Efter måneders forhandlinger, ser det nu ud til, at valget af en ny præsident i Kosovo er faldet på plads. Fatos Kutllovci har kigget nærmere på Kosovos nye ansigt udadtil.

To dage før 3-året for Kosovos uafhængighedsdag blev der, efter månedlange koalitionsforhandlinger, endelig indgået en koalition mellem flere partier som udgør blot 65 ud af parlamentets 120 mandater. Koalitionen kommer således til at bestå af Hashim Thaçi’s hidtidige regeringsparti (PDK), Alliancen for et nyt Kosovo (AKR), Rugova-listen, og to minoritetspartier.

Især forhandlingerne om præsidentposten har trukket ud pga. intense forhandlinger om, hvilket parti den vigtige post skulle gå til. Præsidentembedet er Kosovos næst vigtigste politiske embede efter posten som premiereminister, som forventes at tilfalde fungerende den premierminister Hashim Thaci, leder af det største parti, PDK.

Det er nu forhandlet på plads at den nye præsident, og dermed Kosovos nye ansigt udadtil, bliver Behgjet Pacolli, stifter af det nye parti, Alliancen for et nyt Kosovo.

International forretningskarriere
Behgjet Pacolli vendte tilbage til Kosovo og bevægede sig ind politik i 2006 med store ambitioner, efter årtier i udlandet, hvor han som entreprenør har skabt sig en formue på flere hundrede millioner euro. Han regnes for at være den rigeste etniske albaner i verden.

Den 69-årige Pacolli har bl.a. i kraft af sit netværk og økonomiske ressourcer også personligt engageret sig i at fremme Kosovos interesser, mest ihærdigt for international anerkendelse af Kosovos uafhængighed.

I kraft af posten som præsident forventes Pacolli nu at kunne sætte gang i flere internationale anerkendelser af Kosovo, som på nuværende tidspunkt officielt anerkendes af 75 ud af FN’s 192 lande. Pacolli har også udtrykt ønske for et normaliseret forhold til Serbien, og det forventes, at Kosovo og Serbien indleder en dialog på ’ligeværdig basis’, der skal danne basis for et normaliseret forhold mellem de to lande.

Flytte internationalt fokus
Forhandlingerne mellem Beograd og Pristina skulle have været indledt i december sidste år, men blev udskudt som følge af valget i Kosovo og de efterfølgende vanskeligheder med at danne regering i landet.

I Kosovo håber mange, at valget af Pacolli kan være med til at fjerne den negative internationale fokus på Kosovo efter december måneds offentliggørelse af en rapport, der sætter Hashim Thaci i forbindelse med organiseret kriminalitet og ulovlig organhandel.

 

Balkan Insight 15/2

Kohaditore 14/2

Kohaditore 18/2

Af Fatos Kutllovci