Både Albanien og Grækenland gennemlever i øjeblikket en hård tid med økonomisk krise, politisk uro og demonstrationer. Liv Holm Andersen har kastet et blik på de to landes indbyrdes relationer.
Besøger man det sydlige Albanien – regionen og byen Gjirokaster (eller som den hedder på græsk Agyrokastro) – kan man sommetider komme i tvivl om, hvorvidt man egentlig er i Albanien eller i Grækenland. Landsbyerne ligner de typiske nordgræske, på caféerne spiller de den nyeste græske popmusik, den ”albanske” salat er stort set den samme som den ”græske” og spørger man folk på gaden ”milate ellinika?” (”snakker de engelsk?”) svarer et meget stort antal af dem på græsk ”nai vevaios!” (”ja selvfølgelig!”).
Græsk indflydelse i Albanien
Denne del af Albanien var da også græsk før Første Balkankrig og det er den også fortsat i mange grækeres bevidsthed. Regionen har et stort græsk mindretal (som dog varierer i størrelse alt efter om man undersøger græske eller albanske kilder) og er altså under stor græsk indflydelse – kulturelt som politisk.
Således formidles der både Onirama (græsk popgruppe) og økonomisk støtte til bl.a. pensioner og socialprogrammer over grænsen fra den græske til de albanske side. – For slet ikke at tale om de midler og den påvirkning som de op mod en lille million albanere tager med sig hjem fra Grækenland, når de kommer på besøg eller beslutter sig for at vende tilbage og søge lykken i hjemlandet.
Gensidig mindretalsbeskyttelse
Der er altså store mindretal på begge sider af grænsen. Af denne årsag er landene indbyrdes meget opmærksomme på hinandens indenrigspolitiske situation. – Den albanske regering vil gerne holde hånden over udenlands-albanerne og grækerne vil sikre rettighederne for deres græske mindretal i især det sydlige Albanien.
Dette forløber ikke altid problemfrit og der har været masser af bilaterale sammenstød gennem tiden grundet enten græsk eller albansk manglende vilje eller kapacitet til at sørge for gode mindretalsforhold. Seneste episode var i sensommeren sidste år, hvor en græsk-albaner blev kørt ihjel af to etniske albanere, øjensynligt fordi det havde provokeret dem, at manden talte græsk.
Gode relationer
Men trods de bilaterale sammenstød er de generelle relationer mellem de to lande gode, hvilket de egentlig har været siden den albanske diktator Enver Hoxhas fald i 1991. Siden da er både de økonomiske, sociale og militære interaktioner vokset: Eksempelvis er 250 græske militærpersoner udstationeret i Albanien til at hjælpe med militærtræning, Albanien står for 12 procent af Grækenlands import, mens Grækenland tegner sig for 21 procent af Albaniens import. Turismen mellem de to lande spirer også – især på albansk side, hvor velhavende grækere investerer i sommerhuse og lejligheder.
Ydermere har begge lande – trods problemerne – haft økonomisk vækst som følge af albansk arbejdskraft i Grækenland, da de lave albanske lønninger kom græsk industri og landbrug til gode, mens pengene albanerne sendte hjem gjorde godt i det fattige ekskommunistiske land. Sidst men ikke mindst er der i et regionalt og internationalt perspektiv en stor indbyrdes forståelse for det fælles mål om stabilisering af Balkan, et mål som begge lande erkender at de er dybt afhængige af.
Albanien som allieret
Grækenland ser derfor mest af alt Albanien som en allieret. Albanien er allerede medlem af NATO og ønsker optagelse i EU, hvor landet dog endnu har lang vej for at nå målet om medlemskab. Optagelsen får fuld støtte fra græsk side.
Faktisk er Grækenland en af de varmeste fortalere for albansk medlemskab, som en del af grækernes Agenda2014 for Balkan. Det er et erklæret ønske fra græsk side, at alle Balkan-lande skal have konkrete optagelsesaftaler i 2014. Men i Albanien blokerer såvel økonomiske som politisk spørgsmål – især efter den seneste politiske tumult, med voldsomme oprør – fortsat for yderligere tilnærmelse til EU.
Storalbanien?
På det seneste ser det dog ud til at Balkan-nationalismen også kan finde på at spøge i forbindelse med Albanien og landets udvikling. Der kan spores træk i det politiske miljø, der viser, at tankerne om et Storalbanien er ved at komme til live igen. Med store albanske mindretal i både Makedonien, Montenegro og altså også i Grækenland (alle lande som man for tiden ikke kan betegne som stabile) er dette selvfølgelig et betændt emne.
Det det lader dog til, at grækerne indtil videre tager det stille og roligt. Men med grækernes sædvanlige hysteri og stærke reaktioner overfor nærmest symbolske akter (tyrkiske fly i græsk luftrum eller makedonernes brug af navnet på en græsk region) kan det naturligvis komme på tale, at denne retorik og adfærd fra albansk side vil kunne gå hen og blive et problem for grækerne.
Albanernes første egentlig skridt på vej til at samle albanere på tværs af landegrænser har vist sig at være det allermindst kontroversielle: En motorvej fra Tirana til Pristina i Kosovo – en motorvej der i flere sammenhænge er blevet kaldt ”en motorvej ud i intetheden”, altså en temmelig utaktisk investering (og udgift) fra albansk side.
Den albanske krise er ikke en trussel for Grækenland
Ligeledes får det nuværende politiske kaos i Albanien også meget lidt spalteplads i de græske medier, da man indtil videre ikke vurderer, at dette vil have direkte konsekvenser for hverken Grækenland, det græske mindretal i Albanien eller de græsk-albanske relationer. Fra græsk side har man således meldt ud af man håber på en snarlig løsning, for albanernes og Albaniens skyld, men også i særdeleshed for at sikre den politiske stabilitet i Europas sydøstlige lande.
Godt naboskab – er man opmærksom på fra græsk side – kan nu engang bedst opnås imellem to velfungerende lande.
Læs også Albansk ABC i kunsten at overleve