Søndag den 12. december afholdte Kosovo sit første parlamentsvalg efter den unilaterale uafhængighedserklæring den 17. februar 2008. På trods af spredte klager om valgsvindel og andre uregelmæssigheder, er valget overordnet set blevet godkendt af internationale valgobservatører, og er dermed et vigtigt skridt i retning af konsolideringen det unge demokrati. Kosovo-albanske politikere og vælgere håber, at dette kan medvirke til yderligere anerkendelse af landet og betyde en begyndende optagelse af Kosovo i det internationale samfund.
Uafklaret juridisk status
Kosovo har i de sidste 10 år befundet sig i en international juridisk limbo. Fra NATO-bombardementer af serbiske styrker i Kosovo i 1999 til uafhængighedserklæringen i 2008 var Kosovo en autonom provins, formelt tilhørende Serbien, men administreret af internationale myndigheder på baggrund af FN’s resolution 1244. I månederne efter Kosovos løsrivelse fra Serbien anerkendte en lang række lande – med USA og hovedparten af Europas lande i spidsen – Kosovos selvstændighed.
Samtidig har Serbien, bakket op af blandt andet Rusland, Kina og Spanien, stærkt modsat sig uafhængigheden og har arbejdet for at tilbagerulle løsrivelsen. For Serbien udgør Kosovo en stærk national identitetsmarkør, der udgør selve bindeleddet mellem det middelalderlige serbiske kongerige, den serbiske ortodokse kirke og den moderne serbiske nationalstat.
Serbiske politikere har, siden Kosovo blev inkorporeret i den serbiske stat i begyndelsen af det 20. århundrede, kategorisk udelukket enhver tale om et uafhængigt Kosovo. Denne retorik har fortsat med fornyet styrke, siden Kosovo erklærede sig selvstændigt for små tre år siden, men noget tyder på, at der er ved at ske et mentalt skifte blandt ledende politikkere i Beograd.
Denne artikel vil i det følgende præsentere en oversigt over Kosovos historie i relation til forskellige magthavere i Beograd, og prøve at kigge fremad mod en mulig løsning på den lange konflikt.
Slaget på Solsortesletten
For Serbien er det vigtigste nationalhistoriske årstal 1389. I dette år kæmpede det serbiske kongerige under kong Lazar et mægtigt slag mod den osmanniske hær, der var på hastig fremmarch i på det europæiske kontinent. Slaget blev udkæmpet på Kosovo Polje, ”Solsortesletten” (Kos betyder solsort på serbisk) i det nuværende Kosovo, der dengang var en vigtig del af det serbiske kongerige.
Ved slaget faldt både den osmanniske sultan og kong Lazar. Ifølge senere serbisk mytetradition valgte den serbiske konge det himmelske serbiske kongerige frem for det jordiske. Selvom slaget endte uden en egentlig sejrherrer, markerede slaget på Solsortesletten enden på det serbiske kongeriges storhedstid, og i løbet af 50 år var Serbien blevet en vasalstat under Osmannerriget.
Tyrkisk overherredømme
Over de følgende næsten 500 år var Serbien og Kosovo underlagt det Osmanniske Riges kontrol. I løbet af denne tid ændredes den demografiske sammensætning i Kosovo sig gradvist – katolske og muslimske albanere indvandrede til byerne i Kosovo, mens mange ortodokse serbere flyttede nordpå mod Beograd.
Den nordlige del af Serbien løsrev sig i slutningen af 1800-tallet fra det svækkede Osmanniske Rige, og Kosovo, der nu havde en overvejende albanske befolkning, blev efter 1. Verdenskrig og det Osmanniske Riges opløsning underlagt Serbien i den nye stat Jugoslavien. Mellemkrigstidens assimileringsprogram, der skulle gøre Kosovo mere serbisk, mødte hård modstand fra de lokale, og mange albanere måtte enten flygte, eller blev presset til at forlade landet.
Kosovo i Titos Jugoslavien
Denne situation ændrede sig efter 2. Verdenskrig. Partisanlederen Josip Broz Tito havde vundet den interne borgerkrig i Jugoslavien og fordrevet de tyske besættelsestropper. Titos nye Kommunistiske Jugoslavien blev opdelt i seks føderale republikker (Serbien, Kroatien, Bosnien, Slovenien, Makedonien og Montenegro), mens Kosovo fik status af autonom provins indenfor Serbien.
Ved efterfølgende forfatningsændringer igennem Jugoslaviens historie fik Kosovo gradvist mere selvstyre, og med den nye forfatning i 1974 opnåede provinsen stort set samme rettigheder som de føderale republikker, med egen national forsamling, højesteret, flag og bankvæsen.
Titos død i 1980 varslede endnu en forandring af situationen i Kosovo, som den gjorde det for hele Jugoslavien. Tito havde med en blanding af autoritet og personlig karisma været i stand til at opretholde ideen om lighed og broderskab i det multietniske Jugoslavien, men i hans fraværd voksede nationalismen frem i alle egne af landet. I Kosovo luftede albanere deres vrede over ikke at være blevet anerkendt som delrepublik, og politi og militær måtte flere gange sætte hårdt ind overfor studerende og minearbejderes omfattende protester.
Nationalisme i Serbien
Samtidig mente mange i Serbien, at autonomien allerede var gået alt for vidt, og flere og flere begyndte at kræve Kosovo tilbage på serbiske hænder. Hele den serbiske nationale bevidsthed blev bygget op om forholdet til Kosovo, blandt andet ved hjælp af den ortodokse kirke, der i sin mytologi var tæt knyttet til Kosovo, samt af serbiske intellektuelle, der i utallige publikationer omtalte Kosovo som den serbiske nations vugge, og groft overdrev albanernes mishandling af de lokale serbere.
I slutningen af 1980erne brugte Slobodan Milosevic, en tidligere bankansat og medlem af det serbiske kommunistparti, utilfredsheden med situationen i Kosovo til at komme til tops i serbisk politik. Ved utrætteligt at love beskyttelse til serberne der boede i Kosovo og genrejsning af den serbiske stolthed opnåede han enorm popularitet i den serbiske befolkning, og kunne i 1989 indtage posten som præsident i delrepublikken Serbien, hvor han straks begyndte at underminere Kosovos forfatningssikrede autonomi. Samme år talte han på Solsortesletten i anledning af 600 året for det berømte slag mod osmannerne. Her fortalte han en jublende skare på flere hundredetusinder, at Kosovo endeligt er tilbage på serbiske hænder.
Jugoslavisk borgerkrig og passiv modstand
De øvrige føderale republikker så dog med stigende bekymring på Milosevics voksende nationalistiske retorik og storserbiske ambitioner. Utilfredsheden og nationalismen var også vokset andre dele af Jugoslavien, og i 1991 disintegrerer landet i blodig og kaotisk borgerkrig. I Kosovo, der før begyndelsen af krigen var helt kontrolleret fra Beograd forholdte man sig spændt men passivt mens både Kroatien og Bosnien-Hercegovina hærgedes af blodige kampe og etnisk udrensning.
Milosevics overtagelse af den politiske styring i provinsen havde fået Kosovo-albanerne til at boykotte det officielle politiske system, og de begyndte i stedet at organisere sig i et parallelsamfund med egne skoler, hospitaler og politiske kanaler. Kosovo-albanernes uofficielle politiske leder, Ibrahim Rugova, promoverede ikkevold og passiv modstand som svar på de serbiske overgreb, med den formodning at det internationale samfund efter krigen vil belønne Kosovo-albanerne med deres egen stat. Men dette skete ikke.
Dayton-aftalen fra december 1995, der gjorde en ende på krigshandlingerne i det tidligere Jugoslavien, undgik at berører Kosovos status, og derfor fortsatte situationen med serbisk dominans og albanske parallelsamfund i årene efter krigen. Frustrationen begyndte dog at sprede sig blandt Kosovo-albanerne, hvor mange anså Rugovas pacifistiske linje som fejlslået. Man begyndte derfor at opbygge en undergrundshær, Kosovos Befrielses Hær (UCK), der fra starten dog led af akut mangel på våben og militært udstyr.
Borgerkrigen i Kosovo bryder ud
I foråret 1997 kollapsede nabostaten Albanien som følge af et omfattende pyramidespil, organiseret af landets kriminelle undergrund, og våben fra de ubevogtede barakker i Nordalbanien begyndte at strømme ind over grænsen til Kosovo. Samme år indledte UCK en række guerillaangreb på serbiske mål rundt i Kosovo, på trods af deres underlegenhed over den velorganiserede serbiske hær. Filosofien bag angrebne var, at den eneste måde at tiltrække sig international opmærksomhed, og dermed ændre den fastfrosne konflikt, var ved at udgyde nyt blod.
Milosevic svarede igen ved at sende den serbiske hær ind i Kosovo for at nedkæmpe UCK. Da missionen i første omgang mislykkedes, ændrede Milosevic i 1999 taktik, og begyndte en regulær etnisk udrensning af albanere i Kosovo. Byer og landdistrikter blev rømmet for Kosovo-albanere, der søgte tilflugt i improviserede flygtningelejre i Albanien og Makedonien.
Da omverdenen så, at en ny etnisk udrensning var i gang på Balkan kun fire år efter afslutningen på krigen i Bosnien, besluttede man at handle hurtigt. UCK’s strategi havde virket. En USA-ledet NATO-styrke gav Milosevic et ultimatum om at trække hæren tilbage. Da dette ikke skete, indledte de et tre måneder langt luftangreb mod serbiske styrker og infrastruktur i Kosovo og Serbien.
Milosevic kapitulerede modvilligt i juni 1999, og trak de serbiske styrker ud af Kosovo. NATO indsatte herefter fredsbevarende styrker ind i området, de såkaldte KFOR styrker, under FN’s resolution 1244, der skulle sikre freden. De skulle hjælpe de over 850.000 fordrevne Kosovo-albanere tilbage til deres hjem, og samtidig standse deres eventuelle hævnangreb på lokale serbere. FN’s resolution fastslog, at Kosovo fik betragtelig autonomi, men dog stadig var formelt underlagt Serbien.
Kosovo bliver selvstændigt
Denne uholdbare situation, der ikke stillede nogen af parterne tilfredse, varede ved indtil Kosovo i februar 2008 erklærede uafhængighed fra Serbien, med stiltiende accept fra USA og andre NATO-lande. Både Rugova og Milosevic var i mellemtiden døde, og uafhængighedserklæringen skete uden større voldshandlinger, delvist pga. den massive tilstedeværelse af internationale styrker i området.
Beograds reaktion var en pure afvisning af uafhængigheden, og de to lande har siden arbejdet hårdt for at få hhv. udbredt og standset anerkendelsen af den nye stat. En vigtig begivenhed i dette forløb, kom i juni 2010, da den Internationale Domstol i Haag afgjorde, at løsrivelsen ikke var i strid med international lovgivning. Dette rystede øjensynligt de politiske ledere i Beograd, der selv havde rejst sagen i Haag. I Kosovo forventede man derimod, at afgørelsen ville betyder en strøm af nye anerkendelser af staten, men siden juni har kun tre små østater tilsluttet sig rækken af lande, der anerkender Kosovo. Listen er nu oppe på 77 lande.
En mulig løsning?
For mange serbere er Kosovo stadig omdrejningspunktet for national selvforståelse, og det er derfor blevet betragtet som politisk selvmord for en regering i Serbien blot at antyde en anerkendelse af sin tidligere provins’ selvstændighed. Men noget tyder på at den nuværende serbiske regering, med den pro-vestlige præsident Boris Tadic har erkendt, at Kosovo er tabt for den serbiske nation.
EU, der dog selv har lande, der ikke anerkender Kosovo, har sat som et uofficielt krav til Serbien, at de anerkender Kosovo i en eller anden udstrækning for at optage landet i Unionen. Efter forhandlinger med EU’s udenrigsminiser Catherine Ashton i efteråret, accepterede Boris Tadic en resolution, der kan bane vejen for en i alt fald de facto anerkendelse af Kosovos selvstændighed, og vedtog at påbegynde en konstruktiv dialog med regeringen i Pristina. De skulle efter planen været indledt i efteråret, men er blevet udsat pga. det uventede valg i Kosovo.
En af de helt store knaster i forhandlingerne ventes at blive spørgsmålet om, hvad der skal ske for den nordlige del af Kosovo, der har en overvejende majoritet af serbere. Nyligt lækkede dokumenter fra Wikileaks afslører, at den serbiske regering måske vil kunne acceptere et uafhængigt Kosovo, hvis den nordlige del, med hovedbyen Mitrovica, i så fald vil adskilt fra resten af Kosovo og blive en del af Serbien. Det er dog på forhånd blevet afvist på det skarpeste fra regeringen i Pristina.
Spørgsmålet er, om den serbiske befolkning er klar til at acceptere et bytte af Kosovo for en billet ind i det europæiske samarbejde. Og om et Kosovo med stigende selvsikkerhed og et nyt nationalistisk parti valgt ind i parlamentet vil kunne indgå de nødvendige kompromiser med Beograd. I længden har hverken Kosovo eller Serbien interesse i at fortsætte status quo, men det kræver modige og visionære politikere, samt et vedvarende internationalt pres, for at løse det spændte forhold imellem Beograd og Kosovo.
