Bosnisk-serbiske politikeres hentydninger til en mulig løsrivelse af entiteten Republika Srpska fra selve Bosnien-Hercegovina har skabt harme hos mange både bosnisk-muslimske og internationale aktører. Bojan Bajic, formand for det multietniske bosniske parti ‘Nasa Stranka’, kommer her med et bud på, hvad løsrivelse vil betyde. Artiklen bringes i samarbejde med den serbiske netavis Pescanik.
Der findes blot ét vægtigt argument for hvorfor ædruelige og fornuftige serbere ikke kan erklære Republika Srpskas (RS) uafhængighed af Bosnien-Hercegovina (BiH) og bevare denne uafhængighed. Det er entitetens geografi.
RS udgør ikke en kompakt enhed, hvilket, i tilfælde af en uafhængighedserklæring, ville føre til økonomisk og infrastrukturel fragmentering, problemer med at forsvare området i tilfælde af krig og en demografisk ubalance mellem entitetens østlige og vestlige ende. Det sidste ville tvinge befolkningen i den østlige ende af RS til at orientere sig langt mere mod Serbien idet forbindelserne til Sarajevo, Tuzla og Mostar, der er de naturlige økonomiske centre for denne del af RS, ville blive brudt.
Bosniakkisk uvilje
Man kunne selvfølgelig forestille sig, at Sarajevo og Tuzla var parate til at acceptere RS’ uafhængighed og til at hjælpe serberne med at overvinde den nye stats manglende territoriale sammenhængskraft, hvilket ville gøre uafhængigheden mulig. Men siden der ikke er nogen realistisk chance for, at bosniakkerne ville acceptere den nye stats uafhængighed og de ville gøre alt for at lægge hindringer i vejen. RS’ geografiske struktur ville give dem rigelige muligheder for at gøre dette. Bosniakkerne ville ganske enkelt kunne dominere RS både økonomisk, infrastrukturelt og militært og ville kunne vælge den mest effektive metode til at true RS’ uafhængighed.
Selv hvis serberne skulle få kontrol med Brcko (internationalt kontrolleret by og distrikt, der deler RS’ midt over, red.), hvilket på ingen måde kan garanteres (nærmest tværtimod) og formåede at skabe en korridor der forbinder entitetens østlige og vestlige del, så ville det ikke grundlæggende kunne ændre noget. Man ville stadig være afhængig af bosniakkisk samarbejde. For Brcko-korridoren ville være stor nok til at tillade passage af humanitær bistand, men ikke til at holde en stærk økonomi kørende.
Manglende amerikansk støtte
Desuden må man også regne med, at USA (som nødvendigvis ville blande sig) før eller siden vil vælge at støtte den ”realistiske situation”, hvorfor serberne ikke kan håbe på meget hjælp herfra. Det skulle dog være hvis serberne var i stand til at ændre status quo og tilbyde en ny realitet. Men siden dette af ovennævnte grunde ikke vil kunne ske, så er USA’s støtte til et samlet Bosnien-Hercegovina blot udtryk for realpolitik. Man behøver blot huske på hvordan USA støttede et samlet Jugoslavien indtil de blodige begivenheder i republikkerne førte til en ny virkelighed som man skulle forholde sig til i Washington.
Det var en fornuftig holdning som USA dengang indtog da man valgte at støtte et samlet Jugoslavien, for CIAs rapporter mere end antydede muligheden for krig og et blodigt sammenbrud. Og det er også fornuftigt af USA at støtte Bosnien-Hercegovinas territoriale integritet, for CIA spår endnu engang, at der ikke kan blive tale om deling uden krig.
Dog er beskyldningerne mod USA om at landet har et ansvar for ikke at have forhindret krigene i Jugoslavien så stupide, at de ikke bør værdiges med flere kommentarer.
Uafhængighedsscenariet
Nuvel, hvad ville der egentlig ske hvis Republika Srpska erklærede uafhængighed?
For det første ville en ny krig bryde ud. Og ligesom i Jugoslaviens tilfælde, ville ingen fremmed magt kunne forhindre den i tilfælde af en unilateral uafhængighedserklæring i Banja Luka.
For det andet, så ville bosniakkerne ved militære midler ganske enkelt indtage hele RS’ østlige territorium, fra Zvornik til Trebinje.
For det tredje ville der i den vestlige del af RS, i regionen omkring Banja Luka, danne sig statiske frontlinjer idet denne region ikke ville kunne løbes hurtigt over ende, men heller ikke kunne nedkæmpe bosniakkerne helt.
For det fjerde, så ville Rusland blande sig og kræve af USA, at Milorad Dodik får lov at beholde Region Banja Luka som uafhængigt fyrstendømme.
For det femte, ville USA acceptere de blodige realiteter og lade dette ske. En ny international fredsaftale ville blive forfattet. Bosniakkerne ville acceptere Region Banja Lukas uafhængighed samt oprettelsen af en korridor der forbinder denne med Serbien, men ville til gengæld beholde området fra Zvornik til Trebinje, hvilket, foruden en lang grænse med Serbien og Montenegro, ville sikre dem en forbindelse til bosniakkerne i Sandzak (bosniakkisk domineret provins imellem Serbien og Montenegro, red.).
For det sjette ville Milorad Dodik sandsynligvis være tilfreds med at herske i sit nye fyrstendømme, der ville have en territorial/demografisk kapacitet der er lidt større end Kosovo. Region Banja Luka ville ikke kunne slutte sig til Serbien, da det ville føre til et modkrav om at bosniakkerne i Sandzak slutter sig til BiH.
For det syvende, så ville kroaterne i BiH måske kunne udnytte forvirringen til at kræve deres egen entitet, der ikke ville være uafhængig af Bosnien, men indgå i en art føderation.
Er tanken tænkt til ende?
Således ville serbere, kroatere og bosniakker, efter endnu en krig, en fordobling af uskyldige ofre og fordrevne personer, endelig kunne påbegynde den proces der kaldes ”EU-integrationen”, der ville føre til nedbrydning af alle barrierer mellem de tre folk, så de i fred og fordragelighed kan arbejde sammen for en europæisk fremtid for deres børn. En ny generation af pro-europæiske politikere ville endnu engang undskylde for de forbrydelser og mord som er begået i deres folks navn og USA ville rose disse tiltag fra Bosniens demokratisk valgte ledere.
Er det muligt, at dette er Dodiks, William Montgomerys og russernes plan? Det er i hvert fald ikke umuligt, men kun på betingelse af at de får USA med på den. Og er dét så muligt? Det er det sandsynligvis ikke, medmindre man – uden forhåndsgodkendelse – går i gang med at realisere planen. Og når man så laver lort i den, så vil amerikanerne, realistiske som de er, til sidst gå med på det hele.
En helt anden sag er så om man ville lykkes med foretagendet, eller om man kan risikere, at det går galt og så amerikanerne går med på en – for RS – meget mere ufordelagtig aftale (den slags er sket for det serbiske folk før) og man så kan bruge resten af sin historie på at være sur over det…
Dodiks plan
Hvorfor har jeg skrevet dette? Fordi alting mere og mere tyder på, at Dodiks politik fører i retning af ovenstående: Et uafhængigt fyrstendømme ved navn Region Banja Luka, i hvilken alle, storfyrst Dodik undtaget naturligvis, vil være underdanige og stavnsbundne, mens det nuværende RS’ østlige regioner overhovedet ikke interesserer ham. Velvidende at ingen grænseændringer, der er så meget imod andres vilje, ikke kan opnås ved en aftale (i dette tilfælde ville min egen fødeby i Østbosnien, Rudo, blive collateral damage), men at de netop kræver ”humane” befolkningsflytninger, krige, forbrydelser og endda folkemord, har jeg besluttet mig for at skrive dette og prøve at påvirke mit folks sunde fornuft. Nogen magt til at bestemme noget har jeg ikke.
Spørgsmålet er så blot om der hos os er noget fornuft tilbage og om jeg ikke er sindssyg når jeg satser på den fornuft?
Artiklen blev bragt på serbisk på netavisen Pescanik 4/11/2010. Artiklen er oversat af Ismar Dedovic
