TURISME | I 2011 vil Ukraine åbne en turistattraktion, som har potentiale til at blive den allerstørste i landet: Tjernobyl.

På Spiegel Online kan man i dag læse, at Ukraines statslige turismeorganisation arbejder for at åbne Tjernobyl for besøgende fra og med næste år. På den måde skal de besøgende lære om den hidtil værste atomkatastrofe i verden.

Ministeriet for Katastrofebeskyttelse skal den 21. december fremlægge en plan, for hvordan ture til område kan foregå uden risiko for turisternes ve og vel. Generalsekretæren for den statslige turismeorganisation, Dmitro Zaruba, forventer, at Tjernobyl bliver et sandt tilløbsstykke med op til 1 million årlige besøgende.

Natten til den 26. april 1986 skete en eksplosion i atomreaktor nr. 4, hvorefter radioaktiv stråling blev spredt ud over det meste af Nordeuropa. Den dag i dag lider mange stadig under de sundhedsmæssige følger af katastrofen.

Spiegel Online, 14/12

Af JP