Orlando Figes: Hviskerne. 860 sider. Oversat fra engelsk af Steen Sohn. Forlaget Sohn. Pris. 299 kr.
»Vi vil tilintetgøre denne fjende, også hvis der er tale om en bolsjevikisk veteran. Vi vil totalt tilintetgøre hans slægt, hans allernærmeste. Enhver, der gennem sine handlinger og tanker – ja, også tanker – truer den socialistiske stats enhed, vil blive tilintetgjort uden nåde. En skål for tilintetgørelsen af samtlige fjender, dem selv, deres slægt – indtil sidste mand!«
Josef Stalin i anledning af 20-året for 1917-revolutionen
På russisk findes der to ord for en person der hvisker: Et for den der hvisker af frygt for at blive hørt (sjeptjusjtjij), og et andet for en person, der går bag om ryggen på andre og informerer myndighederne (sjeptun). Et samfund af hviskere – ja, sådan omtrent – kan man også karakterisere Stalintidens Rusland. Siden tøbruddet og Solsjenitsyns En dag i Ivan Denisovitj liv har vi som læsere kunnet læse den ene erindringsbog eller lejroptegnelse efter den anden, som beskriver Gulagsystemets kompleksitet og umenneskelighed: Ja, Varlam Sjalamovs- og Jevgenija Ginzburgs bøger udgør sammen med Solsjenitsyns værker kun toppen af det isbjerg af lejrlitteratur, der eksisterer.
Livet i Stalins lejre er altså forholdsvist godt velbeskrevet. Men hvad med dem der levede på den anden side af pigtrådshegnet? De ægtefæller der blev ladt alene? De børn der på en enkelt nat mistede deres forældre? Hvordan levede de, og hvordan var det at vokse op i Stalins Rusland? Netop disse spørgsmål bliver behandlet indgående i Orlando Figes murstensstykke, storværk Hviskerne, der handler om familiens betydning og privatlivets destruktion under Stalins terrorregime.
Den britiske historiker Orlando Figes blev indtil sidste år anset for én af verdens førende historieforskere – men en prekær skandale slog skår i Figes akademiske troværdighed – da det kom frem at Figes anonymt havde skrevet en neddrægtige anmeldelse af kollegaen (og rivalen) Robert Services bog Comrades på Amazon.com samtidigt med, at han havde skamrost sine egne værker til skyerne.
Figes troværdighed led et yderligere knæk, da han først benægtede og senere påstod, at det var hans kone, der havde skrevet de anonyme meddelelser, inden han til sidst tilstod. At akademikere til tider bruger perfide og ufine metoder til at fremme deres egen karriere og position er velkendt – akademikere er jo ligesom alle andre mennesker – og jeg skal ikke her fælde dom over Orlando Figes’ person og moralske karakter, men derimod forholde mig til Hviskerne.
At Figes i sin anonyme anmeldelse skamroste sin egen bog Hviskerne kan virke patetisk og som et udslag af akademisk storhedsvanvid; men der er faktisk grund til at skamrose Hviskerne: Det er nemlig en fabelagtig flerstemmig skæbnefortælling om ofre og bødler, om kollektiv hjernevask og om ét af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie. Ja, jeg tøver ikke med at sige, at han løfter historieforskningen- og formidlingen op på et nyt niveau.
Bogen bygger på et enormt kilde- og interviewmateriale. I kildeangivelserne er opgivet 450 navne på interviewede førstehåndsvidner og dertil er der gjort brug af kildemateriale fra offentlige såvel som private arkiver. Bogen tager sit udgangspunkt i tiden lige efter 1917-revolutionen og slutter omkring tiden efter Stalins død.
Således får vi et fremragende indblik i den generation af børn, der voksede op i lyset af revolutionens sejrsflamme, som vi gennem bogen følger på godt og ondt. Alle befolkningslag er her repræsenteret. Fra raske bondesønner og etniske minoriteter over døtre af overbeviste kommunister og fanatiske partifunktionærer til børn af jødiske arbejdere, intellektuelle og det gamle aristokrati osv. Således får et bredt og repræsentativt befolkningsudsnit, der går på kryds og tværs af klasseskel og sociale positioner, som giver et meget godt billede af livet og opvæksten i Stalins terrorstat.
Dobbeltlivets forstillelse
Allerede forholdsvis tidligt forsøgte sovjetmagten at fortrænge den private livssfære til fordel for den offentlige: Individualismen skulle afskaffes og en ny sovjetisk kollektiv livsform skulle indføres. Dette lader sig især tydeligt aflæse i de barnesind, der blevet præget af revolutionens romantik og sejrsgang. En stor del af de interviewede i bogen, der voksede op i kølvandet på revolutionen, fortæller om, hvordan de undertiden følte sig skamfulde ved f.eks. følelsen af personlig lykke.
Gennem Pionerorganisationerne – og senere Komsomol – var de blevet opdraget med de kommunistiske ideer og idealer, havde lært disciplin og modtaget ideologisk ensretning. Her lærte de at elske partiet højere end familien – at intet var højere end troskab mod partiet. Et skræmmende eksempel herpå er drengen Pavel Morozov.
Da Pavel Morozov var 13 år gammel stak han sin far til myndighederne, og med ét forvandlede propagandaapparatet Morozov til et ungdomsidol, til et strålende moralsk forbillede og eksempel for børn og unge i Sovjetunionen. Ja, med tiden udviklede dyrkelsen af ham sig til en veritabel kult. Mange af de interviewede husker, hvordan de så op til Morozov, hvordan de drømte om at blive ligesom ham, om at kunne afsløre folkefjender og modstandere af systemet. Selv da udrensningerne begyndte at ramme familie, slægtninge og venner, beretter mange om, hvordan man fortsatte med at tro på den stalinistiske propaganda.
Et af de mest bemærkelsesværdige totalitære træk ved stalinismen var afvisningen af skelet mellem det private og det offentlige, hvilket affødte en særlig offentlig bekendelseskultur. Orlando Figes skriver herom, at »Denne offentlighedskultur, hvor medlemmerne forventedes at afsløre deres inderste for kollektivet, var enestående for bolsjevikkerne – der fandtes ikke noget lignende i nazi- og fascistbevægelsen, hvor den enkelte nazist eller fascist havde ret til et privatliv, så længe han fulgte partiets regler og ideologi.« Og Figes fortsætter lidt herefter: »I virkeligheden medførte denne gensidige overvågning det stik modsatte: Den opmuntrede folk til at fremstille sig selv som nogen, der fulgte de sovjetiske idealer, mens de skjulte deres sande jeg i en hemmelig privatsfære.
Denne forstillelse blev vidt udbredt i det sovjetiske system, som krævede fremvisning af loyalitet og straffede afvigende ytringer. Under Den store Terror i 1930’erne, da hemmelighedsfuldhed og bedrag blev en nødvendig overlevelsesstrategi for næsten alle i Sovjetunionen, opstod en helt ny type personlighed og samfund. Men dette dobbeltliv var allerede virkelighed for store dele af befolkningen i 1920’erne, specielt for partifamilier, som levede i offentlighedens søgelys, og for dem, hvis sociale baggrund eller overbevisninger gjorde dem til mål for undertrykkelse. Folk lærte at bære maske og spille rollen som den loyale sovjetborger, selvom de privat levede efter andre principper.«
Kollektiviseringen
Især på landet mente kommunisterne, at folk levede i modstrid med de nye sovjetiske værdier og idealer: Her dyrkede man stadig familien og levede i overensstemmelse med bondestandens religiøse og patriarkalske værdier. I 1926 levede ca. 82 procent af befolkningen på landet og sovjetmagten anså deres livsstil og levevis som en trussel mod gennemførelsen af kommunismen.
Den 1. december 1929 gav Stalin så sin famøse ordre om »Likvidering af kulakkerne som klasse.«. Kampen mod bondestanden var begyndt. Kollektiviseringen begyndte. 60 millioner bønder blev tvunget ind i kolkhoser. Ligeledes blev det i starten af 30’erne bestemt, at 6 millioner kulakker skulle deporteres til arbejdslejre og særbosættelser. I alt regner man med, at omkring 10 millioner bønder blev fordrevet fra deres hjem mellem 1929-32.
Orlando Figes beskriver den blodige kollektivisering som det store vendepunkt i Sovjetunionens historie: »Den udslettede en livsstil, der havde udviklet sig gennem århundreder – et liv baseret på familiebruget, det ældgamle bondefællesskab, den uafhængige landsby og dens kirke og lokale marked, der alt sammen af bolsjevikkerne blev set som forhindringer for den sociale industrialisering. Millioner af mennesker blev rykket op med rode og spredt ud over Sovjetunionen.«
Især for børn af kulakker og modstanderne af regimet (fiktive såvel som virkelige) var konsekvenserne af sovjetmagtens voldsmonopol mærkbare. Enhver fremtidsmulighed blev dem berøvet: Ofte blev de smidt ud af skolen pga. deres »ødelagte biografi«. Med papirer, der viste man var i familie med en »folkefjende«, var det næsten umuligt at blive optaget i Komsomol, at få et arbejde eller en uddannelse. Ej heller rationeringskort eller anden offentlig understøttelse.
Denne eksklusion af samfundet, hvor man tabte både borgerlige såvel som sociale rettigheder, medførte ofte også, at familiemedlemmer og bekendte mistede deres arbejde pga. deres forbindelse med den udstødte. Den eneste måde man kunne komme videre i sit liv, det vil sige få et arbejde, blive optaget i Komsomol eller på en uddannelse, var enten ved at afsværge familie og bekendte offentligt og fordømme deres handlinger eller at forfalske sine papirer og sin baggrund.
Mange af de interviewede fortæller også åbenhjertigt om, hvordan de med tiden kom til at hade deres egne forældre, efter de var blevet arresteret og udråbt som folkefjender. Ikke fordi de husker deres barndom som specielt dårlig, men fordi de troede fuldt og fast på propagandaen. Selv efter rehabiliteringen af arresterede og frigivne fanger efter Stalins død, fortsatte mange med at tro på forældrenes skyld.
At leve i en gravlignende tavshed
Fra midten af 1930’erne ændrede det stalinistiske regime kurs overfor den nedbrydelsen af familien og det private hjem. Figes betegner denne kurs som en mere liberal holdning: »Opfattelsen af “privat liv” (tjastnaja zjizn) – en lukket og adskilt sfære uden for statens kontrol og granskning – blev stadig forkastet ideologisk. Men ideen om et “personligt liv” (litjnaja zjizn) – et individuelt og familiemæssigt område, der forblev åbent for offentlig granskning – blev aktivt fremmet af staten.
I denne sammensætning af privat-offentlig opdeling blev det private og det personlige defineret på baggrund af individualitet; men den offentlige sfæres dominans krævede, at ethvert aspekt af det individuelle liv var synligt. Rent praktisk betød det, at der inden for hjemmets fire vægge blev frigjort et rum, hvor man frit kunne udtrykke sig, hvad de hjemlige ting angik (forbrugssmag, livsstil, hjemlige skikke osv.), mens den politiske kontrol over individets private adfærd, specielt kommunisternes, blev fastholdt.«
På trods heraf, fortsatte man dog stadig med at leve i en permanent tilstand af frygt. Især hen imod slutningen 30’erne da Stalin intensiverede terroren. Alle familier blev ramt. Ingen kunne vide sig sikre. Orlando Figes betegner Den store Terror i årene 1937-38, som en »bevidst massemordspolitik«, hvor mindst 1,3 millioner mennesker blev arresteret for forbrydelser mod staten.
Den store frygt der gennemsyrede hele det sovjetiske samfund var en frygt, der brød alle bånd – især kærlighedens- og venskabets bånd. Ægtefæller stolede ikke på hinanden. Forældre var bange for at tale med deres børn. Overalt var der stikkere og spioner – ofte nye naboer anbragt af NKVD. Man talte slet ikke sammen, og mange af de interviewede beretter om, hvordan de gennem hele livet har været bange for at ytre sig privat såvel som offentligt. I storbyerne var det ikke ualmindeligt at leve sammenstuvet i de såkaldte kommunalkaer (fælleslejligheder); ej heller ualmindeligt, at leve, spise og sove 10 personer på 12 kvadratmeter. Ofte var væggene så tynde i lejlighederne, at naboerne kunne høre, selv når man hviskede. En af de interviewede, Alina Dobrjakova, husker, hvordan man omhyggeligt skjulte sin baggrund, og hvordan det var at vokse op i kommunalkaen: »hvis vore naboer vidste, hvem min mors far var, ville vi have fået ubehagligheder… så vi levede i en gravlignende tavshed.«
Diktaturets psykologi
En af de problemstillinger, som Figes udforsker i sin bog er det psykologiske spørgsmål om, hvordan man i al verden kunne blive ved med at tro på den sovjetiske propaganda efter ens nærmeste var blevet arresteret? Eller efter man selv var blevet arresteret?
Det er et faktum, at mange bolsjevikker fortsatte med at forsvare Stalin og tro på partiet efter at have gennemgået umenneskelig tortur og efter at være blevet idømt til 25 års strafarbejde i de fjerneste egne af Sibirien. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kunne man blive ved med at tro på kommunismen? Var det fordi der bare var tale om en misforståelse? Det plausible svar herpå er, at sådanne bolsjevikker ikke havde andet end troen på partiet tilbage: At indrømme overfor sig selv, at partiet havde taget fejl, ville have været det samme som at indrømme, at man måske havde tilbragt et helt liv i løgnens tjeneste. Det var der ikke mange, der havde nok kritisk selvindsigt til eller mod til for den sags skyld.
Men hvad så med almindelige mennesker? Hvordan kunne de blive ved med at tro, at de levede i verdens lykkeligste land, når levestandarden var så abnormt ringe? Når der knap nok kom mad på bordet? Når ens nærmeste blev sendt i lejr? Svaret er, at man valgte at tro på propagandaen eller lod som om man troede på den og gik i et indre eksil.
Faktisk var der ikke så mange andre muligheder, for som Figes skriver: »Med ophøret af ægte kommunikation spredtes mistroen gennem samfundet. Folk skjulte deres sande jeg bag offentlige masker. Udadtil tilpassede de sig de offentlige regler for korrekt sovjetisk adfærd; indadtil levede de i et rum med private tanker, der ikke kunne granskes af offentligheden. I denne atmosfære voksede frygten og terroren. Eftersom ingen vidste, hvad der skjulte sig bag masken, måtte det antages, at folk, der syntes at være normale, sovjetiske borgere, i virkeligheden kunne være spioner og fjender. På grundlag af denne antagelse blev angiverier og rapporter om „skjulte fjender” troværdige – ikke blot for den almindelige offentlighed, men også for kolleger, naboer og venner.«
Hjemkomst
Den 5. marts 1953 døde Stalin. I årene forinden havde Den Anden Verdenskrig raset. Det sovjetiske samfunds infrastruktur lå i ruiner. Til langt op i 1960’erne boede der stadig folk i jordhuler i det udbombede Moskva. Ifølge et forsigtigt skøn havde 26 millioner sovjetborgere mistet livet (2/3 heraf var civile) og 18 millioner soldater var blevet såret.
Den 27. marts 1953 blev der så givet amnesti til 1 million Gulagfanger (sådan som den russiske tradition foreskriver ved zarens død). Op gennem 50’erne begyndte folk så småt at vende hjem fra lejrene og blive udsluset i det sovjetiske samfund; mange valgte dog også at blive i lejrene. De havde ingen steder at gå hen, intet sted at gå hjem til. De mennesker, der vendte hjem var psykologisk traumatiserede og ødelagte for altid. Selv de, der blev genforenet med deres børn, kunne aldrig komme til at leve et normalt familieliv. Ofte betød det ikke noget, at man var blevet rehabiliteret og måske var genindtrådt i partiet. Mistroen herskede stadigvæk overalt.
I bogens sidste kapitel, der er en slags erindringskapitel, som dækker tiden fra Khrusjtovs hemmelige tale i 1956 til 2006 fortæller mange af de interviewede om, hvordan de selv efter 1956 var bange for at tale åbent og kritisk. Ægtefæller fortav deres fortid over for hinanden, forældre mødte deres børns spørgsmål med gabende tavshed. Det var bedst ikke at sige for meget, bedst ikke at vide for meget. For alles skyld. Man kunne jo aldrig vide, hvornår stalinisterne kom tilbage. Sådan herskede tavsheden lang tid efter Stalins død, og sådan hersker den endnu i dag i Rusland, hvor man aldrig haft noget efterfølgende retsopgør og efterspil.
