Max Blecher: Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed. 155 sider. Oversat fra rumænsk af Erling Schøller. Forlaget Basilisk. Pris. 180 kr.

»I mit liv er der nu kun et eneste, supremt ønske tilbage: At være tilstede ved en brand i et vokskabinet. At se vokskroppenes langsomme, uanstændige smelten, forstenet betragte, hvordan de gule, smukke ben på bruden i glaskassen krummer sig op i luften, og hvordan en ægte flamme skyder ind mellem hendes lår og sætter hendes køn i brand.«

Max Blecher

Den rumænske avantgarde

I den europæiske avantgardekunsts udvikling indtager de rumænske kunstnere en central position; lige fra begyndelsen faktisk. Allerede i 1916 grundlage den rumænskfødte poet Tristan Tzara dadaismen sammen med den tysk-franske kunstner Hans Arp i Zürich, hvorefter Dada hurtigt spredte sig som en virus gennem kunstverdenens centralnervesystem og lammede enhver hidtidig opfattelse af kunsten. Senere hen blev resterne af Dada-bevægelsen absorberet i de surrealistiske strømninger; optaget af drømmetydning, Freuds psykoanalyse, automatskrift og salonkommunisme; men også her var de rumænske kunstnere stærkt repræsenteret.

Prominente navne som Benjamin Fundoianu og Victor Brauner var blot nogle af de rumænske kunstnere, der var bosat i 1920’ernes og 30’ernes Paris, og som tilhørte avantgardebevægelsens indercirkler. Men også hjemme i Bukarest blomstrede avantgarden i fuldt flor: Allerede her havde forfatteren Urmuz inden sit selvmord i 1923 brilleret med sin absurde antiprosa med en skrivestil, der senere inspirerede Eugène Ionesco i hans udvikling af Det Absurde Teater; og det var også i Bukarest, at kortprosaforfatteren og poeten Saşa Panǎ skrev sine bøger – bøger der ofte var illustreret af ingen ringere end Pablo Picasso og Man Ray.

Bukarest var således på dette tidspunkt langt fra at være en kunstnerisk provins i Europas periferi; men derimod et produktivt kulturcentrum, der i høj grad var med til at sætte sit præg på avantgardekunstens udbredelse. Én af de mest interessante kunstnere fra denne tid er nu for første gang udkommet på dansk. Navnet er Blecher, Max Blecher (f.1909-1938), en jødisk-rumænsk forfatter, hvis lille forfatterskab kan tælles på en hånd, eftersom han på tragisk vis døde knap 29 år gammel af knogletuberkolose (Potts sygdom). Det er forlaget Basilisk, der har fundet anledning til at udgive Blechers modernistiske hovedværk Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed (1936), og tak for det!

Romanen er oversat fra rumænsk af Erling Schøller og forsynet med et virkeligt læseværdigt efterskrift af Karsten Sand Iversen, der gennem tiden har gjort det til sin metier at oversætte udødelige klassikere til dansk og desuden at opstøve og oversætte glemte (og ofte smalle) kvalitetsforfatterskaber fra bunden af Europas kulturelle skattekiste.

Max Blechers forfatterskab

Efterskriftet kan læses som en lille biografisk introduktion til Max Blechers forfatterskab, hvori Blechers smertefulde sygdom og sanatorieophold sættes i forbindelse med hans enkelte værker: Ja, deres direkte indflydelse på tilblivelsen kan aflæses i Blechers krampagtige prosa. Ligeledes afdækkes Blechers relationer og korrespondance med rumænske forfattere som Saşa Panǎ, Geo Bogza og Mihail Sebastian også; men det dementeres også, at den unge Blecher skulle have haft kontakt med Martin Heidegger og André Gide, hvilket sandsynligvis er et resultat af eftertidens mytologisering af Blecher.

Max Blecher debuterede kun 21 år gammel i 1930 i Tudor Arghezis tidsskrift Bilete de papagal og i 1934 fik han trykt et prosadigt i André Bretons Le Surréalisme au service de la révolution. Når Max Blechers forfatterskab sidenhen er gået i glemmebogen skyldes det i høj grad – hvilket den rumænske nobelprisvinder Hertha Müller har påpeget – den latente antisemitisme, der har præget det rumænske samfund, og som stadig præger det. Blecher var jo af jødisk afstamning, og også i Ceauşescu-tiden forblev hans forfatterskab stemplet som sygeligt og dekadent. Det ændrer dog ikke ved, som Müller har sagt, at Max Blecher er og bliver én af det 20. århundredes Rumæniens største prosaforfattere.

Skal man prøve at indkredse og placere Max Blechers forfatterskab på det litteraturhistoriske landkort, så ser man hurtigt, at hans litterære ståsted og udgangspunkt – og den tradition han skriver sig ind i og videre på – er den transnationale jødiske kulturlitteratur, som også har fostret skikkelser som Franz Kafka og Bruno Schulz.

Ligesom hos Kafka spiller det usagte og den fremmedgørende identitetsløshed en afgørende rolle og ligesom i Schulzs prosa er Blechers melankolske landskab en verden, der pendulerer mellem den grå hverdags banalitet og det fantastiske, udspændt i en dialektik hvor det tætteste hele tiden slår over i det fjerneste og det kendte i det ukendte: Også her rammes læseren af den sommeragtige svimmelhed når virkeligheden forvandles til en stillestående varmedis; eller når vi føres gennem støvede loftskamre og mørke pulterrum inden hele bygningsetager opløser sig og styrter sammen for øjnene af læseren, simpelthen fordi tiden på visse steder er tyndere!

Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed

Det er da heller ikke uden grund, at én af de gennemgående figurer i Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed – foruden spejlet og spiralen – er den konstante opløsning og sammensmeltning af ting, her skabes og genskabes verden i en uendelig metamorfose for i næste øjeblik at gå under.

Romanen forgår i den rumænske provins og fra starten stifter vi bekendtskab med den unge navnløse jeg-fortæller, som befinder sig i et eksistentielt kaos i en åndelig skumringstilstand, hvor hovedpersonen ikke længere kan adskille den ydre virkelighed fra den indre. Det univers, Blecher beskriver, er et horror vacui, en transparent kulisseverden, der konstant bryder sammen under meningsløshedens vægt og udhules af en altfortærende tomhed.

Allerede på de første par sider forstår vi, at hovedpersonens lidelser og eksistentielle eskapisme hænger nøje sammen med den måde, han oplever virkelighedens inkonsistens på: Alting er i konstant opløsning, tingene er ikke, hvad de giver sig ud for at være, deres ontologiske status skælver. Lige så let som ingenting kaster tingene ustandseligt deres betydning af sig som en våd hund, der ryster sin pels. Det manglende 1:1 forhold mellem ordene og tingene – og den fremmedgørelseseffekt det fremkalder – understøttes yderligere af, at Blecher konstant leger og bytter rundt mellem forskellige mentale positioner.

Verden set fra et mudderhul

F.eks. forvandler hovedpersonen sig et sted til et træ, og et andet sted vælter hovedpersonen rundt i en mudderpøl for at blive ét med den: Ja, han forvandler sig til en slags tænkende mudderpøl – måske som en slags ironisk kommentar til Blaise Pascals tænkende siv, der jo som bekendt svajede ensomt og alene i universets uendelighed. Her hedder det bl.a.:

»Menneskene og tingene var netop skudt op af alt dette lort og pis, som jeg nu lod mine meget konkrete støvler synke ned i. Til ingen nytte havde menneskene svøbt sig ind i deres hvide silkehud, forgæves havde de iført sig klæder lavet af stof, til ingen nytte, til ingen nytte… Inde i dem hvilede ubønhørligt, naturnødvendigt og elementært slammet, det varme, fede, stinkende slam.

Den kedsomhed og dumhed, som de fyldte deres liv med, viste det tydeligt. Selv var jeg en særlig mudderets skabning, en missionær, det havde sendt ind i denne verden. I disse øjeblikke mærkede jeg godt, hvordan mindet om det vendte tilbage, og jeg huskede de forstyrrende, koghede nætter, når slammet i mig gjorde forgæves forsøg på at komme op til overfladen. Da lukkede jeg øjnene, og blev ved med at boble og koge uforståeligt i mørket… Pløremarken strakte sig ud foran mig… Dette var mit sande kød, som tøjet var skrællet af, og huden var skrællet af, ja, musklerne skrællet af, helt ind til mudderet.«

Drifternes evige forbandelse

Romanen er spækfyldt med sådanne identitetssøgende optrin og absurde hændelser. Og faktisk kræver det sin læser at følge med i hælene på hovedpersonens søvngængeragtige vandring – både i fysisk og psykisk forstand – uden nogen gange at miste orienteringssansen. I den navnløse jeg-fortællers gentagne forsøg på at forlige sig med livet spiller kvinderne også en vigtig rolle.

Lige fra starten taler fortælleren om »lastens meddelagtighed«, om kødets fristelse eller det seksuelle begær som en usynlig kraft i mennesket, der går forud for forståelsen: Ja, som determinerer enhver tanke og handling. Det klinger måske en anelse pseudo-freudiansk; men det fungerer faktisk, eftersom undertrykkelsen af drifterne spænder skriften til bristepunktet, stratificerer den i en tekstuel arkæologi med overlappende betydningslag og dunkle symbolforbindelser, som man sikkert skal beherske den jødiske Talmud og det rumænske sprog helt indgående for at dechifrere.

Alle hovedpersonens forhold til kvinder slår fejl, fordi han bliver offer for sin egen uformåen og sine promiskuøse forestillinger: Ja, selv jeg-fortællerens spontane selvmordsforsøg er dømt til at slå fejl, fordi den groteske virkelighed langt overgår fantasiens og ønskernes magt. Igen og igen ser man, hvordan hovedpersonens følelsesmæssige vulkanudbrud og begærets sprudlende lavastrøm vælter gennem virkelighedens sprækker og normernes stenhårde overflade, inden de stivner ind i materiens magma eller forsvinder i underbevidsthedens tågebanker.

Det er udsyret læsning. Eksperimentel eskapisme, hvor skellet mellem drøm, virkelighed og illusion for længst er ophørt med at eksistere. Hele tiden presses perspektivet og perceptionsevnerne til det yderste: Vrides op som en gammel karklud, der er blevet møgbeskidt ved at tørre virkelighedens støvede overflader af.

Bjergtagende Blecher

I Blechers prosaunivers er der ingen naturlove eller efterplaprende efterrationaliseringer til at tøjle disse hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed. Her sker tingene bare, som da en hvid marmorstatue letter fra jorden og flyver op i himlen, eller da hovedpersonen følger efter en fremmed kvinde på gaden, og ligger sig i bedepositur i haven foran hendes hus.

Den provinsielle lille verden, som Blecher beskriver, minder meget om de magiske billeder, som Marc Chagall har malet af det jødiske liv i Østeuropa; også Blechers verden er befolket af teatertrupper, gøglere og forkrøblede artister. Ligesom der også hviler en slags barnlig naivitet over Blechers provinsielle prosalandskab, selvom døden gentagne gange hjemsøger disse omgivelser. Det er en verden, der ikke eksisterer mere (og som måske aldrig har eksisteret). Og alligevel formår Blecher samtidigt på skræmmende vis at få sit univers til at fremstå uhyggeligt hverdagsagtigt og banalt.

Blecher skal indtages langsomt og i små doser – som medicin: Det er vanedannende prosa, når det er bedst. At læse Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed er en forførende oplevelse, en rejse ind i hjertet af den poetiske galskab. Efter endt læsning er det lidt ligesom det må være at vågne op af en komaagtig tilstand. Man ved ikke rigtigt, hvor man har været henne og hvor længe man har været væk; man er simpelthen bjergtaget og rystet i sin inderste grundvold. Ja, når man lukker bogen i føler man sig lidt som Blechers hovedperson, der på den sidste side siger:

»Hvad består min virkelighedsfornemmelse i? I mine omgivelser er det liv vendt tilbage, som jeg kommer til at leve indtil næste drøm. Minder og smerter hænger tungt i mig nu, og jeg vil kæmpe imod dem, ikke styrte ned i deres søvn, hvorfra jeg måske aldrig vil vende tilbage… Nu slås jeg i virkeligheden, skriger, bønfalder om at blive vækket, vækket til et andet liv, mit sande liv. Det er rigtig nok midt på dagen, og jeg ved, hvor jeg er, og at jeg er til, men der mangler et eller andet i alt dette her, ligesom der gjorde i mit rædselsfulde mareridt. Jeg kæmper, brøler, kaster mig frem og tilbage. Hvem vil vække mig? Den eksakte virkelighed omkring mig trækker mig hele tiden ned, forsøger at drukne mig. Hvem vil vække mig? Altid har det været sådan, altid, altid.«

Af Rasmus Bertelsen