Med stemmerne 166 for og otte imod, vedtog Europarådets parlamentariske samling en resolution, der opfordrer til, at regeringerne i Beograd, Pristina og Tirana i samarbejde med EU’s lovgivende myndighed i Kosovo, EULEX, igangsætter tilbundsgående undersøgelser af de faktiske forhold omkring beskyldningerne om ulovlig organhandel i Kosovo under og umiddelbart efter krigen i 1999.
Resolutionen bygger på Europarådets særlige udsending, Dick Martys kontroversielle rapport om organsmugling og organiseret kriminalitet i Kosovo. Rapporten er kontroversiel, da den forbinder Kosovos premiereminister, Hashim Thaci, direkte med kidnapning, drab og handel med organer fra serbere i Kosovo. Rapportens indhold er blevet kritiseret som det pure opspind både i Kosovo og Albanien, mens den serbiske regering anser beskyldningerne som endnu et bevis på Thacis regering og Kosovos selvstændigheds illegitimitet.
Dick Marty sagde selv på en pressekonference direkte efter afstemningen, at resolutionen ikke var et angreb på hverken Kosovos selvstændighed eller på albanere i almindelighed, men handlede om basale menneskerettigheder i regionen.
Resolutionens vedtagelse kommer dagen efter, at den britiske avis The Guardianbragte et lækket NATO dokument fra 2004, der identificerer Hashim Thaci og hans nærmeste medarbejdere som centrale spillere i Kosovo og Albaniens organiserede kriminalitet.