Ole Christensen er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. I det følgende beretter han fra Strasbourg, hvor den ungarske premierminister – og for tiden også EU-formand – Viktor Orban i sidste uge blev ristet for sin medielov.

Det er lidt skræmmende at være tilskuer til den højredrejning, der er sket i Ungarn. Regeringen består af det højrenationalistiske parti Fidesz og det ultranationalistiske parti Jobbik, der ved valget i april sidste år fik tilsammen næsten 70% af stemmerne (henholdsvis 52,8% og 16,7%).

Med premierminister Viktor Orban i spidsen skal de nu ikke blot styre den politiske udvikling i Ungarn, men også i EU, da Ungarn har overtaget formandsposten efter Belgien fra 1. januar i år.

Statscensur
Jeg er sikker på, at mange regeringer rundt om i Europa misunder et sådant politisk flertal. Men man har også et ganske stort ansvar, når man regerer med så stort et flertal, bl.a. til fortsat at sikre de grundlæggende demokratiske værdier. Regeringschefen Viktor Orbán har allerede ændret forfatningen og begrænset forfatningsdomstolens magt, og knapt havde man tiltrådt som EU´s formandsland, før landet blev mødt af massiv kritik på grund af en medielov – vedtaget kort før årsskiftet – der genindfører en form for statscensur.

Medieloven går i sin enkelthed ud på, at den lader regeringspartiet Fidesz placere fem medlemmer i et såkaldt medieråd. Dette medieråd er udpeget for ni år ad gangen og har magt til at udstede skyhøje bøder på helt op til 700.000 euro eller lukke medier, hvis medierådet mener, at de overtræder den nye lov. Loven er tilmed så uklar, at medierådet kan fortolke den efter behov.

Grundlæggende europæiske værdier
De næste seks måneder er Ungarn formandsland i EU, og på Europa-Parlamentets møde i Strasbourg i sidste uge fremlagde Viktor Orban sine planer for det næste halve år. Efter præsentationen var det de politiske gruppers tur til at sige noget til Ungarn. I den socialdemokratiske gruppe havde vi drøftet vigtigheden af ikke kun at fokusere på medieloven, men samtidigt at understrege at alle medlemslande selvfølgelig skal overholde de grundlæggende værdier i EU såsom pressefrihed og ytringsfrihed.

Vi er tilfredse med, at Kommissionen i øjeblikket vurderer juraen i forhold til medieloven, men forventer også, at Ungarn reagerer i henhold til det resultat, Kommissionen kommer frem til. De øvrige politiske grupper nævnte alle medieloven, men specielt den konservative gruppes formand var ikke særlig konkret. Jeg er selv af den opfattelse, at hvis medlemslande (uanset politisk styre) ikke overholder de grundlæggende spilleregler og ikke lever op til de fælles europæiske værdier, så skal der gribes ind.

Medieloven stjæler billedet
Det var en selvsikker ungarsk premierminister, som brugte en meget populistisk retorik. Orban beskyldte centrum-venstre og de liberale for at kritisere den ungarske befolkning, hvilket jo slet ikke er rigtigt, hvad den socialdemokratiske gruppeleder Martin Schultz også understregede: ”Vi kritiserer ikke den ungarske befolkning, men vi kritiserer medieloven. Det er pressen, der skal kontrollere politikerne og ikke omvendt”.

Medieloven har desværre betydet, at i stedet for at arbejde og fokusere på store vigtige politiske sager, som eksempelvis EU landenes økonomiske situation, er der kun fokus på – og kritik af – medieloven.

Premierminister Viktor Orban lovede dog at kigge på loven igen, såfremt Kommissionen fandt den i strid med de grundlæggende rettigheder i EU. Jeg håber Ungarn kommer til fornuft, så vi igen kan få fokus tilbage på politiske fremskridt til gavn for borgerne i EU.

 

Ole Christensen er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. Han skriver med jævne mellemrum klumme-artikler om østeuropæiske anliggender med relevans for EU til Magasinet rØST.


Læs mere om medieloven her:

Kritik af Ungarn før formandskabet, Magasinet rØST, 24/12

Læs mere om Ungarns EU-formandskab her:

Polsk-ungarsk front i Øst-partnerskabet, Magasinet rØST, 24/1

Et konservativt formandskab, Magasinet rØST, 12/11

Formandskab med centraleuropæisk dagsorden, 9/11

Af Ole Christensen