Prisen, som blandt andet uddeles af repræsentanter fra UEFA, EU-kommissionen og Det Europæiske Råd, blev givet til organisationen for dens arbejde med at modvirke racisme og promovere positive holdninger omkring fodbold.
Polen og Ukraine er værter for næste års europamesterskaber, og netop i de to lande er racistiske overgreb dagligdag på mange stadioner. Det viser en ny rapport fra Eastern Europe Monitoring Centre.
I begge lande tilhører mange fodboldfans den ekstreme højrefløj. Ved ligakampe i Warshawa og Poznan svinger fans med flag med SS-symboler, beretter det tyske ugemagasin, Der Spiegel.
I Kiev i Ukraine gik 5.000 fodboldfans i september sidste år på gaden for at protestere mod udenlandske fodboldspillere i den hjemlige liga. Det højrepopulistiske parti Svoboda, som sandsynligvis kommer i parlamentet ved næste valg, stod bag demonstrationen.
Den polske turneringsdirektør, Adam Olkowicz, lover, at EM bliver en fest “fri for intolerance og racistiske symboler”. Noget tyder på, at den polske landstræner, Franciszek Smuda, ikke helt trækker på samme hammel. Da han i en sportsudsendelse for nylig fik at vide, at hans mandskab lå under Uganda på verdensranglisten, røg det ud af ham: “Det er en vits. Disse afrikanske mandskaber hænger bare ude i busken, men står alligevel over os – det er latterligt.”
Spiegel, 21/2