I Ungarn trådte en ny medielov i kraft den 1. januar 2011, samme dato som landet overtog EU’s formandskab. Her i årets første uger er denne lov blevet mødt med kraftig kritik i store dele af Europa, herunder også Danmark. Senest i Ole Christensens indlæg her på Magasinet rØST den 26. januar.
Loven kritiseres blandt andet for at minde om statslig censur, og ifølge observatører vil den indskrænke pressefriheden i Ungarn markant. EU-lande som Frankrig, Tyskland og Danmark har givet udtryk for utilfredshed med loven, der ifølge disse landes regeringer begrænser de ungarske mediers ytringsfrihed markant og dermed tilsidesætter vigtige europæiske og demokratiske værdier.
Men er de kraftige danske protester mod Ungarn og premierminister Orbán nu også berettigede, eller er der i virkeligheden tale om dansk selvsving og hykleri? Svaret skal nok findes et sted midt imellem.
Kernekritikpunktet i forhold til den nye medielov er det nyoprettede kontrolorgan, der skal holde øje med alle ungarske medier. Medlemmerne af det nye ungarske medieråd udpeges af landets parlament. Det vil pt. sige regeringspartiet Fidesz, der med premierminister Viktor Orbán i spidsen opnåede over to tredjedele af pladserne ved valget til Nationalforsamlingen i april 2010. Medierådet har mulighed for at udstede bøder på op til 110.000 euro hvis et medie rapporterer på en måde, som organet anser for skadeligt for den ungarske befolkning. EU-kommissionen har tidligere på måneden indledt en nærmere undersøgelse af medieloven for at finde ud af, om den strider mod EU’s lovgivning.
Dette ser altså umiddelbart ud til at være et lovmæssigt tiltag, som de fleste objektive kommentatorer nok ville stille sig betænkelige over for. Og det er også lige netop det, de danske medier har gjort. Faktisk er der ikke blevet lagt mange fingre imellem i mediernes fordømmelse af loven og dens formodede ophavsmand, nemlig den nationalkonservative premierminister Viktor Orbán. Tværtimod er kritikken kammet fuldstændigt over. Og hvor de svulstige adjektiver og adverbier er sat ind, er fornuften og selvkritikken slået fra.
I de forløbne uger har man kunnet læse i de danske aviser, at Viktor Orbán var at sammenligne med en lang række andre berygtede karakterer fra Europas nyere historie. I mediernes forsøg på at beskrive ‘despoten’ og ‘diktatoren’ Orbán er der blandt andet blevet smidt med navne som Putin, Lukasjenko, Berlusconi og Haider. I flere tilfælde er sammenligningerne endda ikke faldet ud til Orbáns fordel.
Skarp kritik fra Danmark og udland
Vibeke Sperling, Østeuropakorrespondent for Politiken, var i Danmark den første til at gribe fat i nyheden. “Ramaskrig i EU om repressiv ny medielov i Ungarn, umiddelbart før landet overtager som formandsland for unionen,” indledtes Sperlings artikel den 24. december.
I Sperlings vinkling var der ikke plads til meget visse-vasse: “Ungarn indfører 1. januar en ny medielov, der indskrænker pressefriheden markant. Bl.a. bliver statslig mediecensur genindført. Et nyt presseråd kan udstede store bøder til alle trykte og elektroniske medier og selv websider. I ‘ekstreme tilfælde’ kan medier lukkes.”
Her ‘mindede’ loven altså ikke kun om statslig mediecensur, den var statslig mediecensur. Desuden var der ikke kun ‘frygt for’, at loven ville indskrænke pressefriheden, den gjorde det nemlig allerede. Vel at mærke i nutid, til trods for at loven på dette tidspunkt endnu ikke var trådt i kraft.
Sperling citerede i sin artikel Luxembourgs udenrigsminister Jean Asselborn for at sige, at når denne lov trådte i kraft, ville Hvideruslands Aleksandr Lukasjenko ikke længere være Europas sidste diktator. Samtidig udtalte en talsmand for Angela Merkel, at loven ville være “til fare for demokratiet” og skadelig for “EU’s image som fællesskab.”
Udenrigsminister Lene Espersen (K), som også havde noteret sig kritikken fra f.eks. Tyskland, kommenterede på forholdsvis stilfærdig vis i Politiken, at “alle EU-lande – selvsagt også formandskabslandet – skal leve op til de demokratiske principper og værdier, som EU bygger på, naturligvis også efterlevelse af de internationale standarder, som garanterer frie og uafhængige medier samt mediepluralisme.”
Hun understregede dog, at det var “klart for tidligt at udtale sig om [lovens] konsekvenser, når den endnu ikke er blevet implementeret.”
Lavinen ruller
I den første uge af det nye år ville den danske presse åbenbart ikke vente tålmodigt på disse konsekvenser. Derimod tiltog ramaskriget. I en opfølgende artikel fra den 4. januar skrev Sperling, at den nye EU-formand Orbán “har gjort Ungarn stadig mere autoritært” og “ofte er blevet beskyldt for at flirte med det yderste højre, det åbent antisemitiske parti Jobbik, der har stået bag mange angreb på jøder og romaer i landet.” (Det stærkt højreorienterede Jobbik vandt ca. 17 pct. af stemmerne ved seneste parlamentsvalg, men er med Fidesz’ solide flertal ikke sikret nogen form for parlamentarisk indflydelse.)
Derefter rullede lavinen ellers blandt de danske aviser. Allerede dagen efter foreslog Europabevægelsens formand Erik Boel i Kristeligt Dagblad, at Lene Espersen burde “tage den ungarske ambassadør i skole og tage skarpt afstand fra den seneste udvikling i EU’s formandsland.”
Umiddelbart ikke noget helt urimeligt krav. Men Boel følte sig da også nødsaget til at trække Orbán en tur gennem despot-sølet ved hjælp af sammenligninger med både Putin og Lukasjenko, bare for en sikkerheds skyld. Samme dag spillede en vidt rapporteret Ritzau-overskrift på stereotyperne og meddelte, at “Gullaschsuppens land møder stor kritik.”
Dernæst skrev Henning Due den 6. januar i Dagbladet Information, at medieloven ikke har været eneste resultat af de “populistiske vinde” i Ungarn. Også en ny selskabsskat, der ville ramme udenlandske ‘erhvervsmastodonter’, måtte stå mål for kritik. Denne skat anslås at kunne indbringe 13 milliarder danske kroner til Ungarns slunkne statskasse. Due tilsluttede sig dog alligevel de, der mener, at skatten er “seneste eksempel på en række populistiske og nationalistiske lovændringer, der udfordrer grundlæggende rettigheder og konkurrenceregler i EU.” Beskyldningerne om, at den nye ungarske skat var “populistisk” og “nationalistisk” blev der dog ikke tilbud noget belæg for.
EU-ekspert Uffe Østergaard accepterede i samme artikel tilsyneladende journalistens præmis om, at Ungarns opførsel er direkte “uhørt”. “Lande i krise gør nu ting, som tidligere blev opfattet som uhørt. Især i udkanten af EU er der nu holdninger på spil, som ligger langt fra den politiske konsensus, der tidligere herskede i Europa-Parlamentet. Den slags holdninger strider imod grundlæggende europæiske værdier som respekt for demokratiet, markedet og så videre,” sagde han til Information.
Politikens leder hoppede samme dag også ind i kampen. Her kaldtes Ungarns EU-formandskab for “en plage i EU” og en “pinagtighed”. I Weekendavisen maltes der også et brutalt og uskønt billede af Orbán selv. Her portrætteredes han som en “nationalkonservativ stridsmand”, der “tordner” snarere end taler til sine tilhørere, “hamrer” sine politiske pointer hjem og tager “autoritære skridt” med “voldsom debat” til følge.
Ungarsk gensvar
Ved en officiel ceremoni den 6. januar i Budapest svarede Orbán dog igen. Det er ikke op til Frankrig eller Tyskland at bedømme, hvorvidt loven er i overensstemmelse med EU-forordninger – det skal EU bestemme, sagde den ungarske premierminister. Orbán kaldte også den måde, som den franske og den tyske regering har reageret på, for “overilet og unødvendig”.
Det vigtigste i sagen er princippet om antidiskrimination, mente premierministeren. “Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor man siger, at dette aspekt i den ungarske lov skal ændres, hvis det ikke behøver at blive ændret i andre lande,” sagde han. Som et eksempel herpå nævnte han en fransk lov, der giver præsidenten ret til at navngive lederen af landets statslige tv.
“Men jeg kan ikke huske, at Ungarn nogensinde har kritiseret den franske medielov. Og jeg har aldrig kaldt det for en antidemokratisk lov,” udtalte Orbán ifølge Ritzau. Skulle EU-kommissionen alligevel vurdere, at den omstridte medielov er et brud på europæisk lovgivning, er Ungarn dog villig til at rette sig ind.
“Ungarn vil acceptere enhver form for EU-procedure. Hvis det viser sig, at vi ikke har ret, så vil vi rette os efter det,” lød det ved samme lejlighed fra Viktor Orbán. Den ungarske regering er desuden “parate til at samarbejde og aflevere alle de nødvendige forklaringer,” sagde Orbáns udenrigsminister János Martonyi.
Men også Danmark kom i skudlinjen for den ungarske kritik. Dagen efter fulgte nemlig en mere målrettet kritik af det danske “hykleri”. Ifølge Politiken sagde en talsmand for Orbán den 8. januar, at “den del af den ungarske medielov, der nu bliver kritiseret, findes tilsvarende i Danmark, fordi kulturministeren udpeger alle medlemmer af Radio- og TV-nævnet. Fordi nævnet kan suspendere licenser til public service-medier og pålægge medier bestemte forpligtelser.”
Medieprofessor på CBS Anker Brink Lund fandt det da også helt rimeligt, at Ungarn drejede det kritiske lys mod Danmark. “Læser man reglerne, som de er skruet sammen, er det da fuldstændig rigtigt, at kulturministeren har stor indflydelse på dele af pressen,” sagde Anker Brink Lund til Politiken med videre henvisning til den lovgivning, der giver det politisk udnævnte Radio- og TV-nævn ret til at pålægge medier som DR og TV 2 bestemte forpligtelser og evt. suspendere deres licens, hvis de ikke lever op til disse.
Et skridt tilbage fra overdrevet
Der er selvfølgelig ofte forskel på, hvad politikere siger til omverdenen og hvordan de i virkeligheden handler. Men jeg vil lade det være op til den enkelte læser at vurdere, hvor meget Putin og Lukasjenko der er at spore i Orbán & Co’s udtalelser om at “acceptere enhver form for procedure”, “rette ind”, “samarbejde”, og “aflevere alle nødvendige forklaringer”. Det er vist højest en Putin Light, hvis ikke Ultra Light, som Europa her har med at gøre.
I en ellers overordentlig kritisk artikel i Weekendavisen (7. januar 2011, s. 8) blev det da også medgivet, at Orbán “netop ikke [er] xenofobisk som Haider og andre højre-radikale. Der er mange prominente romaer i Fidesz-partiet, og der er faktisk grund til at tro Orbán, når han siger, at han vil gøre alt for, at EU får en samlet roma-politik under Ungarns formandskab.”
Det, at højtstående politikere og magthavere ofte vil forsøge at kontrollere medierne og den offentlige debat til deres egen fordel, også gennem det statslige lovgivningsapparat, er der intet nyt eller synderligt overraskende i. Ej heller at de, der har andre interesser, stiller sig op og siger magthaverne midt imod. Tværtimod er den europæiske historie kendetegnet ved et sådant push/pull mellem herskernes lyst til at samle magten ét enkelt sted og andres ønske om at fordele magten på anderledes, nogle gange endda decideret demokratisk, vis.
Overdrevet magtbegær og autoritære tendenser skal vi naturligvis ikke acceptere inden for EU’s grænser. Men i en verden, hvor medierne i høj grad sætter dagsordenen og tonen for debatten, ville det klæde de samme medier at holde lidt igen med de uberettigede beskyldninger, det brogede billedsprog og de overgearede påstande.
Også hykleriet kunne man gøre mere for at holde fra døren. I mediernes dækning af denne sag kunne man desværre nemt få det indtryk, at hvad der er godt for gåsen, ikke altid er godt for gasen. At der med andre ord gælder andre regler for “os” end der gør for “de andre” i det – må man forstå – brutale og despotiske Østen. Hvis det er tilfældet, er kravene om øst- eller centraleuropæisk respekt for demokratiske, fælleseuropæiske værdier selvfølgelig ren hykleri.
Et godt første skridt kunne være at holde begreberne adskilt. At beskytte egne politiske interesser med alle nødvendige midler er slemt nok i sig selv. Men at være magtsøgende og dermed også autoritær er ikke helt det samme som at være brutal, xenofobisk, diktatorisk, populistisk, ekstremistisk og mindretalsforfølgende despot. Beskyldninger de danske medier nok aldrig ville rette mod en demokratisk valgt dansk eller vestlig leder under lignende omstændigheder.
Søren Friis er cand.mag. i Internationale Studier og redaktør hos Magasinet Europa og Udenriget.dk. Indlægget er skrevet på baggrund af et blogindlæg tidligere bragt på Magasinet Europas hjemmeside.
Det oprindelige indlæg på Magasinet Europa: Ungarsk despoti eller dansk selvsving?
Læs Ole Christensens indlæg i Magasinet rØST her: Ungarn skal overholde EUs spilleregler
