Grækenlands udenrigsminister Dimitris Droutsas fremlagde for nyligt sit lands kommende udenrigspolitiske linje ved FN’s generalforsamling. Liv Holm Andersen har taget et nærmere kig på den græske udenrigspolitik.

Den græske PASOK-regering har søgt at lægge en klar, forstærket og fornyet udenrigspolitisk linje og har i det hele taget udenrigspolitik – udover krisehåndtering – som et af de højtprioriterede områder. Grækenland vil gerne opnå positiv opmærksomhed for deres engagement i Mellemøsten og i forhold til stabiliseringen – og europæiseringen – af Balkan.

Samtidig er store dele af græsk udenrigspolitik – og ikke mindst sikkerhedspolitik – fortsat domineret af gamle symboler, historiske fjendskaber og kulturelt betingede alliancer. Dette betyder, at Grækenland sommetider afstår fra at følge deres vestlige allierede – og endda til tider er i disses direkte opposition, såsom eksempelvis navnestriden med Makedonien (FYROM), den manglende anerkendelse af Kosovo samt oprustningen til fordel for en eventuel aggression fra Tyrkiet, som alle andre mener, kun eksisterer i grækernes fantasi.

Den græske PASOK-regerings udenrigspolitiske fokus
Tirsdag den 28. september 2010 introducerede den græske udenrigsminister, Dimitris Droutsas, Grækenlands nye, mere udtalte, udenrigspolitiske profil i en henvendelse til den 56. generalforsamling i FN. Her bragte han en lang række emner på banen, som kan ses som et pejlemærke i forhold til, hvor den græske regering har sine udenrigspolitiske prioriteter. For næstefter den græske økonomiske krise og den nødvendige krisestyring, der heraf følger, er der ingen tvivl om, at premierminister, Giorgios Papandreou, ønsker at prioritere netop det udenrigspolitiske område. – Også for på den måde at opnå en forbedring af landets internationale renommé. I udenrigsministerens tale var der delvist fokus på klassiske græske udenrigspolitiske prioriteter, men der dukkede også nye tendenser op, som vil blive spændende at følge i resten af PASOK-regeringens periode.

Grækenlands rolle på Balkan
I forhold til Grækenlands Balkan-engagement er der særligt to emner, som er af stor væsentlighed, og som Droutsas også i sin tale lagde stor vægt på. Det ene er Grækenlands position i forhold til Kosovos uafhængighed og endnu mere vigtigt navnetvisten mellem Grækenland og Makedonien.

I forhold til Kosovo har Grækenland, ligesom Serbien og Rusland, valgt foreløbig ikkeat anerkende Kosovos selvstændighed, også efter Den Internationale Domstols (ICJ) udtalelse om, at Kosovos erklæring om selvstændighed ikke var ulovlig. Dette var ellers først begrundelsen for ikke at anerkende den tidligere autonome, serbiske republik. En vigtig forklaring herpå er den yderst pro-serbiske indstilling i såvel den politiske som den civile sfære i Grækenland. Således var Grækenlands samarbejdspartnere i EU såvel som i den generelle vestlige verden også overraskede over at finde græske frivillige i de serbiske skyttegrave i 90’ernes Bosnien, ligesom de var overraskede over, at den græske bistand til det borgerkrigsramte Eksjugoslavien kun skulle gå til serbere. Grækerne var – og er – altså serbernes tro allierede, hvilket så at sige har bragt grækerne i opposition, hvilket den græske sociolog, Mixalis Kelpanides, betegner som, at grækerne stiller sig i en ”antivestlig” position.

Så galt er det dog muligvis ikke fat, men det er sandt, at grækerne i denne til tider vægter det ortodokse broderskab højt på bekostning af orienteringen mod Bruxelles – og da i særdeleshed mod Washington. Forholdet til USA er i relativt store dele af befolkningen fortsat anstrengt grundet den amerikanske støtte til den græske militærjunta (1967-1974).

I forhold til Kosovo bør man dog for at være fair også nævne, at Grækenland ikke desto mindre på det seneste har bidraget meget konstruktivt til at finde en fælles moderat EU-linje efter ICJ’s udtalelse.

Striden om navnet
Grækenland anerkender heller ikke nabostaten Makedonien på grund af en strid om navnet ”Makedonien”, da dette også er navnet på en region i Nordgrækenland (læs mere om striden i Hvem har retten til Makedonien?). Af den grund blokerede grækerne i 2008 for Makedoniens optagelse i NATO – hvilket, man siden har vedholdt. Desuden blokerer Grækenland for Makedoniens fortsatte integrationsproces i EU, til trods for det ortodokse trosfællesskab.

Skylden ligger dog også i vid udstrækning på makedonsk side, hvor man eksempelvis ikke er rede til at acceptere en geografisk betegnelse sammen med navnet Makedonien, så republikkens navn eksempelvis kunne blive ”Den Nordmakedonske Republik”. Siden 2008 er der pågået et stort diplomatisk arbejde – med både græsk og makedonsk deltagelse – for at finde en løsning, som begge parter kan acceptere.

Men det er åbenlyst, at især den almindelige græker mener, at Grækenlands venner i Vesten har svigtet Grækenland ved at anerkende staten Makedonien. Denne holdning understreger så igen Grækenland og resten af EU’s sommetider modsatrettede opfattelser, hviklet bl.a. er en konsekvens af, at grækerne lader historiske begivenheder danne grobund for internationale prioriteringer, der på udenforstående kan virke nationalistiske og irrationelle. Udenrigsminister Droutsas understregede dog i sin udenrigspolitiske tale til FN’s Generalforsamling nødvendigheden af en løsning for såvel Makedoniens officielle navn som statussen for Kosovo vs Serbien i europæisk regi.

”Agenda 2014” og sortehavssamarbejdet
Generelt er Grækenlands Balkan-engagement stort, og Grækenland har som erklæret målsætning at hele Vestbalkan (det tidligere Jugoslavien samt Albanien) skal have officielle mål for medlemskab af EU i 2014, hvilket Droutsas også kredsede om i sin tale: “For at puste nyt liv i regionens arbejde mod EU-integration har Grækenland fremsat et nyt initiativ, “Agenda 2014” (…) Hovedformålet med dette initiativ er at sætte et politisk mål for EU-optagelsen, som kan fungere som incitament for regionen og således bringe denne tættere på EU“. Især bakker Grækenland op om deres serbiske venners EU-medlemskab, men har også talt Kroatiens sag og understreger ved enhver given lejlighed vigtigheden for regionens – og dermed Grækenlands – stabilitet af samtlige Balkan-landes og Tyrkiets optagelse i unionen.

Også i Sortehavs-regionen er Grækenland en aktiv medspiller – blandt andet i forhold til klima og energi-samarbejde – og har eksempelvis for nyligt indgået et strategisk partnerskab med Bulgarien, hvor de to lande forpligter sig til tættere samarbejde vedrørende handel, sikkerhed, økonomi og andre vigtige politiske områder. Ydermere har grækerne med deres formandskab i Sortehavs-samarbejdet – og Papandreous ønske om et grønnere image – introduceret “Gør Sortehavet grønt“, som det centrale tema, for at give regionen et mere miljøbevidst fokus.

Græske tilnærmelser til Israel og græsk Mellemøsten
I juli 2010 var den israelske premierminister Benjamin Netanyahu i Athen for at mødes med den græske premierminister, Giorgios Papandreou. Det var første gang nogensinde, at en siddende israelsk premierminister gæstede Grækenland, hvilket klart signalerede de to landes ønske om at knytte stærkere diplomatiske bånd i fremtiden. I juni var Giorgios Papandreou på besøg i Israel, hvilket var første gang en græsk premierminister besøgte Israel siden 1992.

I oktober 2010 var den græske udenrigsminister Droutsas på officielt besøg i Israel for at drøfte specifikke samarbejdsaftaler på områder som handel, industri og forsvar. Sidst men ikke mindst har den israelske udenrigsminister, Avigdor Lieberman, netop været på et tredagesbesøg i den græske hovedstad, hvor han sammen med Droutsas nedsatte et bilateralt ministerforum, der har til formål at udbygge de to landes samarbejde på en række sektorområder.

Disse besøg skal ses som led i en fornyelse og en forbedring i det græsk-israelske forhold, som tidligere har været noget køligt, hvilket konkret kan ses ved de fakta, at Grækenland var det sidste vesteuropæiske land, som anerkendte staten Israel og det sidste af de ’gamle’ EU-lande, som åbnede en ambassade i landet. Grunden til det kølige forhold skal findes i grækernes historisk meget pro-arabiske linje og i israelernes relativt varme forhold til Tyrkiet, Grækenlands ærkefjende. At det græsk-israelske forhold spirer netop som Tyrkiet og Israels forhold oplever minusgrader efter bl.a. flotille-episoden sidste år, er nok næppe nogen tilfældighed, hvilket dog, naturligvis, kategorisk afvises fra officielt græsk hold.

Opbygningen af de israelsk-græske relationer skal derudover også ses i sammenhæng med et nyt græsk udenrigspolitisk fokus på Mellemøsten generelt. Den græske udenrigsminister, Dimitris Droutsas, var i oktober 2010 – i forlængelse af det nye græske Mellemøsten-fokus – på besøg i en lang række lande i Mellemøsten, heriblandt Jordan, Palæstina, Egypten og Libanon. I den forbindelse er det også unødvendigt at nævne, at grækerne understreger, at de fortsat støtter en palæstinensisk stat og i øvrigt vil fortsætte den pro-arabiske linje.

Balladen om Cypern
Cypernkonflikten blev også nævnt i Droutsas udenrigspolitiske tale til FN’s Generalforsamling og budskabet var meget klart: Et delt Cypern er fortsat ikke en tilfredsstillende løsning for Grækenland. Sagt med Droutsas ord: “Cyprus is a tragic example of where our shared sense of justice, our shared code of values, has gone astray. The last “Berlin Wall” has to come down, not be strengthened“. Der var ikke meget nyt under solen i forhold til dette emne, men Droutsas brugte talen på, at appellere til FN og det internationale samfund i forhold til at støtte og arbejde for en genforening af Cypern som én føderation med to zoner – altså som én suveræn stat med én international identitet.

Samtidig understregede Droutsas, at man fra græsk side ønsker – og tror på – at de græske og tyrkiske cyprioter, med hjælp fra Grækenland og Tyrkiet, kan finde en løsning i fællesskab. Således lå der også et budskab om åbenhed til den tyrkiske regering i Droutsas’ udtalelser.

Tyrkiet: Oprustning eller dialog?
Som nævnt har netop Cypern-konflikten gennem en årrække været en af de væsentligste knaster i forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet, men langt fra den eneste. Hertil kommer en række beskyldninger om overtrædelser af hinandens territoriale grænser samt politiske uenigheder i forhold til den tilbagesendelsesaftale, som foreligger mellem de to lande i forhold til Grækenlands muligheder for at sende illegale indvandrere tilbage til Tyrkiet.

Udenrigsministeren brugte således også talen på at adressere de ovenfor nævnte problemer – især Cypern-konflikten og de territoriale konflikter – samt til at sætte ord på den følelse, som mange grækere bærer rundt på i forhold til Tyrkiet, nemlig den militære trussel: “Den i lang tid stående trussel om krig, denne “casus belli” i mod mit land, er uacceptabel og hører ikke hjemme i vores europæiske og globale familie af værdier og principper“.

Netop af denne årsag har Grækenland EU’s største forsvarsbudget pr. indbygger. Læser man om det græske forsvar betones det ydermere i ofte meget direkte vendinger fra græsk side, at man fortsat opfatter Tyrkiet som hovedtruslen mod Grækenlands sikkerhed. Den tyrkiske ”casus belli” spøger og ulovlige flyvninger i græsk luftrum og indsejlinger i græsk farvand fra tyrkisk side, pirrer forholdet mellem de to nationer.

Vigtig er det dog ligeledes, at talen ikke var den rene kritik, men også lagde stor vægt på, at der også i forhold til det græsk-tyrkiske forhold blæser nye vinde om styrket dialog. Forholdet til Tyrkiet er inde i en forholdsvis god periode, hvilket – også understreget i Droutsas’ tale – er hvad den græske regering ønsker: “Vi har åbnet en dialog. En der er ærlig. …denne åbne tilgang kan kun føre til progressive løsninger på vores problemer“.

Grækernes store problemer med den irregulære immigration østfra truer dog med at slå de græsk-tyrkiske relationer yderligere ud af kurs, da landene på ingen måde kan enes om græsk tilbagesendelse af immigranterne til Tyrkiet. Ydermere vil grækerne som et led i bekæmpelsen af den irregulære immigration bygge et 12,5 km langt hegn ved Evros ved den tyrkiske grænse, hvilket er blevet taget ilde op i Ankara.

Synliggørelse af Grækenland
Alt i alt kan man om den græske udenrigspolitiske profil sige, at den socialistiske/socialdemokratiske PASOK-regering har lagt et stort stykke arbejde i at styrke sin udenrigspolitiske stemme og synliggøre Grækenland mere – regionalt som internationalt. Det søges gjort både ved at gøre budskaberne skarpere og søge nye vinkler på de allerede eksisterende udenrigspolitiske emner, men i særdeleshed ved at åbne op for nye fokusområder, som engagementet på Balkan og ikke mindst i forhold til at have budt Israel op til dans.

Som vist i navnestriden med FYR Makedonien, den stærke relation til Serbien og fornægtelsen af Kosovo, Cypern-fokusset og opfattelsen af Tyrkiet som største sikkerhedstrussel, er der forsat mange gamle symboler i spil, når grækerne snakker udenrigspolitik. Engagementet i Balkan-regionen vidner dog om, at Grækenland også er et progressivt europæisk land, som ønsker et positivt renommé og reel konstruktivitet, mens opbygningen af forholdet til Israel også understreger, at Grækenland nok ikke er så notorisk antivestligt indstillet, som sociologen Kelpanides påstår.

Desværre for grækerne er de nye tendenser ofte svære at få til at harmonere med de gamle udenrigspolitiske positioner og perceptioner. Eksempelvis kan ”Agenda 2014” næppe realiseres, uanset den græske velvilje, hvis Kosovo ikke anerkendes, ligesom man også kan forestille sig Grækenlands spirende forhold til Israel bragt i fare, hvis Israel og Tyrkiet vender tilbage til deres tidligere tætte forhold. Samlet set bør det også nævnes, at det er tydeligt at græsk udenrigspolitik koncentrerer sig om den græske placering i regionen og således forholdet til naboerne – særligt naboerne i øst/sydøst (Tyrkiet, Israel og den arabiske verden) samt naboerne i nord (Vest- og Østbalkan) – mens de vestlige og europæiske alliancer fortsat tages lidt for givet.

 

Liv Holm Andersen bor i Grækenland og arbejder som praktikant på den danske ambassade i Athen.

 

Af Liv Holm Andersen