Parlamentsvalget i Kosovo og de senere beskyldninger i Europarådets såkaldte Marty-rapport om premiereminister Hashim Thacis indblanding i kidnapninger og ulovlig organsmugling, har stor betydning også udenfor Kosovos grænser.
Nu hvor støvet efter Kosovovalget, og den efterfølgende Marty-rapport, langsomt er ved at lægge sig, er det muligt at få et mere præcist overblik over, hvilke politiske efterdønninger valget og rapporten har fået og, måske endnu vigtigere, ikke har fået.
Det er efterhånden ganske tydeligt, at valgets største betydning ikke er at finde i selve Kosovo, men i Serbien, hvis politiske ledelse i den senere tid har haft svært ved at finde fodfæste i spørgsmålet om det, der i daglig tale i Serbien kaldes for ”udbryderprovinsen”.
På den ene side ser præsident Boris Tadic og hans nærmeste politiske allierede ud til at have forstået, at Kosovo er tabt og at det nu gælder om at komme videre, hvis man skal gøre sig håb om at påbegynde tættere samarbejde med EU. Det samme gælder ikke mindst i forholdet til USA, hvis holdning til Kosovos uafhængighed er noget mindre usikker end Unionens. Denne indsigt førte i efteråret til, at Serbien, i samarbejde med EU’s udenrigsminister Catherine Ashton, udarbejdede en erklæring, der af mange ses som en de facto anerkendelse af Kosovo.
Politisk skizofreni
På den anden side er Tadic klar over, at hans politiske fremtid i Serbien afhænger af om han kan marginalisere den radikale højrefløj i landet, og dette indebærer bl.a., at han i den serbiske offentligheds øjne indtager en fast linje overfor Kosovo.
Dette skal dog ikke, som visse europæiske kommentatorer ser ud til at mene, forstås sådan at Tadic egentlig er en pro-vestlig præsident, der blot flirter med nationalismen for at holde sig på magten og for derved at kunne gennemføre sin vestlige politik. Der er snarere tale om en art skizofreni i serbisk indenrigs- og udenrigspolitik der, ifølge Sonja Biserko, formand for Helsinkikomiteens Serbien-afdeling, gør Serbien til en højest uforudsigelig og ustabil nabo.
Marty-rapporten
Og skizofrenien har taget endnu mere fart siden Europarådets chefefterforsker i menneskeretsanliggender, Dick Marty, offentliggjorde en rapport, i hvilken han dokumenterede, at der under og umiddelbart efter krigen i Kosovo, foregik en storstilet kidnapning af serbere fra provinsen til Albanien, hvor de blev dræbt og fik frastjålet deres indre organer. Organerne blev efterfølgende solgt videre af den albanske mafia.
En del af disse beskyldninger (primært dem vedrørende kidnapningerne) har længe været kendt stof for observatører af regionen, selvom de ikke har været ordentligt diskuteret, hverken i vesten eller i Kosovo.
Det potentielt sprængfarlige i rapporten er, at den synes at inkriminere Kosovos premierminister, Hashim Thaci, og sætter ham i forbindelse med mafiaen. Rapportens offentliggørelse opflammede en ellers demoraliseret serbisk folkeopinion og har på ny aktualiseret Kosovospørgsmålet i Serbien.
Lokale reaktioner
Som det ser ud nu, kører sagen ad to spor: Det første drejer sig om det faglige indhold af rapporten. Journalisten Natasa Kandic, der i lang tid har kæmpet for at få sandheden om de jugoslaviske krige frem og som for nogle år siden offentliggjorde videooptagelser, der viste den serbiske regerings deltagelse i folkemordet i Srebrenica, mener, at selvom der er visse elementer af rapporten, der skal undersøges nærmere, så er den baseret på et sagligt grundlag og bør tages alvorligt.
Det er Kandics håb, at både regeringen i Kosovo og Albanien, såvel som det internationale samfund, vil benytte lejligheden til at rejse spørgsmålet om forbrydelser mod serbere i Kosovo. Men hvis man ser på de udmeldinger om rapporten, som kommer fra ledende albanske og kosovoalbanske politikere, har dette håb lange udsigter.
Det andet aspekt ved rapporten er dens betydning for serbisk politisk liv. Her har den sat gang i en proces, der svært kan beskrives som andet end massehysteri.
Som det i flere omgange siden 1987 har været tilfældet i Serbien, så er det ikke rapportens egentlige indhold, der betyder noget, men den opfattelse af virkeligheden, som rapporten synes at bekræfte. Ifølge både Natasa Kandic og politisk analytiker, Ivan Kuzminovic, ses rapporten som en sejr for Serbien og som en bekræftelse af serbernes opfattelse af sig selv som ofre for naboernes aggression.
Styrket højrefløj i Serbien
Hvad der måske er mest tragisk er, at rapporten har gjort det muligt for suspekte elementer i Serbien – tidligere generaler og andre, der er anklaget for medvirken til folkemord – at fremstille rapporten som en retfærdiggørelse af deres ugerninger i perioden 1991-1999.
Den har også gjort det muligt for visse politikere i Serbien, herunder præsident Tadic, at fortsætte den relativiseringspolitik omkring ansvaret for de jugoslaviske krige, som er blevet en folkesport i landet.
Endelig, så har rapporten givet nye kræfter til de nationalistiske politikere i Serbien, der fortsat ønsker at bilde befolkningen ind, at det er muligt at vinde Kosovo tilbage. En af disse er den politisk genopstandne udenrigsminister, Vuk Jeremic. Jeremics insisterende kamp for Serbiens ret til ”udbryderprovinsen” var ellers ved at koste ham ministerfunktionen tidligere på året, idet den syntes at true Serbiens forhold til EU og USA. Nu er han imidlertid tilbage og har – ved hjælp af venner på højrefløjen – fået pisket en sprængfarlig stemning op i Serbien.
Og mens Jeremic – og i grunden også Tadic – forsøger at overbevise Serbiens borgere om, at de, med den nye rapport i hånden, kan få overtalt verdenssamfundet til at trække deres anerkendelse af Kosovo tilbage, giver den nye retorik grund til bekymring i nabostaterne, der frygter en stagnation i Serbiens vej ud af Milosevictidens skygge.
Øget ustabilitet i Bosnien
Denne frygt er især udtalt i Bosnien-Hercegovina, der ser sin egen stabilitet truet af genopstanden nationalisme i Serbien. Det er nemlig afgørende for Bosnien, at landets bosnisk-serbiske leder, Milorad Dodik, ikke får lejlighed til at samle mere støtte til sit projekt om at erklære Republika Srpska uafhængigt. Og den nyopståede situation i Serbien giver ham denne støtte på to måder. For det første kan Dodik i endnu højere grad end tidligere, spille på serbisk frygt for naboerne, relativisere krigen i Bosnien og fremstille forsøg på at stoppe hans nationalistiske projekt som endnu et tilfælde af aggression mod det serbiske folk.
For det andet er det nu blevet noget mere besværligt for præsident Tadic at holde styr på sin marionet i Banja Luka, idet han derved, af højrefløjen i Serbien, kan udstilles som en, der svigter den serbiske sag. Ikke at Tadic generelt har været villig til at styre Dodik, men han har dog kunnet presses til det af vesten når det virkelig gjaldt. Og hvis ikke Tadic formår at gøre det klart for Dodik, at denne ikke skal regne med Beograds støtte til uafhængighedserklæringen, så kan Kosovos situation og Marty-rapporten ende med antænde Bosnien også.
En ganske tragisk konsekvens af en rapport som forsøger at holde menneskerettigheder på Balkan i hævd.
