Magasinet rØST fokuserer i denne serie af artikler på mordet på den tidligere serbiske premierminister Zoran Djindjic. Her er det den serbiske skuespillerinde Mirjana Karanovic, der i et stille opråb beskriver middelklassens sorg over tabet af Djindjic og beklager den politiske udvikling i sit land. Artiklen er bragt i samarbejde med serbiske Pescanic.net.
Det er tid til endnu engang at gentage historien om mordet på Zoran Djindjic. Til forskel fra vores retsvæsen og til forskel fra hans regering og ministre, kender vi denne historie udenad. Vores arbejde er at gentage åbenbare sandheder, selvom det kan virke nytteløst. Det er sandhederne om forskellige, frygtelige begivenheder, som ikke burde have fundet sted.
Slobodan Milosevic burde ikke være kommet til magten. Jugoslavien burde ikke være faldet fra hinanden gennem fire krige. Folkemordet i Srebrenica burde have forblevet utænkeligt. Beograd burde blot være en by med kultur og fest i gaderne. Zoran Djindjic burde være blevet i Tyskland, undervist i filosofi og irriteret Habermas. Vi burde have været normale mennesker.
Hvem fandt vi på Solsortesletten?
På et tidspunkt hvor Berlinmuren falder og hele Østeuropa bevæger sig mod det 21. århundrede, tager vi serbere til Solsortesletten i Kosovo, rejser 600 år tilbage i tiden, og spørger os selv: Hvad kan vi dog fremvise for Milos [mytisk serbisk ridder der i 1389 faldt i kampen mod tyrkerne på Solsortesletten]? Og hvem fandt vi?: Slobodan Milosevic. Han skulle være manden, der gav serberne deres nationale ære tilbage, som Jugoslavien havde frataget dem. Og for at gøre dette var, som han sagde, ”selv ikke væbnede midler udelukket”.
Og vi kunne lide det. Vi nød at de andre jugoslaviske folk frygtede os. Det var en folkefest. Men det var faktisk dér vi gav tilladelse til ’90’ernes krige. Dér traf vi et valg som skulle påvirke millioner af mennesker og føre til en voldelig og grusom død for mange. Og det er ikke ligegyldigt, hvordan vi dør. Dér kunne vi have handlet anderledes. Derefter var det for sent.
Derefter blev vi nødt til at lægge alle de byer øde og myrde alle de mænd, kvinder og børn for siden selv at blive dræbt. Vi blev nødt til at erobre territorier, for dernæst at miste dem. Hundredetusinder af flygtninge blev så nødt til at strømme til Serbien. Vi blev nødt til at degenerere på alle tænkelige måder. Og, til sidst, blev NATO nødt til at bombe os, for at få os til at stoppe. Ligesom man stikker en hysterisk person en lussing, så de kan falde ned. Så stort var vores selvbedrag.
Djindjic ville have sagt, at det blot er historiens forløb.
Vi kunne ikke stoppe gråden
Det skud, der splintrede hans hjerte, fløj hertil fra 90’ernes krige. Snigmorderens kugle havde rejst i årevis. Den var blevet affyret i Vukovar. I lav højde bevægede den sig gennem Dubrovniks gader, hvislede over hovederne på Sarajevos børn, kredsede i dagevis omkring Srebrenica, fløj henover endeløse kolonner af albanske flygtninge, drejede mod nord, standsede iblandt os i Beograd den 5. oktober, zoomede ind på Zoran Djindjic og fulgte ham til det sidste.
Da han blev dræbt, den 12. oktober 2003., var vi allerede kommet ud af vores historiske selvbedrag og var i stand til at vise menneskelige følelser. Vi bar blomster til regeringsbygningen, hvor han var blevet dræbt, tændte lys og græd. Vi tog derefter hjem og fortsatte med at græde og græde, som havde hans død vist os, at vore liv var blevet ødelagt. Og da vi først begyndte at græde, var det umuligt at stoppe. Alt syntes at have indhentet os: Vukovar og Sarajevo og Srebrenica og alle de dræbte børn og ufødte børn og alle vores børn i udlandet. Alt det begræd vi, for første gang.
Løb, hop, svøm, arbejde!
Vi havde ikke forstået det kapløb med tiden som Djindjic og hans regering var i gang med. Det så ud som om, de var ved at vinde det. Vi lo meget, da Djindjic sagde, at han havde brug for mennesker, der ikke gik op ad trapper, men sprang to trin ad gangen. Og at han skulle bruge 100.000 sådanne mennesker for at ændre Serbien. Han sagde til os, at han ikke bad os om at elske ham og at vi, hvis vi ikke ønskede at arbejde med ham, blot skulle flytte os og ikke forsinke ham.
Det var lidt sært. Han anså det for en selvfølge, at vi var enige med ham i alt og vi nød det faktum, at han mente at vi værdige nok til alt hans møje og besvær. Men vi gav dog også udtryk for, at vi syntes han var trættende med alle de krav: løb, hop, svøm, arbejd!
Han opførte sig som om han var udødelig og det passede egentlig også os fint at tro det samme. Vi lod ham gøre alt selv og betragtede ham med en blanding af misundelse og beundring.
Middelklassens stille protest
Og lad mig så forklare hvem ”vi” er: Vi er mennesker fra Serbiens små og store byer. Vi er den serbiske middelklasse som altid synes at opstå og opløses. Vi er vores lands svage borgerskab. Vi er ikke mange. Og vi er ikke særligt kloge eller modige. Vi er egoistiske og indelukkede. Vi kan godt lide at shoppe og at tage på badeferier, at spise godt, ses med vores venner og give vores børn en god uddannelse. Vi kan lide at føre et komfortabelt liv og tåler ikke vold. Vi er krigens evige fjender. Og det er ikke så lidt eller så nemt på Balkan.
Mens krigene rasede i 90’erne trodsede vi Milosevic. Vi skjulte hinandens børn, så de ikke kunne blive hvervet til krig og vi gik på gaderne. Vi ringede med klokker, fløjtede, trommede på trommer og gryder mens hans nyheder rullede over skærmen.
Vi benægtede krigens virkelighed, for vi var ikke i stand til at rumme den. Vi var ligesom Gandhi, blot uden hans tro og udholdenhed. Udover et par gode slogans var vores bidrag, til at stoppe krigene, minimalt. Men vi nægtede at gå med på krigens præmis og det kaldte vi en sejr.
Mordet på Zoran Djindjic er det eneste nederlag vi har måttet erkende. Han blev nemlig dræbt i fredstid, i dagslys, mens han var iblandt os, i blod og vold. Han blev dræbt mens han var på vores territorium og i gang med at skabe det land som Serbiens svage borgerskab drømte om.
Læs også: Sagen om Djindjic vågner på ny
Denne tekst er bragt i samarbejde med den serbiske netavis Pescanik.net, der for nyligt har udgivet en dokumentarfilm om mordet på premierminister Zoran Djindjic ved navn ”Attentatet – en privatsag”. Den serbiske skuespillerinde, Mirjana Karanovic, har givet et bidrag til filmen og ovenstående tekst er en oversættelse af dette bidrag. Oversat fra serbisk af Ismar Dedovic.
