolle som en stabil politisk situation har for Serbien. Hvordan vurderer De den politiske situation i dag?
”Situationen i Serbien i dag er ganske konfus, hvilket måske kan forklares med at der for otte år siden blev udført et attentat på den sidste politiske leder, der forsøgte at ændre landet fra en klar minoritetsposition. Over for dette, har man i dag i Serbien en situation, hvor der styres efter meningsmålinger; man forsøger ikke længere at lede staten, men følger målinger og afstemmer politik efter hvad man tror, vil give flest stemmer.
En følge af denne regeringsform er bl.a., at forholdet til krigen, krigsforbrydelser og til fortiden i det hele taget, forbliver næsten uberørt og uændret. Jeg siger ”næsten”, fordi nogle ting uundgåeligt ændrer sig. De så fx præsident Tadics nylige rejse til Vukovar. Efter Milosevic og Tudjman, fungerer Kroatien og Serbien mere og mere som en helhed. Ivo Josipovics valg til kroatisk præsident måtte nødvendigvis give en reaktion herhjemme.”
Hvilken reaktion? Præsident Tadic sagde i Vukovar, at ”forbrydelser og ofre ikke skal reduceres til matematik”, hvilket alle er enige om. Men hvorfor er der ikke en eneste serbisk leder, der har haft styrke til at sige, at det handler om karakteren i den krig som Serbien førte i løbet af 90’erne og om hvorvidt krigen var en erobringskrig eller forsvarskrig. Om det var Novi Sad og Kragujevac der blev angrebet eller om det var Dubrovnik, Vukovar og Sarajevo?
“Sådan en udtalelse kan de vente længe på her! I den forstand har præsident Tadics rejse til Vukovar, trods al den ros han fik for den, mest en symbolsk værdi. I øvrigt, hvis alle ved, at en mand der er anklaget for folkemord [Ratko Mladic] i ti år nu skjuler sig i Serbien – hvilket regeringen til tider også indrømmer – så bliver præsident Tadics undskyldning i Vukovar endnu mere meningsløs. Når man, som Tadic, med regelmæssige mellemrum fraterniserer med Milorad Dodik, så kan man ikke alvorligt støtte Bosniens territoriale integritet, uanset hvor meget man påstår det modsatte.
Man kan heller ikke udlevere Ratko Mladic for man ved godt, at i det øjeblik han dukker op i Haag, så vil der komme fornyet styrke til dem, der siger, at Republika Srpska er en entitet, der blev skabt på folkemord. At forestille sig, at man kan koge alt dette ned til en ”klar politik” er forrykt. Det er derfor, den politik som føres er så selvmodsigende, overfladisk og ubestemmelig. Det er luftkasteller.”
Interview med advokaten Srdja Popovic i BH DANI d. 20.11.2010. Bringes i samarbejde med netavisen Pescanik.net. Oversat af Ismar Dedovic
