Pressefriheden i Ukraine kommet under pres og journalister frygter igen for deres egen sikkerhed efter Janokovitj overtog præsidentposten i februar 2010. Det fortæller den ukrainske journalist og parlamentsmedlem Andriy Sjevtjenko i et interview med Magasinet rØST.
Andriy Sjevtjenko er en anerkendt ukrainsk journalist. Under præsident Leonid Kutjma arbejdede han aktivt for pressefrihed i landet, blandt andet som grundlægger af foreningen Unionen for Uafhængige Medier i Kiev.
Fra 2003 arbejdede han for ukrainsk Kanal 5, den eneste nyhedskanal på TV, der ikke var kontrolleret af Kutjma-regimet. Kanalen spillede en stor rolle under Den Orange Revolution i 2004. Han har modtaget en lang række priser, blandt andet fra organisationen Journalister uden Grænser. Han sidder i dag i parlamentet (Radaen) i Ukraine for oppositionspartiet parti ”Blok Timosjenko” og er formand for parlamentets komité for ytringsfrihed.
I marts talte Andriy Sjevtjenko til en konference i København om EU’s Østlige Naboskabsprogram arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier og Udenrigsministeriet.
Magasinet rØST mødte ham efterfølgende til en snak om pressefrihed i Ukraine, efter regeringsskiftet i 2009, der gjorde forhenværende præsident Kutjmas højre hånd, Janokovitj til ny præsident i landet.
Mindre pressefrihed end Irak
Kan du give et kort overblik over udviklingen i mediesituationen er i Ukraine, specielt set i forhold til ytringsfrihed?
”Hvis man så på Ukraine for bare et par år tilbage, ville man se et land med fri politisk konkurrence og pressefrihed. Nu er Ukraine et land, der er præget af omfattende censur, hvor borgere, der ikke har adgang til internettet har store problemer med at få adgang uafhængige og troværdige nyheder om det politiske liv.
Den internationale organisation Freedom House har på et år nedjusteret Ukraines position fra ”et frit land” til ”et delvist frit land”, og Journalister Uden Grænser har sat Ukraine 42 pladser ned af listen, til plads nummer 131 over lande med mest pressefrihed. Det er én plads lavere end Irak.
Man kan sige, at vi i Ukraine efter den nye regering er kommet til, har haft en værdifuld mulighed for at erfare, at vejen fra frihed til censur er betydeligt kortere end den anden vej rundt.”
Stadig frihed på internettet
”I praksis betyder dette, at ingen af de store aviser længere skriver kritiske ledere om regeringen. Og for TV-mediet betyder det, at de studieværter i nyhedsprogrammer, der tidligere var kendt som kritiske og ironiske journalister, i dag blot er intetsigende papegøjer, der nøjes med at læse de officielle pressemeddelelser højt. Helt uden kritisk journalistisk tilgang.
Der er dog lyspunkter. Internettets udbredelse er en meget positiv ting for Ukraine. Vi har traditionelt været et land, hvor fjernsynet var det dominerende nyhedsmedie, og nu ser vi en udvikling, hvor internettet får end stadig større plads i nyhedsstrømmen. Og på internettet er det lettere at drive uafhængig journalistik. Så mine håb og forventninger for kritisk, uafhængig og dybdeborende journalistik i Ukraine er på internettet.”
Godgadze-sagen
Hvem har i grunden ansvaret for denne nedgang i pressefrihed? Det er klart, at den nuværende regering har spillet en rolle, men hvad med journalisterne selv – har de også et ansvar?
”Selvfølgelig har de det. Når alt kommer til alt, kan journalistik koges ned til dig, journalisten, og den historie du skriver. Heri ligger kernen i alt journalistik. Lige meget hvilket pres du er underlagt, er det dig og tastaturet, der i sidste ende afgøre, hvad der skal skrives.
Når det er sagt, har den generelle atmosfære i landet selvfølgelig også en ekstrem stor betydning. Indenfor det sidste år har vi set en dramatisk stigning i voldelige overfald på journalister. Og der er flere tilfælde af mord på journalister, der ikke er blevet efterforsket tilstrækkeligt. Og her bør der ikke være tolerance, intet kompromis. Den slags ting må ikke ske. En journalist kan ikke arbejde under forhold, hvor han frygter for sit eget fysiske helbred.
Vi har en meget trist historie, hvor en journalist, Vasyl Petrovitj Klymentjev, forsvandt i august 2010. Han var redaktør på en lokalavis, der var ekstremt kritisk overfor politiet, de lokale skattemyndigheder, efterretningstjenesten og den offentlige anklagermyndighed. Han virkede som en absolut frygtløs mand – det var lige før han bad om problemer.
Alle formoder, at hans forsvinden havde noget at gøre med det han skrev. Nogen brød sig ikke om at blive offentligt anklaget. Nu her, mere end et halvt år senere, er politiet stadig på bar bund i sagen.
Sagen minder i uhyggelig grad om Godgadze-sagen, hvor en journalist forsvandt under lignende omstændigheder under Kutjma-regimet i år 2000. Mange er derfor begyndt at sammenligne situationen i dag med dengang. Godgadze blev senere fundet med hovedet skåret af. Og vi ved i dag, at han blev myrdet pga. hans kritiske journalistik, men bagmændene går endnu fri.”
Som i gamle dage
”Samtidig er vi også udsat for mere direkte politisk pres. Der findes en række mindre TV-netværk, der ikke er domineret af politik på samme måde som de store netværk og de store dagblade. F. eks. Kanal 5, som jeg har arbejdet for. De er kendt for afbalancerede og fair journalistisk. Men de bliver ikke set af ret mange mennesker. Og i det sidste år har disse kanaler ligget i juridisk disput med de nationale myndigheder, der fører kontrol med medierne.
Det er helt klart, at disse retssager ikke handler om juridiske spørgsmål, men om politiske. Det er ikke noget nyt. Det var præcis det, der skete for Kanal 5 før Den Orange Revolution, hvor kanalen var den eneste, der ikke var kontrolleret af Kutjmas regering.
Jeg tror dog denne strategi vil give bagslag for den nuværende regering. Vi ved fra erfaringen, at den slags indgreb kun gør de ramte medier mere populære i befolkningen.
Man må huske, at ukrainerne stadig ved, hvordan man læser mellem linjerne. Under kommunismen vidste vi, at de officielle udmeldinger ikke nødvendigvis var de sande, og vi lærte at tolke, hvad de i virkeligheden betød.”
Forandringer skal komme indefra
Føler du, at EU kunne have gjort mere for at støtte reformkræfterne i Ukraine i tiden efter den Orange Revolution? Dengang var der jo mange fine hensigtserklæringer, men siden er det knebet med den reelle politiske og økonomiske støtte til landet.
”Både ja og nej. Det er vigtigt at slå fast, at hvis der skal komme rigtige politiske forandringer i Ukraine, må det komme fra ukrainerne selv, ikke udefra. Motivationen til forandring skal fostres hjemme. Så den politiske tilbagegang vi oplever i øjeblikket er vores skyld, ikke EU’s.
Når det kommer til EU, tror jeg det er svært for mange europæere at forstå, hvor langt der er mellem de forventninger vi har i Ukraine til EU – og EU har til Ukraine – og hvor langt vi rent faktisk er kommet i processen med tilnærmelser til Unionen. Der er et kæmpe hul imellem forventningerne og hvad vi realistisk kan opnå politisk fra EU i den nærmeste fremtid.
Hvis du er politiker i Ukraine, så ved du, at dine vælgere forventer at komme med i den visumfri zone i EU og at Ukraine straks begynder optagelsesforhandlinger med EU. Og det er det, der interesserer vælgerne, ikke alle de tekniske diskussioner om konditionalitet og lignende. Disse begreber mister sin mening, så snart du forlader Udenrigsministeriet.
Jeg mener derfor, det er op til de ukrainske politikere at forklare deres vælgere, at vejen til EU er lang endnu, og der er meget, der skal gøres, før landet er klar til at træde ind i samarbejdet fuldt og helt.”
EU er den langsigtede løsning
”I min optik er der dog ingen tvivl om, at langt hovedparten af befolkningen i Ukraine mener, at landets fremtid på lang sigt ligger i Europa. Inden for EU.
Problemet er ikke det langsigtede mål, men spørgsmålet om de kortsigtede fristelser. En regering som den nuværende falder let for de kortsigtede løsninger, og begynder at orientere sig mod Rusland, med den undskyldning, at man senere nok skal komme tilbage på ”den rette vej”. Og det er vores lektie som politikere: vi må ikke falde for de kortsigtede fristelser.
Men jeg er selv positiv omkring Ukraines langsigtede mål om at blive en del af Europa. Og den vision er jeg sikker på, at jeg deler med langt størstedelen af mine landsmænd. Uanset hvilket sprog du taler eller hvilken generation, du tilhører. Om du er gammel og husker kommunismen, er i min generation, eller om du kun er en skoledreng – alle ser deres fremtid i Europa.”
Ukraines europæiske dilemma
Mener du der er områder, hvor EU kunne gøre mere for at hjælpe på den nuværende mediesituation?
”Jeg mener faktisk, at EU gør meget. Og jeg synes det er godt, det de gør. For det første at sende et stærk politisk budskab, både fra Parlamentet og fra Kommissionen, om at pressefrihed ikke er noget man kan gå på kompromis med. For det andet har vi stort udbytte af rådgivning og øremærkede midler til at udvikle vores mediekultur, og lovgivningen omkring presse. Så efter min mening er det Ukraine selv, der ikke har taget fuldt imod de tilbud vi har fået fra EU.
Der er dog områder, hvor EU’s hjælp ikke fungere tilstrækkeligt. For ekstempel indenfor offentligt indkøb af private produkter og services. Og det er vigtigt at huske på den store korruption i Ukraine. EU presser os til at indføre en række nye love på dette område, men de må huske på, hvor svært det er at gennemføre i et korruptionsplaget land.
Sidste uge blev første udkast til denne lov vedtaget i parlamentet efter pres fra EU. Men da vi fik en mulighed for at studere det vedtagne forslag nærmere, så vi, at det ikke kun indeholdt alle anbefalingerne fra EU og Verdensbanken, men også en lang række ændringer og tilføjelser lavet af regeringen, der virkelig åbnede muligheden for heftig korruption.
Så nu er vi i en mærkelig situation. For når forslaget skal behandles og godkendes for anden gang i parlamentet, bør vi så stemme imod forslaget, da det rummer stor risiko for korruption, eller bør vi støtte det, da det er anbefalet af EU og Verdensbanken? Det er lidt af et dilemma.
Så jeg er meget glad for at EU skubber os i den rigtige retning, men det er vigtigt at sikre sig, at virkeligheden også lever op til de fine principper, som EU står for,” afslutter Andriy Shevsjenko.
