Sofi Oksanen: Stalins køer. 462 sider. Oversat fra finsk af Birgita Bonde Hansen. Rosinante. Pris. 299 kr. Anmeldt af Rasmus Bertelsen.
»Jeg har bundet min tunge og opfundet et sprog til min krop, hvor kiloene er ord, og stavelserne er celler, hvor skadede nyrer og indvolde i opløsning er den rette grammatik – modsat den, der er i kroppen på et nyfødt barn. Jeg har tiet og talt. Min hals er tør og ru, bulimien gør hvad som helst til en ødemark, en regnskov til en ørken, mine forsøg på at synge lyder som en krages hæse skrig, ordene er utydelige, sætningerne giver ingen mening, hvordan skulle jeg så selv kunne forstå dem, og alligevel skal jeg eksistere. Jeg kan ikke slippe fri. Jeg skal eksistere. Jeg skal vide det. Jeg skal vide, hvordan jeg har det. Jeg skal vide, at jeg er mig.«
– Sofi Oksanen, Stalins køer
På Magasinet rØST anmeldte vi sidste år finsk-estiske Sofi Oksanens mesterværk Renselse, der som bekendt vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2010. Nu har forlaget Rosinante så bestemt sig for at udgive Oksanens opsigtsvækkende debutroman Stalins køer fra 2003, og det er ikke nogen dårlig beslutning. Stalins køer handler nemlig om noget så kontroversielt som spiseforstyrrelser, et tabubelagt (og halsbrækkende) emne, der hvis man ser bort fra den kaloriefattige og stiletklaprende chick-lit (og anden andenrangs litteratur), er lige så underbeskrevet, som problemet er udbredt. Selvom mandlige læsere nok allerede vil stoppe op her og tænke, at emnet måske er ligeså underholdende som en underlivsundersøgelse, så hæng i, sæt dine fordomme og altoverskyggende uvidenhed i parentes et øjeblik, og tag med på en skræmmende rejse gennem en bulirektikers (et ekstremt tilfælde af bulimi og anoreksi) smertehelvede, ind i selvfornægtelsens sfære, helt derind hvor selvdestruktionen hersker enevældigt.
En bulirektikers bekendelser
Stalins køer er spændende og rystende læsning. I Oksanens prosa slipper ingen for at blive gennemstrålet af hendes røntgenblik: Både mænd og kvinder, finner såvel som estere, tages i romanen ved vingebenet, rystes, og spiddes af Oksanens nådesløse sarkasme. Man mærker tydeligt, at forfatteren trækker på sine personlige erfaringer fra et liv med spiseforstyrrelser: Det er et stort plus for romanen og heldigvis formår Sofi Oksanen også at skrive med stor psykologisk indsigt og forståelse, således at jeg-fortælleren og hovedpersonen Anna (der er modelleret over Oksanen selv) ikke bare reduceres til en skelettynd stereotyp eller – hvilket ville være det oplagt letteste – placerer hende i offerrollen og lader hende svælge i den. Alt dette gør Oksanen heldigvis ikke.
I stedet viser hun os, at spiseforstyrrelser er et komplekst og kompliceret fænomen. Det er en hel livsstil. En slags livsprojekt. En mærkværdig værensmåde med sine egne ritualer og vaner. Vi kommer således omkring mange aspekter af sygdommen og lærer, at billedet af en spiseforstyrrelse (og dens årsager) er langt mere kompliceret end det forenklede billede af teenagepigen, der sidder på sit værelse og læser om de åleslanke modeller i modebladene, begynder at føle sig usikker på sig selv, og som derefter begynder at sulte sig selv og fanges i en ond spiral. Ja, det er ikke uden grund, at den internationalt anerkendte psykiater Finn Skåderud i et essay har kaldt Stalins køer for den bedste (psykologiske) beskrivelse til dato om spiseforstyrrelser.
Slægtskrønike og identitetsroman
Men Oksanens roman er mere end bare en psykologisk roman om spiseforstyrrelser. Det er også en slags slægtskrønike, en familie- og generationsroman, der sætter skarpt fokus på, hvordan det er at vokse op som tosproget mellem to kulturer. Stalins køer er således mere end noget andet en identitetsroman, en roman om at finde sig selv eller lære at blive den, man er. Romanen tager sin begyndelse i 1970’ernes betongrå Sovjet-Esland, hvor diplomingeniøren Katariina møder en finsk mand. De bliver gift og flytter til Finland hvor de får datteren Anna. Alting er dog ikke fryd og gammen i Finland. Forholdet mellem forældrene er køligt og kærlighedsløst. Faderen er en fordrukken skørtejæger, der bruger det meste af sin tid på at kneppe russiske ludere.
Moderen, derimod, er en bitter og forsmået kvinde. Hun lider af et afgrundsdybt kulturelt selvhad, og hun er så ekstrem i sit umulige assimileringsprojekt, at hun endda nægter at lukke sin estiske familie ind i hjemmet: De bliver mødt af en låst og lukket dør, når de kommer på besøg i Finland. Med al magt prøver hun at opdrage sin datter til at tage afstand fra sine estiske rødder. Ja, hun tvinger Anna til at skjule sin herkomst, fordi hun er bange for, at de finske skolekammerater skal anse hende for en luder. Derfor handler romanen i høj grad også om skyld og skam, om tavshed og fortrængning, og én af de måder Oksanen formår at gøre disse temaer nærværende og levende er ved fortællemæssigt hele tiden at skifte mellem førsteperson ental og tredje person ental, som f.eks. når Oksanen skriver:
»Anna blev en pige, som ikke skammede sig over noget, selvom der ikke var andet end skam og stilhed, skammens stilhed og stilhedens skam.« Og lige herefter: »Jeg forsøgte at udmatte skammen, piske den, indtil den kom ud som blodigt opkast, hvor der svømmede franskbrød ristet i smør rundt, og små forrevne stykker af min skam, aborterede fostre, som jeg tvang ned i toiletkummen, ned til spegepølsen og den ætsende mavesyre. Min skam var ikke engang af den smertefulde slags, der giver en nydelse, den slags man kunne svælge i og piske sig med. Fornægtelsen af min skam gjorde den ufuldkommen, halvfærdig, den gjorde den til et misfoster, der ikke var til at få fingre i, lige meget hvor meget jeg prøvede at regulere, hvad jeg spiste og drak. Den smuttede ud mellem hænderne på mig, fordi den ikke fandtes. Den havde ikke noget navn. Jeg måtte have den ud, om så det var et stykke brænde eller en bøjlekrog, en hæklenål eller en tandbørste, jeg skulle stikke i halsen, mig det samme. Fostret havde en ubegribelig voksekraft. Lige så snart jeg havde fået det forrige skrabet ud, opstod det i min mave igen, nyt, men dog det samme.«
Romanen før mesterværket
Hvis det ikke var, fordi Oksanen akkompagnerede Annas odysse gennem dette psykiske smertehelvede med andre historier, ville Stalins køer være ulidelig læsning. Men det gør hun heldigvis. Romanen er komponeret i tre hovedspor, der komplementerer hinanden ganske godt, og således hører vi både Annas historie og moderens og mormoderens. Derfor springer fortællingen også i tid og rum. Snart befinder vi os på færgen til Tallinn i slutningen af 80’erne sammen med Anna og Katariina, der er på vej til Estland for at bedrive tuskhandel og besøge familien; snart befinder vi os i kamp mod sovjetmagten sammen med skovbrødrene og Annas bedstefar dybt inde i de estiske skove eller i en kreaturvogn sammen med en slægtning, der er på vej til at blive deporteret til Sibirien.
Faktisk er det i store træk den samme historie som Oksanen fortæller i Renselse, de samme familietraumer og tragedier, der nådesløst udleveres. Blot er min eneste anke imod Stalins køer, at den er lidt for lang: Der er lidt for mange sidehistorier og afstikkere; man kunne sagtens have skåret 100 sider af romanen væk og koncentreret sig om Annas og Katariinas historier. Det ville have været mere enkelt, og det er jo også den fortællestruktur, som Oksanen senere bruger i Renselse. Stalins køer er absolut ikke nogen dårlig roman – i Norden er der få forfattere, der kan måle sig med Oksanen – men det er stadig romanen før mesterværket. Den roman, hvor Oksanen fandt sin form: Den nødvendige roman, som Oksanen blev nødt til at skrive, for overhovedet at kunne skrive Renselse.
