Niels Erik Rosenfeldt: Verdensrevolutionens generalstab – Komintern og det hemmelige apparat. 432 sider. Gads Forlag. Pris. 349 kr.

Igennem en lang årrække har det blandt historikere været den almindeligt udbredte opfattelse, at ideen om den kommunistiske verdensrevolution stagnerede med Stalins magtovertagelse og endelig blev lagt i graven med hans “socialisme-i-et-land-doktrin”. Med historikeren Niels Erik Rosenfeldts nye bog Verdensrevolutionens generalstab – Komintern og det hemmelige apparat bliver der nu for alvor sat spørgsmålstegn ved denne opfattelse.

Kamp mod verdensimperialismen
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev det endeligt muligt for historikerne at få adgang til de hemmelige arkiver og nyt kildemateriale, og Niels Erik Rosenfeldts bog om Verdensrevolutionens generalstab bygger netop på sådanne arkivstudier – og er i øvrigt den første dybdegående fremstilling af historien om Den Kommunistiske Internationales hemmelige apparat, der foreligger på dansk.

Den handler både om organisationens opbygning og historiske udvikling i Rusland såvel som i udlandet, om nøglepersonerne og de grusomme magtkampe, der udspillede sig undervejs, og om det væld af internationale illegale netværk og konspirative aktiviteter, som Komintern stod bag i sin kamp mod verdensimperialismen og kapitalismen. Det er spændende og gruopvækkende læsning.

Komintern blev stiftet i 1919 af Lenin, Kamenev og Zinovjev, hvor sidstnævnte blev organisationens første leder, og fra starten af var målet klart: Kominterns verdensomspændende opgave var at sprede verdensrevolutionen og den marxistisk-leninistiske idélære til resten af verden. Planen var at eksportere revolutionen til Vesten via de nationale kommunistpartier, hvilket bl.a. kunne ske gennem forskellige former for statsundergravende virksomhed som strejker og optøjer, attentater og sabotage, og politisk infiltration og partisankrigsførelse.

Allerede på Kominterns 2. kongres i 1920 blev de nationale kommunistpartier pålagt 21 betingelser, hvis de skulle optages i Komintern. Eller anderledes formuleret: De blev påkrævet betingelsesløs støtte til Moskva, hvis de skulle optages.

Mislykkede revolutionsforsøg
Allerede i Bayern og Ungarn var der i 1918 og 1919 kortvarigt blevet oprettet en socialistisk rådsrepublik og en sovjetrepublik og selvom revolutionsforsøgene i 1920’ernes Europa slog fejl – i Tyskland slog et revolutionsforsøg fejl i 1923 og i Estland senere ét i 1924 – så var det ikke ensbetydende med, at man i Moskva opgav troen på verdensrevolutionen. Derimod ventede man en snarligt kommende storkrig, der ville sende verdenskapitalismen i graven.

Niels Erik Rosenfeldt skriver bl.a. at:

»Det har ikke sjældent været hævdet, at der især efter revolutionsnederlaget i Tyskland i 1923 blev sat en udvikling i gang inden for Moskvakommunismen, hvor det verdensrevolutionære perspektiv og Den Kommunistiske Internationale mere og mere blev trængt i baggrunden til fordel for en satsen på traditionelt diplomati via den sovjetiske udenrigstjeneste og en hastigt eskalerende militær oprustning. Men det er og bliver en misvisende måde at fremstille tingene på. I de år, der fulgte, hang kampen for verdensrevolutionen, sovjetregeringens diplomatiske udspil og forberedelserne til en kommende krig ligeså uløseligt sammen som før, når verden blev betragtet med kommunistiske øjne.«

Midlerne varierede måske – men målet lå fast.

Pengestrømme fra OMS
Gennem bogen får vi en detaljeret gennemgang af opbygningen af Kominterns forskellige organer fra Eksekutivkomiteen, Præsidiet og resten af det centrale apparat til helt ud i systemets mere tophemmelige dele. »Den kommunistiske verdensbevægelse var alt i alt som en gigantisk blæksprutte. Den havde et stort antal fangarme, som hver især kunne nå vidt omkring, men de blev alle styret fra den samme hjerne og via det samme nervecenter.« Og det virkelige nervecenter i Komintern var OMS (Afdelingen for International Kommunikation), en hemmelig og konspirativ afdeling, som sjældent er omtalt i officielle papirer.

OMS opgave var at indsamle efterretningsmateriale, at infiltrere statsbærende institutioner og opbygge et illegalt undergrundsapparat og kontaktpunkter i udlandet. Derudover var det gennem OMS, at pengestrømmene til de nationale kommunistpartier blev kanaliseret. Og det var også gennem OMS oprettelsen af fiktive dækfirmaer i Vesten og forskellige ulovlige aktiviteter blev finansieret ved bl.a. våbensmugling og narkotikahandel. Det totale omfang af OMS’ aktiviteter i udlandet er endnu ikke helt kortlagt og billedet af organisationens illegale foretagender er stadig grumset.

Nogle af bogens mest spændende og aktuelle kapitler afdækker også OMS’ aktiviteter i Danmark og resten af Skandinavien. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev Kominterns Vesteuropæiske Bureau flyttet til København. De danske kommunister, der var blevet hvervet af OMS, havde bl.a. til opgave at overvåge deres »kammerater«, og tilbagerapportere direkte til Moskva: Ja, OMS-folkene modtog direkte ordrer fra Moskva – ikke fra de nationale partier – og blandt de vigtigste danske kontakter finder man bl.a. topkommunisten og folketingsmedlemmet Arne Much-Petersen, der senere blev offer for Stalins terror.

Den store Terror
Det er da også mere hovedreglen end undtagelsen, at størstedelen af Kominternveteranerne selv blev ofret på revolutionens alter i takt med Stalins tiltagende paranoia og udrensningernes eskalering. En skelsættende begivenhed er her mordet på Kirov i 1934, der af mange historikere er blevet set som startskuddet til 30’ernes store udrensningsbølger, der i de følgende år skyllede gennem det sovjetiske folkehav og ramte alle.

På højdepunktet af Den store Terror i årene 37-38 blev 1.5 millioner arresteret og heraf de 700.000 skudt. Mange af de folk, der arbejdede i Komintern, havde en international baggrund, hvor især mange var politiske emigranter fra Tyskland, og blev ofre for udrensningerne i de vilkårlige kampagner for at udrydde fascistiske og kapitalistiske skadedyr, trotskisme, udenlandsk spionage, og socialdemokratisk tankegang.

Næsten alle de nøglepersoner, vi i bogen stifter bekendtskab med, blev enten henrettet eller sendt til Gulag, men de få stalinister i Komintern der overlevede som Georgi Dimitrov, Klement Gottwald og Walter Ulbricht blev senere magtfulde statsledere i de nye socialistiske diktaturer efter Anden Verdenskrig.

På trods af de heftige udrensninger i Komintern i slutningen af 30’erne er det dog ikke ensbetydende med, at organisationen holdt op med at fungere. Niels Erik Rosenfeldt skriver:

»Det er imidlertid lige så vigtigt at være opmærksom på, at de kompetente organers nedtur ikke uden videre fik Den Kommunistiske Internationale til at glide i baggrunden som bureaukrati betragtet. Man vil jo normalt ikke frakende et praktisk stykke værktøj værdi, fordi det ikke er i stand til at tænke og handle på egen hånd. Og Komintern vedblev i høj grad med at være et sådant stykke praktisk værktøj, ganske vist ikke så meget for alverdens kommunister i fælles flok, men i høj grad for Stalin og hans nærmeste medkæmpere. Her var organisationen helt på linje med f.eks. Den Røde Hær. Mens hæren skulle sørge for, at socialismen bredte sig via opgør på slagmarken, skulle Komintern stå for det ikke mindre arbejde med at skabe ravage i kapitalisternes bagland under den kommende militære konflikt. Verdensrevolutionen var ingenlunde glemt.«

Og Kominternbureaukratiets særlige styrke lå jo netop i, at det havde fuld kontrol over den verdensomspændende kommunistiske bevægelse og de illegale netværk.

Den store fædrelandskrig
I 1936 havde Nazityskland og Japan stiftet Antikominternpagten, hvis formål var at bekæmpe Sovjetunionen. Stalin var overbevist om, at det bare et spørgsmål om tid, inden én ny storkrig ville bryde ud, inden Tyskland ville angribe Sovjetrusland. Stalin fik ret. I 1941 gik Hitler til angreb på Sovjetunionen. Med krigens udbrud har mange historikere vurderet, at Stalin efterhånden ikke mere regnede Komintern for noget.

Men det ville være at bagatellisere Kominterns arbejde. For også under krigen spillede Komintern en ikke uvæsentlig rolle som en hemmelig kommunikationstjeneste, der var i stand til at supplere de øvrige efterretnings- og sabotageorganer bag fjendens linjer. Og selvom Komintern officielt blev opløst i 1943, er det ikke ensbetydende med, at verdensrevolutionen blev afblæst.

Komintern fortsatte faktisk med at eksistere som bureaukratisk apparat skriver Rosenfeldt, blot under nye navne og i nye former; men det centrale ideologiske instrument i kampen mod kapitalismen og fascismen hed nu blot Den Røde Hær. Ja, det var den, der skulle hjælpe revolutionen på vej. Ifølge Rosenfeldt skulle Stalin i foråret 1945 have sagt til den jugoslaviske topkommunist Milovan Djilas:

»at den stat, der under den nuværende krig, erobrede et bestemt territorium, også ville påtvinge dette territorium sin egen samfundsmodel. Dette kunne i kraft af krigens særlige karakter – sagde Stalin også – simpelt hen ikke være anderledes. Her fik han altså med endnu større eftertryk slået fast, at der var en nøje sammenhæng mellem Den Røde Hærs formåen og de revolutionære fremtidsudsigter.«

Efterkrigstidens udenrigspolitiske landskab
Skruer vi tiden frem til efter krigens afslutning og betragter efterkrigstidens udenrigspolitiske landskab, så er der delte meninger blandt forskerne om, hvordan denne tid skal fortolkes. Niels Erik Rosenfeldt kritiserer i sin bog især DIIS’ store udredning om Den Kolde Krig for at give et fuldstændigt misvisende billede af Stalins udenrigspolitiske kurs efter krigen: DIIS vurderer at Stalin var status quo-orienteret, pragmatisk og klog i sin udenrigspolitik, men intet kunne være mere forkert. Rosenfelt viser derimod, at Stalin på ingen måde søgte afspænding i forhold til Vesten. Stalin ventede derimod, at Tredje Verdenskrig snarligt ville bryde ud. Rosenfeldt skriver bl.a. at:

»Den arv, Stalin efterlod sig ved sin død den 5. marts 1953, rummede en klar ideologisk krigserklæring til hele den ikke-kommunistiske verden og alle dens påståede modstandere af stalinismen inden for sovjetstatens egne grænser. Præmissen for denne krigserklæring var en tese om, at de kapitalistiske samfund og deres sympatisører principielt og “objektivt set” var aggressionslystne fjender, som det gjaldt om at bekæmpe og udrydde. Centralt stod påstanden om, at kampen frem mod fjendens totale nederlag ville foregå som en langvarig verdensrevolutionær proces, der ikke kunne undgå at antage voldelig karakter og gennem hele sit forløb skulle styres fra én kommandocentral, nemlig den i Moskva.«

Måske var man faktisk meget tættere på et sådant krigsudbrud i 1950’erne, end man umiddelbart skulle tro. I hvert fald krakelerer det entydige trusselsbillede af 1950’ernes sovjetiske udenrigspolitik, som f.eks. er blevet fremmalet i DIIS-udredningen. Niels Erik Rosenfeldts Verdensrevolutionens generalstab er uhyre spændende læsning.

Rent ud sagt forskning og formidling i verdensklasse. Og hvis man troede, at debatten om Den Kolde Krig var slut, så kan man godt tro om igen: Mon ikke denne bog vil få et par koldkrigshistorikere til at fare i blækhuset? Det kan man da i hvert fald håbe. Noget tyder på, at det sidste ord endnu ikke er sagt i denne sag. I hvert fald vækker Rosenfeldts velskrevne og velargumenterende bog stof til eftertanke og debat. Kampen om fortolkningen af Kominterns arbejde og indflydelse er måske først lige begyndt?

Af Rasmus Bertelsen