I anledning af at hans bog ”En lille grænsedagbog” udkommer på dansk, har den albanske forfatter Gazmend Kapllani besøgt Danmark. Magasinet rØST mødte ham til en snak om identitet, grænser og immigration.
”Det er sjovt du spørger,” siger han, da jeg forhører mig, om han kan forklare, hvordan han betragter fænomenet identitet i en sydøsteuropæisk sammenhæng. ”Jeg skal faktisk holde et oplæg om det på universitetet i Michigan, efter mit besøg i Danmark” siger forfatteren Gazmend Kapllani.
Vi sidder i hvad man kan kalde lobbyen på forlaget PressTo’s kontor på Strøget i København. Det er dette forlag, der har ”opdaget” Kapllanis bog En grænsedagbog, og har stået bag oversættelsen. Han stråler af nysgerrighed, glæde og ydmyghed over den ståhej, som er iscenesat til hans ære med både nationalt TV, presse og så selvfølgelig Magasinet rØST. Kapllani er født og opvokset i Albanien og som ung flygtede han fra det barske albanske diktatur til friheden i nabolandet Grækenland og EU. Dette har blandt andet lagt grund til hans forfatterskab og senere til denne samtale om identitet på Balkan.
Malplaceret dobbelt identitet
”Jeg er lidt en kulturel hybrid,” forklarer Kapllani. ”Og på Balkan lyder det meget malplaceret, at man har en dobbelt ”balkansk” identitet. Nationalstaterne her er konstrueret på en sådan måde, at ens identitet burde ekskludere andre identiteter,” siger han.
Kapllani fortæller, at dobbelte identiteter for de flestes vedkommende bringer minder om fortiden i det Osmanniske Rige, hvor forskellen imellem befolkningsgrupperne ikke var stor og grænserne var flydende. Derfor er dobbelt identitet modstridende i forhold til den moderne etniske og nationale forståelse på Balkan.
”Jeg tror ikke, at nogen vil løfte på øjenbrynet, hvis jeg påstod jeg havde en halvt grønlandsk og halvt græsk, eller måske en halvt albansk og halvt kinesisk identitet. I alt fald ikke så meget, som når jeg siger jeg har en dobbelt græsk-albansk identitet”, smiler han med en overbevisende mine.
”Det er noget, som er karakteristisk for Balkan og som Freud kalder de små forskelles narcissisme. Jeg tror ikke på, at vores etniske clashes skyldes vores forskelle, som Huntington siger. Jeg tror vi oplever vores sammenstød i verden, fordi vi er meget ens. Vi bliver mere og mere ens og nogle gange er vi nødt til at opfinde forskelle som slet ikke findes. Sådan er Balkan.” Gazmend Kapllani sammenfatter til sidst sin pointe om Balkans identitetsmæssige karakteristika i betegnelsen the unbearable similarity of the other (de andres ulidelige fællestræk).
I et kærlighedsforhold med fremmedsproget
Det er et meget bevidst valg fra Kapllanis side at holde fast ved sin hybrid-identitet. Da han har levet halvdelen af sit liv i Albanien og den anden halvdel i Grækenland, mener han ikke, at han kan løbe fra sin dobbelte identitet. Også selvom han ofte bliver mødt med mistænksomhed på grund af dette standpunkt. For eksempel har det været vigtigt for hans forfatterskab ikke at være indfødt græsktalende.
”Jeg føler mig meget tilpas i både græsk og albansk, og hvis jeg skal være ærlig skriver jeg faktisk på et sprog, der ikke er mit modersmål. Jeg skriver på græsk, fordi jeg bor i Grækenland, men samtidig har det været en utrolig kreativ proces at skrive på et sprog, der ikke er mit eget. Mit forhold til modersmålet kan sammenlignes med en familierelation, men til et fremmedsprog er det nærmere som et kærlighedsforhold. Det holder aldrig op med at udvikle sig. Jeg vil altid blive ved med at lede og søge efter nye vinkler. Jeg har ikke her den samme arrogance som med modersmålet, hvor man føler man kan alt,” fortæller han.
Forfatter på grund af fremmedsproget
Frygten for ikke at kunne sproget flydende, har vist sig at være utrolig kreativ for Kapllanis fortællestil. Dette har også været karakteristisk for mange kendte forfattere som Vladimir Nabokov og Joseph Conrad, der ligeledes har skrevet på fremmedsprog.
“Jeg har talt med flere andre eksilforfattere rundt om i verden og har fundet ud af at det vi har til fælles, er, at vi i udstrakt grad udtrykker os i billeder. På denne måde skaber vi et meget umiddelbart forhold til virkeligheden. Det kan måske forklares ved at vi er bange for at falde i sprogfælder på det fremmede sprog.”
Jeg prøver at fiske ud af ham om det er det fremmede sprog, der giver ham hans identitet som forfatter med det resultat, at han med det samme lyser op.
”Ja, præcis. Jeg blev forfatter på grund af et sprog, der ikke var mit modersmål. På den måde var jeg sårbar og denne udfordring vakte min kreativitet”, siger han.
Der vil altid være grænser
Gazmend Kapllani betragter det græske sprog som en grænse, der skal overvindes og grænser har i det hele taget en stor rolle i hans forfatterskab og i hans liv som immigrant. Men det er blevet nemmere at være albaner i Grækenland.
”Der vil altid være grænser, det er bare et spørgsmål om, hvor grænserne trækkes. Det græske asylkollaps og alle de nye immigranter fra Asien og Mellemøsten har for eksempel gjort, at vi albanere pludselig er de gode immigranter, der er i stand til at tilpasse sig. Så er de andre immigranter alligevel mere forskellige fra grækerne end vi er. Grænserne har ændret sig,” forklarer han.
Kapllani fortæller, at hovedpersonen i hans anden bog rejser tilbage til Albanien i året 2043 og oplever, at landet er blevet meget som Grækenland er i dag. Albanien er medlem af Europas Forenede Stater og har et nyrigt borgerskab, gældskrise og masser af immigranter og hadsk graffiti imod indvandrere i gaderne etc.
Immigration skaber samfundet
”Det er jo den samme historie, der gentager sig igen og igen”, fortæller han mens han slår ud med hænderne. ”Folk glemmer utroligt nemt deres egen fortid og tegner i stedet nye grænser i deres nutid med argumentet ’vi er jo anderledes end de andre’. Immigration er ikke noget nyt. Danskere og svenskere rejste også engang til USA fordi de var fattige. Det er ikke fordi det løser alle problemer at betragte fortiden, men det bidrager til at kunne forstå vores nutid.”
Som eksempler på nye grænser, der har overtaget jerntæppets rolle, nævner han hegnet, der er ved at blive bygget imellem Grækenland og Tyrkiet, hegnet imellem USA og Mexico, muren imellem israelere og palæstinensere og hegnet om de spanske enklaver i Marokko.
”Det er ikke fordi, jeg vil fortælle en historie, der er sort og hvid, men jeg er utroligt fascineret af hvad grænser er og hvordan vi opløser og på ny tegner grænser. Immigration er i dag, hvad der former vores samfund. Er vi tolerante? Hvad er grænserne for vores tolerance?”
Stigmatiseret af grænser
I Albanien har grænser en ganske særlig rolle for den nationale selvforståelse, da Enver Hoxhas regime var et af de mest isolerede lande i verden. Derudover bor op imod dobbelt så mange albanere uden for Albaniens grænser som inden for.
”Albanien har altid kæmpet for at overleve og for at etablere sine egne grænser. Først meget sent i historien er albanske grænser blevet anerkendt internationalt. Men på den anden side lå Albanien i den kommunistiske lejr efter Anden Verdenskrig, hvor grænserne var utrolig lukkede. Og det virkelig perverse ved grænserne i den kommunistiske verden var, at grænser formentlig for første gang ikke var skabt for at holde fjenden ude – hvilket har været gældende siden tidernes morgen. Nu handlede det om at forhindre ens egen befolkning i at flygte. Den kommunistiske blok blev en slags fængsel og Albanien var nok det land, hvor man var mest paranoid i forhold til sine grænser.”
”Mit eget liv var stigmatiseret af grænser. Selvom Sovjetunionen havde lukkede grænser, var det et meget stort land, hvor man kunne rejse i mere end en uge for at nå en grænse. I Albanien derimod kan man komme fra den ene ende af landet til den anden på et par timer,” fortæller han.
Det store skridt
”Da jeg var lille så jeg billederne af grænsepatruljer og hørte historier om albanere, der prøvede at flygte, men blev slået ihjel på grænsen. Vi var fuldstændig afskåret fra omverdenen. Vi forestillede os omverdenen uden for grænsen som en anden planet. Derfor var min oplevelse ved at krydse grænsen et utrolig magisk øjeblik. Jeg er meget taknemmelig over at jeg har oplevet at se disse stærke grænser bryde sammen. Jeg får kuldegysninger af at tænke på, at jeg kunne have levet hele mit liv som i et fængsel bag disse grænser.”
På den anden side af grænsen ventede der et nyt liv og nye grænser. Gazmend Kapllani fortæller hvilket mod eller vanvid det kræver at indse, at man må starte sit liv fra begyndelsen. I det nye land oplever man nye grænser i at man ikke kender sproget, man har ingen venner, men er uønsket og har ingen økonomiske midler. Dette skridt tog Gazmend Kapllani og resultatet blev hans identitet og profession som forfatter.
Læs også rØST’s anmeldelse af Kapllanis bog: Albansk ABC i kunsten at overleve
Læs analyse af de to landes politiske relationer: Albanien set med græske øjne
