Medlem af Europa-Parlamentet Ole Christensen (S) skriver i sin klumme om Pavens rolle som lobbyist og om, hvorfor Tyrkiet bør være med i det europæiske samarbejde.
Jeg er ikke synderligt religiøs. Bare en almindelig dansker med medlemskab til Folkekirken. Så jeg mener, at vi kan lære lidt på den konto af det sekulære Tyrkiet. For det er ikke kun i Mellemøsten, at religiøse kræfter kæmper imod en demokratisk dagsorden, som er sat af de folkevalgte politikere.
Her taler jeg om lobbyist og Pave Benedikt XVI.
Pavens dobbeltspil
For fire år siden mødte han den tyrkiske præsident Erdogan i Tyrkiet og præsenterede en for ham uventet linje. At Vatikanet støttede det muslimske lands medlemskab af EU. Det var den officielle linje.
Det lød usandsynligt fra en pave, der under forhandlingerne til Lissabon-traktaten udførte et massivt lobby-arbejde for at få indskrevet de kristne rødder i den europæiske grundlov. Et af de berømte og berygtede Wikileaks viste derimod, at Paven, før han blev pave, aktivt modarbejdede Tyrkiets medlemskab af EU.
Måske er han bange for konkurrence? Men inden debatten bliver afsporet i en religiøs kristne-mod-muslimer retning, så lad mig understrege:
Verden skal ikke deles i en muslimsk og kristen blok. Og religion bør på ingen måde spille en rolle i Tyrkiets mulighed for at blive optaget i EU.
Det ser ud til, at det heldigvis også er gået op for Vatikanstaten. I hvert fald beretter de amerikanske diplomater om møder med den katolske kirke, som nu fortæller, at Tyrkiet kan blive medlem, så længe de lever op til de krav, EU stiller.
Skal leve op til Københavner-kriterierne
Men med de fordomme, mange danskere har om Tyrkiet, er det direkte tåkrummende at se vores religiøse ledere blande sig i politiske forhold, som ikke har noget med dem at gøre. Som politiker har jeg selv mange gode relationer til Tyrkiet gennem mit arbejde i Tyrkiet-delegationen og rejser i landet. Så personligt støtter jeg Tyrkiets medlemskab af EU.
For hvis landet bliver medlem betyder det, at det er tvunget til at leve op til Københavner-kriterierne, som blev vedtaget på et topmøde i København i 1993.
Kriterierne består af en række krav til menneskerettigheder og basale normer for demokrati i landet. Noget, som vil være godt for det tyrkiske folk og landets minoriteter som kurderne. Hvis Tyrkiet lever op til de krav, og behandler borgerne som ethvert andet europæisk land, hvorfor skulle de så ikke være med i EU, hvis de vil?
Bro til Mellemøsten
Tyrkerne kan blandt andet bidrage positivt til den økonomiske muskulatur i Europa. De er trods alt medlem af G20. Tyrkiets vækst i BNP var 8,6 pct. sidste år i modsætning til Eurozonen, der præsterede 1,7 pct. vækst (Danmark havde 2,2 pct.). Og det forhold kommer ifølge OECD´s prognoser ikke til at ændre væsentligt.
Men alt skal ikke handle om kolde kontanter.
For måske kan Tyrkiet fungere som en bro til de muslimske lande i Mellemøsten. Tyrkiet er en vigtig strategisk samarbejdspartner i regionen, som vi burde knytte tættere til os i stedet for at skubbe væk. Der har jo også været enorm forskel og krige mellem de lande, der i dag er medlem af EU.
Og i dag har vi medlemslande, der tidligere var kommunistiske planøkonomier, men som i dag bidrager med vækst til det frie europæiske marked.
Så der er ingen grund til at frygte det ved første øjekast fremmedartede land, hvis og kun hvis, at der er menneskerettigheder og ordentligt folkestyre i Tyrkiet.
Ole Christensen er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. Han skriver med jævne mellemrum klumme-artikler om østeuropæiske anliggender med relevans for EU til Magasinet rØST.
