Gazmend Kapllani: En lille grænsedagbog. 144 sider. Oversat fra græsk af Birgit Olsen. Forlaget Pressto. Pris 199 kr.
Da den albanskfødte journalist Gazmend Kapllani (f. 1967) en råkold januardag i 1991 krydsede den bjergrige grænse til Grækenland til fods, var det ikke bare i håb om at kunne leve en bedre tilværelse i et andet europæisk land, det var også i håb om at kunne leve et liv i frihed: Bag ham – i det øjeblik han krydsede grænsen – lå nu hans tidligere liv, bag ham lå nu hans hjemland og kultur, det ludfattige Albanien, et land der under despoten Enver Hoxhas (1908-1985) kinesiskinspirerede, kommunistiske diktatur havde været et af de mest isolerede lande i verden. Og foran ham? Foran ham ventede den illegale indvandrers usikre skæbne, en usynlig tilværelse på bunden af Europas overflodssamfund blandt den millionstore gruppe af mennesker, der hver dag arbejder under slavelignende arbejdsforhold, uden rettigheder, uden politisk stemme; kort sagt blandt dem hvis stemme ikke tæller med i de demokratiske processer. Eller anderledes sat på spidsen: Dem, der gennem deres lavtlønnede arbejde i frugtplantagerne sikrer, at man kan spise 6 stykker frugt om dagen til billige penge, dem – hvilket mange økonomer hævder – hvis udbytning og sorte arbejde sikrer, at Europas økonomi ikke for længst er brudt sammen, dem der i usynlighed sikrer min og din velfærd.
Gazmend Kapllani skriver i dag regelmæssigt for den græske avis Ta Nea, og hans personlige beretning kan læses som nogle generelle betragtninger over livet som indvandrer. På mange måder kan man sige, at En lille grænsedagbog er en slags håndbog i overlevelse på bunden af samfundet, flygtningens basale ABC. Bogen er skrevet som en form for dagbogsoptegnelser, der fordeler sig i to spor, der komplementerer hinanden ganske godt: Fra start til slut læser man et kapitel på to-tre siders længde af biografisk art, der så efterfølges af et kapitel af samme længde med mere nøgterne og løsrevne refleksioner over hvad det vil sige at være illegal indvandrer, som f.eks.:
»Når man er indvandrer, især første generations-, er det første valg tavshed. Inden i indvandreren bor frygten, årvågenheden, de voldsomme oplevelser fra flugten, de voldsomme oplevelser fra den første kontakt med det ukendte land, følelsen af at være uvelkommen, naget, længslen efter hjemlandet og samtidig fornægtelsen af det, skyldfølelsen og vreden. Indvandreren er en forvirret skabning, meget usikker, og derfor frygter han bekendelsen. En bevægelse med hovedet fra en anden person er nok – en bevægelse fuld af afslag og ligegyldighed af slagsen “hvad rager det mig, du, hvor du kommer fra, og hvad du har været igennem?” – til, at indvandreren føler sig latterlig, afklædt, deformeret. Derfor vælger han ikke at risikere noget. Han fordøjer sine oplevelser i ensomhed, og lidt efter lidt overbevises han om, at hans lidelser ikke interesserer nogen.«
Det er tankevækkende læsning, men indimellem kunne man godt ønske sig, at disse refleksioner undertiden blev sammenkoblet med mere konkrete erfaringer – da man jo må gå ud fra, at de er de tankemæssige frugter af Gazmend Kapllanis egne oplevelser – for ofte ophøjes Kapllanis synspunkter til almene sandheder, der gælder alle illegale indvandrer: Ja, han taler på vegne af alle – og uanset hvor sympatisk hans projekt end måtte være – så negligerer han dermed også, at mennesket har forskellige drømme og mål i livet. Dertil kommer også, at tonen i disse afsnit ofte tenderer en form for pseudo-intellektualisme, hvor hule banaliteter og selvfølgeligheder serveres som var de det dybsindige resultat af årelange nattespekulationer.
At skrive dagbog i sit eksil, at omsætte flygtningens specielle situation til skrift og udlevere sig selv i hudløs ærlighed til offentlighedens hungrende blik, er ikke nogen ny kunst; kaster man bare et flygtigt blik tilbage på det 20. århundrede og sammenligner – og egentligt kunne man sagtens gå endnu længere tilbage; også det 17-, 18- og 19. århundrede har sine store dagbogsskribenter – ja, så ser man straks, at Gazmend Kapllani er milevidt fra eksilforfattere som Adorno, Gombrowicz eller Márai når det kommer til den svære disciplin at skrive dagbog: Han mangler først og fremmest selvindsigt og ærlighed, samt sansen for det æstetiske.
Ikke desto mindre er der også meget godt at hente i Kapllanis kompakte, lille bog. Bedst er de selvbiografiske afsnit. Især er beskrivelserne af opvæksten i provinsbyen Lushnja og beskrivelsen af det totalitære regimes paranoide undertrykkelse af befolkningen læseværdig. Ligeledes betones regimets kynisme og brutalitet igen og igen, som f.eks. når Gazmend Kapllani fortæller om, hvordan hans ven blev skudt ved grænsen, og hvordan de skyldige soldater dér, blev tildelt en fridag for hver flygtning de skød. Albaniens forarmelse og åndelige isolation under Den Kolde Krig understreges ydermere af Kapllani, når han betoner, at befolkningens eneste kontakt med udlandet var de coladåser og gamle benzindunke, der skyllede op på kysterne, genstande, der af befolkningen blev indsamlet og dyrket, som var de helgenrelikvier.
Men systemet har også – som alle andre totalitære stater – en anden side, en absurd og komisk side, og ofte formår Kapllani at ramme plet, når han karikerer systemets altomfattende netværk af stikkere og meddelere på komisk vis, som når den lokale stikker Mete om natten kravler rundt på hustagene for at belure kvinderne (officielt for at registrere hvilken vej Tv-antennerne vender, da det er strengt forbudt at se udenlandsk fjernsyn), og til sidst falder ned og dør; hvorefter husets beboere anklages for statsfjendtlighed og mord. Det er tragikomisk læsning, og det er under disse omstændigheder og livsbetingelser, at den allerede unge Kapllani begynder at spekulere over, hvad der mon er på den anden side af grænsen: Ja, han begynder at drømme om et andet liv, et liv der ikke implicerer systemets virkelighedsfornægtelse og undertrykkelse.
Ergo, Gazmend Kapllani flygter – men hvor går man hen, når man først har krydset grænsen? Når man ikke kan sproget, når man er uindbudt og uvelkommen? Når man overlades til angsten for det ukendte? Man ender selvfølgelig i en flygtningelejr – selvfølgelig sammen med alle de andre albanere – og det er her, at bogen bliver bedst; nemlig i sin skildring af de uvidende og naive albanere, der er sammenstuvet på få kvadratmeter, hvor venskaber indgås ligeså hurtigt, som man kan organisere et tyvetogt; og hvor voldelige politiovergreb er ligeså hyppige som det antal af groteske scener, som Kapllani stabler på benene i sin beskrivelse af indvandreflokkens fremmedgørende møde med det græske samfund. Det er humørfyldt læsning – men til tider alt for underspillet – og selvom bogen prøver på at være sjov, og til tider løfter sig op på kulsort humoristisk niveau, så når den ikke op på siden af f.eks. den belgiske forfatter Dmitri Verhulst rasende morsomme skildring af livet som flygtning i et asylcenter i romanen Hotel Problemski (2004); dertil er Kapllanis prosa simpelthen for slap og ordinær.
Gazmend Kapllanis bog En lille grænsedagbog er en bog, der indimellem vækker stof til eftertanke. Den har allerede fået gode anmeldelser i Financial Times, The Guardian, og Times Litterary Supplement, og den vil sikkert også finde rigtig mange læsere i det kulturradikale læsersegment. Bogens tema om at være usynlig indvandrer, og om at tilpasse sig under de mest kummerlige forhold er vigtig, men det er selve bogen egentligt ikke! I hvert fald ikke hvis man sammenstiller den med så megen anden immigrations- og eksillitteratur, som verdenslitteraturen er så rig på. Nå, ja, og hvis De vil vide mere om Albanien – altså, mere end at det er Moder Teresas hjemland, er oversået med bunkers, og at landet i 1997 brød sammen pga. pyramidespil – ja, så kan man passende gå ombord i den albanske, stjerneforfatter Ismaïl Kaderés (f.1936) forfatterskab, hvis bøger jævnligt er udkommet på dansk gennem de sidste 30 år.
