ØSTPARTNERSKABER | Da Moldovas udenrigsminister Iurie Leanca forleden besøgte Danmark benyttede han lejligheden til at pointere nogle forskellige svagheder ved de Østpartnerskaber, som EU i øjeblikket er ved at lancere.

”Der er mange lande i Østpartnerskaberne, der får stillet visumfrihed i udsigt, men på lang sigt. Jeg kunne godt tænke mig at man ikke betragter dette hverken på kort eller lang sigt, men i stedet bør EU acceptere landene i Østpartnerskaberne, når de er klar,” sagde Leanca under en konference arrangeret af det danske udenrigsministerium og DIIS tirsdag (22/3).

”Vi i Moldova kan somme tider ikke lade være med at sammenligne os med for eksempel Vestbalkan. Hvis man sammenligner deres køreplan imod visumfrihed med kravene der stilles os, har vi meget strammere restriktioner. Det er måske uhensigtsmæssigt i betragtning af, at op imod 500.000 moldoviske borgere bor i udlandet, og rigtig mange af dem i EU,” argumenterer han og refererer til de problemer ukontrolleret migration medfører.

”Vi kan ikke lade være med at lægge mærke til denne forskel. Vi ved godt, at EU har svært ved at finde fælles fodslag i mange sammenhænge, men måske kunne man tænke mere kreativt,” sagde han og sluttede af med en opfordring.

”Vi glæder os til at se os selv inden for EU’s udvidelsespolitik frem for i naboskabspolitikken.”

Senere under konferencen kommenterede det socialdemokratiske europaparlamentsmedlem Hannes Swoboda på Leancas Jalousi over for Vestbalkans visumproces.

”Ja, reglerne er blevet strammere. Vi har simpelt hen lært af vores erfaringer”, udtalte han.

Af KFH