PROTEST | Flere hundrede bosniske serbere luftede lørdag deres utilfredshed med den siddende politiske elite og den pressede økonomiske situation i den bosniske entitet Republika Srpska.

Måske inspireret af begivenhederne i Nordafrika arrangerede en gruppe unge bosniske serbere via Facebook lørdag en demonstration vendt mod myndighederne i Banja Luka, hovedstaden i den serbisk-dominerede Republika Srpska.

Utilfredsheden blandt demonstranterne skyldes den stagnerede økonomiske situation i den bosniske entitet, og en utilfredshed med fordelingen af skatterne.

Demonstrationens talsmand, Stefan Filipovic, en studerende fra universitetet i byen, fremsatte på demonstranternes vegne krav om, at de folkevalgte politikere skal gå ned i løn.

”Vi vil ikke længere betale for deres store villaer og dyre biler,” sagde Filipovic ved demonstrationen ifølge Balkan Insight.

Pengene taget fra politikernes lønninger skal i stedet gå til samfundets svageste, foreslog de forsamlede demonstranter.

Demonstrationen lørdag er sammen med en lignende aktion i februar, de første folkelige protester i Republika Srpska i flere år. Flere talere ved demonstrationen anklagede myndighederne for at forpurre tidligere demonstrationsforsøg. De krævede fra talerstolen deres ret til at udtrykke deres utilfredshed og annoncerede flere protestaktioner i den kommende tid.

Demonstrationen blev mødt af massivt politiopbud og forløb roligt.

 

Balkan Insight 20/3

Af AHB