De foreløbige resultater tyder på, at Reformpartiet får 28,6 procent af stemmerne og dermed 33 ud af 101 pladser i det estiske parlament (Riigikogu). Det er to pladser mere end før valget.
Koalitionspartnerne fra partiet IRL fik også et godt valg med lige over 20 procent af stemmerne og dermed 23 pladser – fire mere end ved sidste valg. De to partier får altså tilsammen et mageligt flertal i parlamentet.
Det største oppositionsparti, Centerpartiet, mistede tre pladser, og ender med 26 pladser. Partiets leder, tidligere statsminister og nuværende borgmester i Tallinn Edgar Savisaar, var under valgkampen hårdt belastet af beskyldninger om at have taget imod penge fra Rusland til finansieringen af sin kampagne.
Det eneste andet parti, der klarede spærregrænsen på fem procent, var Socialdemokraterne, der fik et godt valg med 19 pladser – næsten en fordobling. De Grønne og Folkeunionen klarede ikke spærregrænsen.
De foreløbige resultater var forventede og bekræfter i store træk meningsmålingerne op til valget.
Læs også:
Baggrund: En kort guide til politiske partier i Estland
Kommentar: I Estland stemmer de fra sofaen
Reportage: Tillykke, I er kedelige!