Den 15. marts er Ungarns nationaldag. I den anledning bringer vi her vore læsere et bagtæppe for forståelsen af politik i Ungarn. Vi giver også et billede af Viktor Orbans regering, som den normalt ikke portrætteres i vesteuropæiske medier. Torben Jensen, der bor og arbejder i Ungarn har skrevet sit bud på en 15. marts-tale.
Uafhængighed fra Østrig – og Sovjetunionen
Den 15. marts er Ungarns nationaldag, hvor man markerer årsdagen for Den ungarske Revolution i 1848, som begyndte ublodigt med massedemonstrationer og blev indledningen til ungarernes lange og seje kamp for frihed fra habsburgernes overherredømme. Demonstrationerne i Pest og Buda (dengang endnu to selvstændige byer, som – sammen med Óbuda – først blev forenet i 1873) udmøntede sig i etableringen af den første ungarske regering og vedtagelsen af nationens første frie forfatning.
Selvstændigheden blev dog kortvarig, idet habsburgerne ikke ville fravige kravet om fortsat kontrol over den ungarske hær. Den kejserlige højesteret i Wien erklærede det ungarske parlament for opløst, hvilket blev indledningen til en blodig krig mellem Østrig og Ungarn.
Ungarerne vandt som bekendt siden hen deres frihed og frigjorde sig fra Østrigs åg, og den 15. marts er dermed blevet symbol for landet uafhængighed – også fra Sovjetunionen.
Weekend i sommerhus eller national eftertanke?
Officielt benyttes dagen til at holde politiske stormøder på offentlige pladser, hvor borgere deltager med ungarske flag og bærer kokarder i nationens farver som frihedskæmperne i 1848, dvs. rød, hvid og grøn. I realiteten synes det dog kun at være en mindre del af befolkningen, der fejrer dagen på denne måde, idet mange i anledning af den lange weekend, der kommer ud af nationaldagen i år, i stedet vælger at rejse på ferie, tage i sommerhus ved Balatonsøen, eller udnytter muligheden for at feste med vennerne i flere dage i træk.
Der er dog mange gode grunde til at mane til eftertænksomhed mellem palinka’erne og øllene, for Ungarn har i over 20 år stræbt efter at genvinde sit fodfæste i et Europa, der – især ifølge ungarerne – ikke altid har forstået landet og dets værdier. Siden kommunismens fald i Central- og Østeuropa har Ungarn været i en form for konstant limbo, hvor man på én gang har næret store ønsker om radikale forandringer, men samtidig har bevaret en slags status quo af frygt for, hvad store forandringer og reformer måtte medføre. Dermed ikke sagt, at landet har været præget af stilstand, for det ville være helt forkert, men der har været større vilje til politisk mudderkastning end til politiske og samfundsrelaterede reformer.
Viktor Orban er selvsikker og cool
I april 2010 blev der efter parlamentsvalget dog åbnet op for nye politiske skridt, da det (national-) konservative parti, FIDESZ vandt to tredjedele af pladserne, og dermed kunne danne regering med et markant flertal. På grund af Ungarns overtagelse af EU-formandskabet blev den nye regerings gøren og laden fulgt nidkært af især vesteuropæiske politikere og kommentatorer, der frejdigt slyngede om sig med forudsigelser om et ungarsk diktatur med fascistiske tendenser, alt imens de glemte alt om, at der var tale om folkevalgte politikere.
Ungarerne blev bekræftet i, at de vesteuropæiske EU-lande har store fordomme om de lande, der for snart 7 år siden blev optaget i EU, men stadig kaldes ’de nye medlemslande’. Og ungarerne blev bekræftet i, at de vesteuropæiske lande stadig ikke tør sætte deres lid til, at Ungarn og de andre ’nye medlemslande’ kan noget selv.
Premierminister Viktor Orbán synes at have tacklet dette professionelt og på en ”cool” måde, og har trods skærmydsler i forbindelse med den meget omtalte medielovgivning vist, at ’de nye lande’ er modne til at lede EU. Det må selv den argeste modstander af FIDESZ vist erkende.
Ro til upopulære reformer
Viktor Orbáns ikke særlig underdanige manøvrering i EU-farvandene skyldes nok især den hjemlige politiske ro. Når man har to tredjedeles flertal i parlamentet, er man naturligvis ikke konstant presset til at skulle forholde sig til en opposition. Den nuværende politiske situation bærer givetvis præg af en udnyttelse af det store flertal, men er det nødvendigvis et onde? For i kølvandet på sidste års parlamentsvalg har vi i Ungarn oplevet en tidligere ukendt politisk ro, der har givet regeringen mulighed for at påbegynde reformer, der er vitale for landets økonomi.
Effekten af nogle reformer kan allerede mærkes, mens andre lader vente på sig. Men faktum er, at Ungarn for første gang har en regering, der som udgangspunkt tør tage upopulære beslutninger, fordi den ikke skal frygte at blive væltet. Beslutningerne kan ifølge sagens natur altid diskuteres i et demokrati, men det er også vigtigt at huske, at ungarerne har brug for ro til at løfte sig ud af en forvreden økonomi – og fred til at reformere. Lysten til at blande sig i den politiske debat, og befolkningens vilje til at bekende sine standpunkter offentligt, skal nok komme. Ja, den er her allerede. Det kan man se i pressen hver dag, og man kan høre det på cafeerne. Så demokratiet fungerer.
Vesteuropæerne har ofte manet til tålmodighed, når den tidligere såkaldte østblok ønskede hastigere økonomisk fremgang. Nu er det vesteuropæernes tur til at udvise forståelse og ydmyghed, for Ungarn og ungarerne kan være med til at sætte en ny dagsorden, og til at vise villighed til en anden måde at gøre tingene på.
Mens vi venter på nye reformer, bør vi lade ungarerne nyde deres fridag, og vi bør benytte Ungarns nationaldag til at hylde friheden.
Glædelig 15. marts!
Torben er BA i ungarsk sprog og kultur fra Århus Universitet, og har pga. af sine ungarske rødder været tæt tilknyttet landet og har de seneste 6 år været bosiddende i Budapest. Torben vil her på siden jævnligt dele tanker og personlige indtryk fra et spændende og mangefacetteret Ungarn.
