Ana Novac: Min ungdoms smukke dage – En jødisk piges kz-dagbog. 290 sider. På dansk ved Victoria Westzynthius. People’sPress. Pris 249 kr.
‟Jeg er ikke andet end en skriver i faktummets tjeneste” med ‟en hær af bogstaver, som jeg leder i al stilhed.”
Anne Franks dagbog er en af de bedst kendte bøger om Holocaust, fortalt gennem øjnene af en 14-årig pige. Men hvor hendes dagbog omhandler tiden op til at nazisterne pågriber hende, starter Ana Novacs dagbog først da hun er blevet deporteret til KZ-lejren Plaszow lidt øst for Auschwitz. Samme lejr i øvrigt som den autentiske historie om Oscar Schindler udspillede sig i. Fra det øjeblik hun ankommer, stiller hun sine tankers nedfældning som forudsætning for at hun overhovedet kan holde sig selv ud.
“Når man bare kan ryste det her åg af dræbende tanker af sig. Flå det af sig,” eller “jeg har to slags skind, og at det måske er den sidste slags – mine papirer – der forhindrer resten i at smuldre.” Det har hun altid gjort, og behovet for at skrive syntes dagbogsfragmenterne igennem at være vigtige end blot at bevare livet. “Alt, hvad der skete for mig, skete kun for at blive skrevet ned. Mit virkelige liv var kun en slags tjener, det ‘formulerede’ livs leverandør.” Behovet for at forstå omgivelserne, menneskene og dermed sig selv kan ikke slukkes i den lille Novac.
Og lille er hun; den mindste, som det betones flere gange. Det kan måske også være en del af opskriften på hvordan hun overlever Plaszow, såvel som Auschwitz og til sidst Chrastava i den nordlige del af det nuværende Tjekkiet. Det er hun sig bevidst; om hun udnytter det, er svært at udlede, men på ingen måde umuligt. Alle andre kvinder udnytter i hvert fald hver en mulighed de ser, og hele KZ-forråelsen syntes at komme anderledes til udtryk i kvindelejrene, hverken bedre eller dårligere, men mere baseret på intriger og verbal terror frem for den stumpe vold.
Ana Novac blev født i Transsylvanien 1929 og døde i Paris 31. marts 2010. Hun beskriver selv hvordan hun blev født som rumæner, vågnede op som elleveårig og var ungarer, deporteret til Auschwitz som fjortenårig fordi hun var jøde, og endelig efter krigen blev sendt hjem som rumæner og levede dér i to årtier, – ifølge hende selv hendes livs “sidste lejr” – inden hun flyttede til Berlin og siden Paris, hvor hun virkede som dramatiker og forfatter frem til sin død.
Men under Holocaust var hun et barn, og børn har af naturlige årsager et andet forhold til døden end voksne. Den allestedsnærværende angst for døden som driver voksne mennesker ud i situationer, der overgår deres værste mareridt, syntes ikke på samme måde at destinere en som Ana Novac. Det skinner dog også hurtigt igennem, at hun ikke er noget almindeligt barn. Det er f.eks. højst overraskende, hvor meget der bliver grint med og af Novac. “Den fugtige pjalt på mit hoved er til at dø af grin over!” Og: “Hun tog mig under armen med en for hende uvant kraft. (Nu da jeg tænker tilbage på det, får det mig til at grine. Hvad kunne være mere grotesk end to nøgne, skallede piger, der klynger sig til hinanden!)” Eller da Novac’ veninde Sofi mener at have slugt en sten fra suppen og ikke kan tage sig sammen til at kaste den op, udbryder Novac da hun kigger ned i lokummet: “Se! Stenen! […] Er du ikke lettet?” Hvorefter hun lader sig “næsten opsluge af lokummet, som om jeg stadig undersøger hullet, for at skjule, at jeg er ved at dø af grin. “Jo,” siger Sofi, “jeg er en helt ny kvinde.” Eksemplerne på god- og ondsindede grin, latter og smil er talrige og helt unikt i den overleverede KZ-litteratur.
Man må selvfølgelig også overveje muligheden for at al den latter hun skriver om, måske slet ikke fandt sted, men var resultatet af en frugtbar fantasis overlevelsesmekanisme. Vi ved det ikke, og i den sidste ende gør det måske heller ikke så meget; virkeligheden i en KZ-lejr har til alle tider alligevel været uden for den menneskelige fatteevne.
Plaszows kommandant, Amon Göth, lever også op til de værste karakteristikker, man har af nazi-sadister, når han efter hver af de over 500 hængninger, han selv forestod og senere dømt til døden for, “trakterer sig selv med Mozart og Bach.” Kapoerne (fanger, som overvågede andre fanger og nød særlige privilegier, red.) er ikke meget bedre, når de giver en fange mad for at gøre denne til en paria blandt de andre, eller når de bruger krybdyr som piske.
Og selvom Novac er en lille pige med et stort hjerte, levnes der ikke nogen plads til nazisterne, for “der er noget, der er værre end ikke at forstå Fritzerne (øgenavn for tyskere, red.): at ønske at forstå dem!” Religionen og den jødiske arv spiller også en vis rolle for Novac, og det er uden anklage, at hun tørt konstaterer at “lejren ligger oven på en gammel jødisk kirkegård – man falder snart over et ribben, snart et skinneben”, “et sted som dette, hvor Vorherre næsten konstant sidder på anklagebænken.”
Det er en helt særlig KZ-dagbog man sidder med, og stærkest er den når Novac gør sig tanker om sine egne skriverier, som når hun konkluderer, at “det er åbenlyst, at jeg ikke skriver for min egen skyld”, og med et velkendt billede på den umulige erkendelse af Holocaust skriver: “Hvordan skal jeg kunne hævde at give et udtømmende billede af lejren? (Man kunne lige så godt forsøge at tømme havet med en ske).” Hun føler, at tvivlen og usikkerheden over sig selv er værre tortur end afstraffelserne: “Mine konstant skiftende fornemmelser trækker i mig, som stærke heste trækker en tom vogn.” En usikkerhed, der måske havde forfulgt hende hele hendes liv, men var det tilfældet, var det også det stærkeste bevis på, at selv ikke Holocaust kunne knække hende mentalt.
Eller som den måske eneste menneskelige mand i denne dagbog, K. i det ‘kristne’ depot, udtrykker det, da de to har den ærligste samtale, man kan forestille sig under de forhold: “Hvis du var en væddeløbshest, ville jeg alligevel sætte mine penge på dig. Jeg husker ikke engang længere, hvad jeg svarede, for pludselig følte jeg mig helt blændet, som om han havde limet solen fast til min pande.”
