Chil Rajchman: Jeg er den sidste jøde. 144 sider + 16 billedsider. Oversat fra jiddisch af Jan KatlevKristeligt Dagblads Forlag. Pris 199 kr.

“Når der var en lille pause i arbejdet, fordi vi var færdige med at rydde op i det ene gaskammer, og gasningen i det andet gaskammer ikke var helt færdig – menneskene derinde viste stadig tegn på liv, eller man hørte endda skrig derindefra – så tvang bæsterne os til at danse og synge sange i den korte pause, akkompagneret af det jødiske orkester, som altid stod uden for vores sovebarak og spillede.”

Fra en af nazisternes seks udryddelseslejre i øst, Treblinka, er der nu kommet en skildring af forholdene for nogle af de allermest debatterede ofre for Det tredje Rige, de såkaldte Sonderkommmando-fanger. Chil Rajchman var en af de heldige, der flygtede derfra med livet i behold på bekostning af mange af hans medfanger, og hans beretning foreligger nu på dansk med et fint forord af Herbert Pundik.

Chil Rajchman blev fra oktober 1942 til august 1943 tvunget til at føre sit eget folk, jøderne, i gaskammeret, hive og slæbe dem ud af menneskebjerget igen, klippe deres hår og rive guldtænder ud for endelig at brænde dem i gruber til sidst. I Treblinka blev op mod 1 mio. mennesker, hovedsagligt jøder, dræbt inden for halvandet år. (Ikke nok med at alle jøder skulle udryddes, Hitler og Himmler ville også slette alle spor af deres forbrydelser.) Det største problem for SKfangerne var, at de ikke havde det samme spinkle håb om overlevelse som resten af lejren. De blev holdt isoleret og vidste, at de var såkaldte Geheimnisträger, der skulle dø med den viden de havde om “den endelige løsning”. De øvrige modstandsgrupper i Treblinka ville vente på, at russerne kom, da de ikke troede på, at nazisterne ikke kunne nå at udrydde dem alle sammen. SK-fangerne stod ikke bare overfor uløselige moralske og etiske dilemmaer, når de blev tvunget til at hjælpe med at udrydde deres eget folk, de kunne heller ikke automatisk forvente opbakning til et oprør fra den øvrige del af Treblinka. Det var et problem, der også gjorde sig gældende i Auschwitz, hvilket er beskrevet indgående i Gideon Greifs bog Vi græd uden tårer (2010) [læs anmeldelsen fra den 15. november på nærværende side. Anmeldelsen bærer titlen ‘Tvangens anatomi’, red.]. Rajchman og de andre SK-fanger fik lavet en kopi af nøglen til våbendepotet, og planlage flugten, der igen og igen blev udskudt, indtil 2. august 1943 hvor et blodigt oprør blev igangsat med flere hundrede SK-fangers død til følge – man anslår at kun 57 fanger slap ud i friheden.

Bogen er ikke bare en rystende intens oplevelse, vi er vitterligt helt inde forbi helvedes forgård, der primært består af lig, den er også ligeså konsekvent som transporterne i sin beskrivelse af den uendelige række af mareridt Rajchman når at gennemleve i det lille år, han er i Treblinka. Bogen er slet ikke lang, men hver en side driver af nederdrægtige modbydeligheder, hvor kropsdele bliver skåret af, og våben ført ind i kropsåbninger for spøgens skyld. Eller hvor sadisterne lod de nøgne jødiske piger blive udenfor, indtil de tiggede om at komme ind i gaskammeret. Rajchman bemærker endda også under orlovsperioder, at kommandanterne tilsyneladende har det bedre i Treblinka end derhjemme. Men alle former for helvedesbeskrivelser må komme til kort, når Rajchman beskriver, hvordan jorden, som de havde dækket gravene til med, sprækkede om natten og sendte pøle af blod op til overfladen om morgenen. Da de efter 1942 blev tvunget til at brænde og knuse hver en knogle, blev det hele oversået med lupiner.

Hvis man fattede interesse for Tadeusz Borowskis rystende Auschwitz-skildring Hos os i Auschwitz [Læs anmeldelse på nærværende side fra 3. juli. Anmeldelsens titel er Vidnesbyrd fra helvedes forgård, red], vil Chil Rajchmans skånselsløst nøgterne stil udvide forståelsen yderligere for, hvordan KZ-lejrene fuldstændig ødelagde alt menneskeligt i et menneske og hvordan kun en mirakuløs lille promille af ofrene overlevede. Efter krigen lagde disse ofre alt bag sig og startede nye liv op. Der skulle gå mange år, før eftertiden kunne og ville beskæftige sig med SK-fangernes skæbne. Først da Adolf Eichmann dømtes til døden i Israel og Hannah Arendt skrev sin bog om Ondskabens banalitet kom SK-fangernes vidnesbyrd en større offentlighed for øre, og ligesom de jødiske råd (Judenräte) blev anklaget for medskyldighed i folkedrab, blev de få SK-fanger, der vovede at aflægge vidneforklaring, mødt med fordømmelse, særligt af tidligere KZ-fanger. Chil Rajchman slog sig efter krigen ned i Uruguay og blev en succesrig forretningsmand. I 2004 døde han og efterlod sig det manuskript, som jeg på det varmeste anbefaler enhver, der tør tage stilling til nogle af de værste forbrydelser i verdenshistorien.

Af Brian Hjære Andersen