Kiev: Når man drejer væk fra den firsporede motorvej fra lufthavnen i Borispol – der utvivlsomt er blevet nyasfalteret for at tilfredsstille UEFAs krav og de kommende fodboldgale turister til EM 2012 – og kører mod Kievs centrum, er det første man ser Jevgenij Vutjetitjs kolossale, krigsmonument Batkivsjtjina-Mati (Moderlandets moder), et pragteksempel på stålkold sovjetisk mindekultur, der med sine 102 meters højde og 16 meter lange løftede sværd vogter indgangen til Kiev og skuer ud over Dnepr-floden.
Gennem Ukraines turbulente historie har Kiev skiftet magthavere utallige gange: Tatarer, polakker, litauere, tyskere og russere er – for nu at nævne et par stykker – blot nogle af de folkeslag, der har regeret over den gamle hovedstad. Kiev er med sin beliggenhed på Dnepr som et Janusansigt, der kigger både mod Øst og Vest: Her støder europæisk kultur sammen med slavisk- og gammel byzantinsk kultur, danner slående kontraster eller smelter sammen i nye synkretiserede former.
Ifølge en legende beskrevet i det kompilatoriske middelalderværk Nestor-krøniken blev Kiev grundlagt i det 5. århundrede af tre brødre og en søster, og byen skulle angiveligt have fået sit navn efter den ældste broder, den slaviske fyrste Kyj. Den egentlige datering for Kievs grundlæggelse er dog uklar. I det 7.århundrede blev byen indlemmet i det tyrkiske Khazar-rige og to århundreder senere blev byen erobret af skandinaviske vikinger, som grundlagde det fyrstedynasti, der senere skulle udmønte sig i Kiev-Rus, en statsdannelse som under Vladimir den Stores (r. 980-1015) giftermål med Basil II’s søster blev knyttet tæt sammen med det mægtige Konstantinopel i en politisk alliance, og som et led i det diplomatiske magtspil lod man sig officielt omvende (dvs. ved tvangskristning) til den græsk-ortodokse tro. Denne tro har holdt ved op til i dag og sporerne herefter er tydelige overalt.
Over hele Kiev ser man guldkuplerne glitre i det bløde sollys, som var det Guds egne tårer over mennesket, der var faldet ned fra himlen. Det vigtigste og mest storslåede sted er uden tvivl Huleklostret. I dag er klostret stadig i brug, og et yndet valfartssted for troende. Placeret på UNESCOs liste over verdenskulturarven udgør stedet sammen med Sofija-katedralen, der også er at finde på listen, tillige en massiv turistattraktion. Klostret blev grundlagt i begyndelsen af det 11. Århundrede, da munken St. Antonius bosatte sig i én af hulerne. Med tiden voksede stedet sig til et enormt klosterkompleks og hurtigt blev stedet det ideologiske centrum for udbredelsen af slavisk kultur. Det interessante ved Huleklostret er – som navnet antyder – dets væld af underjordiske kapeller og labyrintiske gange. Det er stadig muligt at bevæge sig ned i det helligste i procession og se resterne af de mumificerede helgener, mens man er omgivet af messende munke.
De døde dyr i zoologisk have
Neden for klostret snor Dnepr-floden sig af sted. Midt ude i floden ligger klynger af frodige øer spredt som et smaragdgrønt smykke: Øernes sandstrande er om sommeren overfyldte med storbyboere, der slikker sol og bader i flodens varme vand. Godt skjult inde bag træerne ligger forlystelsesmekkaet Hydropark, et gigantisk virvar af rustne rutsjebaner og radiobiler, restauranter og barer, hvor man kan få stillet sin tørst i koldt øl, mens man nyder den krydrede duft af veltilberedt sjasjlyk – grillet kød på spyd – og stedets dekadente atmosfære af udskejelse og hverdagseskapisme. Kiev er en by fyldt med den slags oaseagtige åndehuller. For hver bakketop, man bestiger, kommer en ny bydel til syne. Kiev er en by, man langsomt opdager: Man skal fare vild i den for at trænge ind i dens hemmeligheder, for at opleve dens charme. Byen er som skabt til spadsereture. I modsætning til storebroderen Moskva i nord, er den ukrainske hovedstad med sine grønne bakker og skråninger lys, venlig og imødekommende. Overalt i byen finder man skyggefulde alléer, små skovområder og fredfyldte parker, hvor man kan slappe af, mens man betragter flokke af gamle mænd spille skak i det fri eller et af de talrige bryllupsoptog, der valfarter til de grønne områder for at fotografere nygifte brudepar.
Netop de grønne, rekreative områder har i den seneste tid udgjort en kampzone mellem befolkningen og mafiøse byggematadorer, der vil have jorden eksproprieret og privatiseret. Et prekært eksempel herpå finder man ifølge det lokale medie Kyiv Post i Kievs zoologiske have, der gennem det sidste års tid har været hjemsøgt af en række dødsfald blandt dyrene. De seneste dødsfald tæller bl.a. havens eneste elefant, en kamel og en bison, der alle er blevet forgiftet. To yakokser overlevede et giftattentat i midten af maj. Det er endnu uklart, hvem der står bag mordene, og mens myndighederne mener, at en midaldrende mand står bag, så hviskes der i krogene om, at det i virkeligheden er myndighederne selv anført af korrupte embedsmænd, der i ledtog med byggespekulanterne forsøger at diskreditere haven og få den lukket, så dens arealer og skønne beliggenhed kan blive eksproprieret.
Et spørgsmål om penge
At pengestrømmene flyder hurtigt i Kiev, kan man hurtigt forvisse sig om. Man behøver blot at spadsere ned ad hovedgaden Kresjtjatik med alle dens luksusbutikker eller betragte det væld af nye biler der fylder gaderne. I Kiev virker det som om alle kører i Mercedes-Benz eller BMW. Eller sagt med en af mine bekendtes ord – der kommer fra det nordlige Ukraine – efter at have passeret den hundredesyttende nye Mercedes: »De har plyndret hele landet. For at få råd til sådan en bil, er man nødt til at blive en tyv. Jeg selv arbejder fuldtid. Jeg tjener kun 300 dollars om måneden.« Og der kan være noget om snakken. Forskellen mellem rig og fattig i Ukraine er tårnhøj. Besøger man f.eks. den ukrainske provins, virker det som om, at Kiev som en slags økonomisk magnet har suget alting til sig blot for at tilfredsstille metropolens middelklassebefolkning i velstandens navn. På bekostning af landbefolkningen.
Én af dem der har tjent rigtig mange penge er mediemogulen og multimilliardæren Viktor Pintjuk, der i 2006 grundlagde det fashionable PinchukArtCentre, et storslået galleri i seks etager for samtidskunst i det 21.århundrede. Det er gratis at besøge, og for kunstinteresserede er der virkelig noget at komme efter. I sommeren 2010 løb udstillingen „Seksualitet og Transcendens“ af stablen med prominente internationale navne som Damien Hirst, Jeff Koons, Matthew Barney, Takashi Murakami og Boris Mikhailov for nu blot at nævne et par stykker. Har man ikke fået tilfredsstillet sine æstetiske behov efter at have besøgt PinchukArtCentre, hvilket synes umuligt, er der stadig råd at hente. Blot et par gader derfra ligger den eksklusive restaurant Pervak, der regnes blandt de bedste ukrainske restauranter i byen, hvis ikke den bedste. Maden er i international klasse og priserne på ingen måde høje. Faktisk kan man sagtens spise 3 retter mad for mellem 150-180 kr. – og så er drikkevarer også medregnet. Om man vælger at gå direkte til kaviaren eller kaste sig ud i kulinariske eksperimenter når der skal bestilles forret, er et spørgsmål om nysgerrighed og temperament. Specialiteten salo – krydret svinefedt – går eksempelvis perfekt sammen med iskold vodka. Blot skal det nævnes, at man på Pervak tilbereder sublime hovedretter, og at deres kalv med indbagte kirsebær og honning-sennepssovs bringer den spisende i den syvende himmel.
Kampen om historien
Ukrainerne er et folkefærd, der ligesom russerne ærer sine digtere og forfattere. I enhver mellemstor ukrainsk provinsby med respekt for sig selv er der opstillet statuer af nationalskjaldene Taras Shevtjenko og Ivan Franko. Kiev er ingen undtagelse. Går man en tur ned i kvarteret omkring Andriivskij Uzviz kan man finde huset, hvor den verdensberømte forfatter til Mesteren og Margarita Mikhail Bulgakov voksede op. Huset, der i dag er lavet om til museum, er næsten lige så berømt, da det i romanen Den Hvide Garde udgør den litterære kulisse for familien Turbins genvordigheder. Kvarteret rundt om emmer stadig af en svunden borgerlig tid: Med sine stejle brostensbelagte gader, bohemetyper og hyggelige cafeer er det Kievs svar på Montmartre, og som en juvel på kronen skinner den smukke barokkirke St. Andreas på toppen.
Siden Ukraines selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991 har litteraturen og sproget udgjort en kampplads i forsøget på at opbygge en nationalhistorisk identitet. Hvor storebroderen Rusland hævder, at forfattere som Nikolaj Gogol og Mikhail Bulgakov er russiske forfattere, så hævder ukrainerne modsat, at de først og fremmest var ukrainere. At der er forskel på russisk og ukrainsk sprog og kultur – trods mange ligheder – kan man hurtigt forvisse sig om. Da Ukraine opnåede selvstændighed i 1991 vedtog man straks en sproglov, der angav ukrainsk som landets officielle sprog: I denne sammenhæng blev russisk ikke anerkendt som officielt andetsprog, og det selvom godt og vel 30 % af befolkningen taler russisk som modersmål. Med uafhængigheden begyndte man også at omskrive den lange historie som Rusland og Ukraine har tilfælles. Man havde brug for helte, brug for myter. Nationalistledere som Stepan Bandera og Roman Sjukhevitj, der under krigen havde bekæmpet sovjetmagten i tæt samarbejde med nazisterne, blev rehabiliteret og udråbt som helte i kampen for et uafhængigt Ukraine.
For yderligere at puste til ilden har visse nationalistiske historikere udfordret den gamle sovjetiske historieskrivning ved at hævde, at landet mentalitetshistorisk skulle være delt i Øst og Vest, en deling man undertiden prøver at retfærdiggøre med kulturhistoriske og religiøse henvisninger til, at det vestlige Ukraine i århundreder var under det katolske Polen-Litauens dominans, mens den østlige del har været under russisk-ortodoks indflydelse. Ser man nærmere på nutidens indenrigspolitiske landkort er det i store træk denne skelnen, der ligger til grund, når politiske analytikere og kommentatorer udråber de EU-orienterede politikere Viktor Jusjtjenko og Julia Timoshenko, der hovedsageligt har deres vælgerbase i Vest, som en slags krypto-europæere, og den pro-russiske præsident Viktor Janukovitj, der nyder stor opbakning i det industrielle Øst, som en regressiv politiker, der ligger under for den gamle sovjetmentalitet. Virkeligheden er dog mere kompleks og den politiske fernis kun den ukrainske virkeligheds tynde overflade. I dag har de liberale vinde fra vest fortaget sig og støvet fra Den Orange Revolution lagt sig. Den almindelige ukrainer ved i dag godt, at Den Orange Revolution mere var en omfordeling af magt og pengemidler imellem magtfulde oligarker end et egentligt forsøg på at indføre demokrati efter vestlig standard.
Spørger man den almindelige ukrainer, er spørgsmålet ikke så meget om Ukraine orienterer sig mod Europa eller Rusland, for Ukraine er med sin beliggenhed nødt til at kigge i begge retninger. Det er ikke det ene frem for det andet. Det er både Ukraines styrke og dets svaghed. Hvad der betyder noget for den almindelige ukrainer er, at Ukraine betragtes og anerkendes som en selvstændig nation med sit eget sprog, sin egen kultur og sin egen historie.
Netop spørgsmålet om den nationale identitet og kampen om historien – ikke mindst Holodomor, det omdiskuterede folkemord, hvor mellem 6 og 8 millioner ukrainere sultede ihjel i 1930’erne under stalinismens tvangskollektivisering – er det psyko-politiske sprængstof, der undertiden detonerer og får den politiske debat til at bryde ud i lys lue. Det seneste eksempel på en sådan heftig og følelsesladet debat var i april måned sidste år, da man i det ukrainske parlament Rada’en vedtog en lov, der forlængede tilstedeværelsen af Den Russiske Sortehavsflåde på Krimhalvøen fra 2017 til 2042. Indhyllet i en sky af røgbomber så man ukrainske politikere kaste sig ud i slagsmål for åben skærm, mens man råbte op om brud på landets forfatning og suverænitet. En ting er i hvert fald sikkert, og det er, at enhver tale om optagelse af Ukraine i EU, nu vil være udskudt så længe lejeaftalen er gældende indtil 2042.
Fortidens spøgelser
Selvom man med al kraft prøver at genoplive Ukraines glorværdige fortid, så prøver man ligeså ihærdigt fra officiel side at nedtone de mere dunkle aspekter af historien f.eks. de talrige ukrainere, der kollaborerede med nazisterne under krigen. Forlader man kvarteret omkring Bulgakovs hus, er der ikke langt til det gamle jødiske handelsdistrikt Podil. Indtil 1941 var Podil et livligt sted, der inkarnerede den kosmopolitiske ånd, som stadig gennemtrænger Kiev: I dag fremstår Podil med sine slidte facader, travlhed og hvinende sporvogne som et lysende eksempel på en bydels langsomme genopstandelse.
Da nazisterne i september 1941 kom til Kiev, var jøderne de første ofre for deres grusomhed. Den 29. september blev Podils jødiske befolkning bragt ud til slugten Babij Jar udenfor Kiev og på kun 48 timer lykkedes det SS og andre tyske enheder at foranstalte den største massakre under Anden Verdenskrig. På 48 timer skød man 33.771 jøder og smed deres nøgne kroppe ned i slugten. Efter det systematiske mord på jøderne påbegyndte man at dræbe kommunister, ukrainske nationalister, sigøjnere og andre grupper.
Området omkring Babij Jar blev omdannet til en gigantisk koncentrationslejr, hvor man regner med, at over 100.000 mennesker i alt omkom. Efter krigen fortiede de sovjetiske myndigheder systematisk jødemordet: Det var ikke jøder, men sovjetborgere der var blevet dræbt her. Det var først, da den sovjetiske estradepoet Jevgenij Jevtusjenko i 1961 skrev sit mest berømte digt Babij Jar, der begynder med ordene: »Ved Babij Jar er intet minde sat./ Den bratte skrænt står som en furet gravsten.«, at der så småt blev prikket hul på fornægtelsens byld. Først i 1976 opsatte myndighederne overhovedet et mindesmærke for de sovjetiske ofre. Ikke nok med at monumentet – der er et stort metalskrummel – gestalter begrebet heroisme i sin mest patetiske form, monumentet er også placeret det forkerte sted i forhold til, hvor myrderierne fandt sted. Der skulle således gå hele 50 år efter mordet på jøderne inden man opsatte et mindesmærke for dem på det rigtige sted. I dag står der en menorah til minde om jøderne nær slugten. Her er ingen mennesker, kun vindens susen i løvskoven og et par ord fra Jevtusjenkos digt der løber gennem hovedet: »Ved Babij Jar er kun det visne græs./ Som dommere står træerne/ og truer./ Og tavshed skriger her.«
Læs Rasmus Bertelsens essay fra en tur i området omkring Tjernobyl og katastrofeturisme i Ukraine: Katastrofeturisme II
Læs også Peter Zacho Søgaards analyse her på siden om Ukraine efter Janukovitj og kampen om historien i Ukraine: Ukraine under Janukovitj – en ny kurs
