Politisk pluralisme på polsk

Lokalvalget i Polen søndag den 21. november gav endnu en valgsejr til Borgerplatformen, der også har både regeringsmagten og præsidentposten. Borgerplatformen, der i Vesten mest er kendt for ikke at være Kaczynski-tvillingernes parti, kan karakteriseres som en borgerlig/liberal, forholdsvis pragmatisk gruppering, der især har mange støtter blandt unge veluddannede folk i byerne, men i det hele taget taler til store dele af den polske befolkning. Det er bemærkelsesværdigt, at dette parti stadig klarer sig så godt efter tre år i regering, for lige siden systemskiftet i 1989 har det været et helt fast mønster, at regeringspartier i Polen hurtigt mistede deres popularitet og dermed også mistede magten ved det førstkommende parlamentsvalg.

Næste parlamentsvalg skal først finde sted i efteråret 2011, men lokalvalget bliver i vidt omfang betragtet som en form for generalprøve, og de landspolitiske frontfigurer har været meget synlige i valgkampen. Både premierminister Donald Tusk og hans hovedrival Jaroslaw Kaczynski har deltaget i talrige valgmøder og andre arrangementer, og Kaczynski optrådte blandt andet i et reklamespot, hvor han talte om sin tvillingebror – præsidenten, der døde i et flystyrt tidligere på året – og om sine visioner for Polen. Selvom der altså egentlig var tale om et lokalvalg.

Tre vindere og en bænkevarmer
Borgerplatformen (PO) har helt afgjort grund til at glæde sig over valgresultatet, selvom sejren ikke blev lige så stor, som meningsmålingerne havde spået. I 12 ud af de 16 regioner blev PO det største parti, og det indtager også en klar føring i de direkte valg til borgmesterposterne. Blandt andet blev PO’s kandidat i Warszawa valgt med absolut flertal i første valgrunde. På nationalt plan er PO i koalitionsregering med Bondepartiet (PSL), og dette parti fik også et godt valg. Det har tit ligget tæt på spærregrænsen i meningsmålingerne, og partiets kandidat ved præsidentvalget tidligere i år fik en nærmest ydmygende lille andel af stemmerne, men med godt 16% ved valget til de regionale forsamlinger har partiet fået selvtilliden tilbage, og i en enkelt region er PSL det største parti.

Også Socialdemokratiet (SLD) erklærer sig tilfreds med valgresultatet, hvilket kan virke mærkeligt i betragtning af, at dette parti tidligere har fået over 40% af stemmerne ved parlamentsvalget. Men en stor korruptionsskandale for syv år siden gik så hårdt ud over SLD, at partiet siden da nærmest har været en skygge af sig selv. I det lys kan 15,2% sagtens tolkes som en konsolidering og en gradvis tilbagevenden til magten. Både PSL og SLD er meget villige til at indgå i koalitioner, og det er sandsynligt, at de får en del indflydelse på politikken i regionerne i de kommende fire år.

Anderledes er det med partiet Lov og Retfærdighed (PiS), der ledes af den sidste af Kaczynski-tvillingerne – med sin meget konfrontatoriske stil har det stort set skræmt alle potentielle koalitionspartnere væk, så selvom partiet samlet set fik den næststørste andel af stemmerne og endte som det største parti i to af regionerne, kan det meget vel vise sig at blive valgets store taber, når først konstitueringsforhandlingerne er afsluttet. I en af PiS’ højborge er der allerede lavet en koalitionsaftale, der holder partiet uden for indflydelse. PO og PSL har da også udtalt, at de går efter magten i alle 16 regioner, og de kan meget vel vise sig at få deres ønske opfyldt. Det afholdt dog ikke Kaczynski fra umiddelbart efter valget at erklære, at PO’s tid var ved at være forbi, og at PiS ville have vundet, hvis det ikke lige havde været for alle de interne stridigheder, der for nylig har betydet, at en række fremtrædende medlemmer enten er blevet smidt ud eller selv har forladt partiet. Da de endelige resultater kom, blev tonen alligevel mere dæmpet, for det er svært at bortforklare, at PiS er gået tilbage og har mistet indflydelse.

Perspektiver
I en årrække har det nærmest set ud til, at der var ved at opstå et topartisystem i Polen med et konservativt og et liberalt parti ligesom i USA. De konservative Kaczynski-tvillinger med deres støtter i landområderne og i Østpolen over for den liberale Donald Tusk med sine støtter i byerne og i Vestpolen. På det seneste har billedet set ud til at ændre sig lidt: Det konservative PiS har været hårdt ramt af intern splittelse og faldende popularitet, hvilket har fået Tusk til overlegent at udtale, at PO ”ikke har nogen at tabe til”. Meningsmålingerne bekræftede dette letsindige udsagn – PO stod så stærkt, at der tegnede sig et politisk landskab bestående af et altdominerende parti, der kun ville have konkurrence fra nogle små koalitionspartnere og en magtesløs opposition. Næsten som før 1989, kunne man fristes til at sige.

Dette lokalvalg viser dog en anden tendens: Begge de store partier har klaret sig dårligere end forventet, og til gengæld har de to mindre partier haft et ret godt valg. Så muligvis er det snarere et firepartisystem, der er ved at konsolidere sig. PO indtager uden diskussion den dominerende rolle blandt disse fire partier, men de andre har vist, at de er der endnu og skal tages alvorligt. Det politiske landskab har ændret sig mange gange siden systemskiftet i 1989, men de fire nuværende partier har efterhånden eksisteret så længe, at man kan formode, at de også bliver ved med at spille en rolle fremover. Derimod kan styrkeforholdet mellem dem godt ændre sig – de polske vælgere er meget troløse og har før sendt de største partier ud i kulden med kort varsel. Så selvom lokalvalget var en triumf for Borgerplatformen, var det samtidig en påmindelse om, at den har nogen at tabe til, så den ikke kan tage sin magt for givet. Og sådan en påmindelse er alt andet lige sund for det polske demokrati.