På det seneste har der været meget fokus på asylkrisen i Grækenland. Af gode grunde: Immigrationspresset er enormt, det græske asylsystem er pt. nærmest ikke eksisterende og såvel de fysiske forhold som sagsbehandling for asylansøgere og illegale indvandrere er dybt kritisabel. Man har således ofte kunnet læse om de juridiske forhold, om det politiske ansvar og om brud på menneskerettighederne.
Langt mindre er der dog blevet skrevet om for eksempel børnene i Omonia-kvarteret i Athen og det faktum, at de ikke ville få mad, hvis ikke katolske, ortodokse og andre humanitære organisationer dagligt i deres respektive suppekøkkener sørgede for frokost bestående af for gamle dagligvarer sponsoreret af supermarkedernes lagre. Herunder følger derfor øjenvidneberetning fra netop et sådant suppekøkken, da jeg selv har været frivillig dér de sidste par måneder og gerne vil fortælle om disse menneskers forhold.
Frokost til 250 asylansøgere
For at være ærlig var jeg aldrig rigtig den store fan af nogen form for religiøs velgørenhed, men en ven fra den dansk-græske forening i Athen inviterede mig med ned i Caritas’ suppekøkken for at se, hvordan det var. Jeg endte som frivillig.
Det er svært at sige, hvad man rent faktisk forventer, når man første gang kommer ned for at lave frokost til 250 asylansøgere fra hele verden, men ét er sikkert: Jeg var oprigtigt chokeret og endda noget indigneret og skamfuld som europæisk borger, for den armod, man kan finde her, er noget, som de fleste EU-borgere i dag, heldigvis, har svært ved at forestille sig.
Nødvendigt med dørmænd
Forberedelserne af frokosten starter normalt kl. 10.30 med at snitte grøntsager, forberede bakker, sætte vand og salt på alle bordene i det dårligt møblerede rum, som af gangen har plads til ca. 60 personer. På en væg på den modsatte side af rummet end indgangen hænger et stort katolsk kors mellem de store vinduer, hvorfra man kan høre støjen fra gaden. Fra kl. 10, eller endda før, kan man høre mængden, som står i kø for endnu en dag at sikre sig selv og sin familie frokost.
Jeg var overrasket over antallet af mennesker i køen samt over den omstændighed, at flere dørmænd var nødvendige for at kontrollere det. Det lignede, for at være ærlig, mest en scene fra en maduddeling i et katastrofeområde og bestemt ikke en hverdagsscene i en europæisk storby.
Frokost med “illegale” børn
Klokken 12 begynder folk at strømme ind med deres madbilletter i hånden: Mænd, kvinder, ældre, børn og endda babyer fylder rummet. Børnene er ofte smilende og til tider er det muligt at lave lidt sjov med dem, mens de venter i køen, men de voksne ligner temmelig meget, det de er: Verdenssamfundets store tabere. De har øjne fulde af smerte og mistillid, og de ser slidte ud, som om det mindste håb har forladt deres sind for længe siden.
Nogle børn i alderen 13-14 år – primært drenge – kommer alene. De spiser deres skål med nudler eller linser, de taler med deres mund fuld af mad, fortæller vittigheder og griner på samme måde som andre 13-14-årige, hvilket de også kunne være, hvis de havde haft pænere tøj, bedre tænder og renere ansigter. Og selvfølgelig en mor, en far, et hus og måske endda en hund at komme hjem til.
Disse er de ”illegale børn”, og disse er den allermest sårbare gruppe af de irregulære indvandrere. Børnene er lette ofre for udnyttelse såsom prostitution, illegal arbejdskraft, menneskehandel, organiseret tiggeri eller kriminalitet. De er oven i købet i større risiko for at blive angrebet, hvis de bærer rundt på småpenge fra tiggeri eller sågar en chokoladebar fra Caritas gemt til senere. I Athens metro berettes konstant om forsvundne børn, men hvis disse børn bliver væk, er der ingen til at berette om dem og lede efter dem.
Europas helt egen 3. world
Kl. 13.30 er det ved at være slut. Dagens mad er alt sammen væk, skønt flere mennesker venter i kø – i dag får de ikke frokost. Det er hjerteskærende og gør en skræmmende klar over, at dagens frokost-forberedelser ikke engang er en dråbe i havet. 250 mennesker spiste frokost, men hvis 25,000 venter på mad, hvad er så egentlig forskellen?
I det mindste giver dette dog et svar på den ofte hørte kritik om, at nødhjælpen i suppekøkkenerne skulle være en såkaldt ”pull-faktor” for den irregulære indvandring. For det er simpelthen ikke sandt! For det første, fordi der naturligvis slet ikke er mad til alle, og for det andet
fordi meget få mennesker er villige til at risikere deres liv og betale alt de ejer, for at være dømt til at leve af ustabile, katolske velgørenheds-linser resten af deres dage.
Efter det endte måltid er det tid til at vaske op, feje gulve, sætte stole på plads osv., sådan at alt er klar til morgendagens frokost. Kl. 14 er jeg tilbage på ambassaden – stadig i Athen, men i up-scale-området Kolonaki. Bydelen Kolonaki findes omkring to kilometer væk fra Omonia-området, men det virker alligevel til at være beliggende i en ganske anden verden.
Liv Holm Andersen, praktikant på den danske ambassade i Grækenland og frivillig i et suppekøkken i Athen
