Mikhail Jelizarov: Neglene. 120 sider. Oversat fra russisk af Jon Kyst. Forlaget Vandkunsten (2010). Pris. 199 kr.
Allerede da jeg læste den første side i Mikhail Jelizarovs Neglene, var jeg bjergtaget, og nu, da jeg efter små 120 siders læsning ud i et stræk lukker bogen sammen, kan jeg kun sige, at hvis man nogensinde har været i tvivl om talentet i den generation af russiske poeter og forfattere, som er født og opvokset i 1970’erne, og været i tvivl om de kunne træde ud af skyggen af internationalt etablerede forfatternavne som Makanin, Ulitskaja, Sorokin, Slapovskij og Pelevin, så er Mikhail Jelizarovs (f.1973) skrivekunst det endelige bevis mod denne djævelske tvivl. Russisk litteratur lever, ja, lever i bedste velgående, og synes bare at blive bedre og bedre her i det nye årtusinde efter 1990’ernes politiske kaos og postmoderne sværmeri og udskejelser. Neglene er Jelizarovs debutroman fra 2001, og det er første gang han udkommer på dansk og forhåbentligt ikke den sidste: Jeg håber inderligt at Jelizarovs roman Bibliotekaren – som indbragte ham den russiske Booker-pris i 2008 – bliver oversat til dansk i den nærmeste fremtid, ja, helst så hurtigt som muligt.
Neglene handler i al korthed om to forældreløse drenges opvækst på et børnehjem i Sovjetunionen. Om misbrug og ydmygelse. Romanens hovedperson og fortæller er den pukkelryggede vanskabning Gloster, opkaldt efter den pukkelryggede engelske hertug Richard af Gloucester. Dette navnevalg er selvfølgelig ikke en tilfældighed fra Jelizarovs side og leder straks tankerne hen på William Shakespeares diabolske antihelt fra den udødelige klassiker Richard III (1571), en psykologisk modsætningsfyldt litterær figur, der, imens handlingen i skuespillet skrider frem, konstant skifter karaktertræk. Slægtskabet mellem de to figurer er åbenlyst, og Jelizarov formår på sin vis meget fint at inkorporere samme psykologiske spænding i sin lille roman. Ligeledes leder hovedpersonen også tankerne hen på Mary Shelleys Frankenstein (1818) eller Quasimodo fra Victor Hugos Klokkeren fra Notre Dame (1831), der med sit deforme udseende og sin udsatte uskyldighed må navigere rundt i en verden fyldt med ondskab og spot og hån. Det er således en meget kompleks litterær figur Jelizarov har skabt, uskyldigt naiv og diabolsk på samme tid. På den ene side helt sin egen, og på den anden side deler den vanskæbne og karaktertræk med nogle af de største antihelte i den europæiske tradition.
Hvis Gloster har et europæisk islæt, så har hans ven og antitese, den evnesvage Bakhatov, et umiskendeligt russisk. Jelizarov spiller her på den tradition i den russiske litteratur, der siden middelalderens helgenlegender over Dostojevskij, Tolstoj og Leskov til Gorkij glorificerer det hellige fjols eller idioten som en speciel russisk karakter (på russisk Jurodivyj), der er kategorisk renset for menneskelig ondskab og udstyret med guddommelig indsigt og profetiske evner.
Lige fra starten og op igennem opvæksten er de to venner forbundet i et dunkelt skæbnefællesskab. De komplementerer hinanden som nat og dag, sort og hvidt. Og fortællerens første erindring er netop om Bakhatovs lange sorte negle, og med tiden udvikler Bakhatov et særligt ritual, hvor han ved at bide negle og spytte dem ud igen bliver i stand til at spå om de to venners fremtid. Hvor Bakhatov har adgang til livets dunkle mysterier, til en negativ og destruktiv kraft, så har Gloster stik modsat adgang til det sublime, til livets skønhed og skabelse. Og da de to venner en dag finder et gammelt klaver i børnehjemmets kælder, lærer Gloster lynhurtigt at spille, improvisere og selv komponere. Den sublime musik udspringer af hans pukkel, ja, har hjemme i puklen, der løsrevet og betragtet i sig selv bliver en selvstændig karakter med overnaturlige egenskaber ligesom næsen i Gogols prosa. Ja, Jelizarov har vist mere end én gang skævet til Nikolaj Gogols skrivekunst: Jelizarov benytter ikke blot samme skriveteknik, han har også et glimrende øje for det absurde og groteske. Og mere end en gang løfter romanen sig op på et højt satirisk niveau, hvor det russiske samfund dissekeres med ironiens skarpe skalpel.
Da de to kammerater fylder 18 år, bliver de lukket ud i samfundet, overladt til sig selv. Her bliver romanen en slags skæmteroman, hvor de to dårer, konfronteret med den kyniske virkelighed, gang på gang falder i kløerne på plattenslagere, småfuskere og udbyttere; og da Glosters musikalske talent endelig opdages ved et tilfælde, står den udspekulerede finansmagnet og kunstmæcen Tobolevskij da også klar i kulissen til at få sin del af kagen. De to kammeraters rejse fra samfundets bund til dets top er på én gang en dannelsesrejse gennem en utilgængelig og esoterisk underverden, der kun kan opleves i glimt, såvel som gennem et klassesamfund, hvor de svageste med fuldt overlæg udbyttes af de stærkeste og hvor de gængse moralbegreber for længst er blevet udhulet af korruption og kynisme. Men Neglene har meget mere at byde på end almindelig indignation og socialkritik. Det er også en smuk allegori over livet i det nye Rusland, om hvad det vil sige pludselig at blive sat fri efter flere års fangenskab, og hvordan man håndterer den nyvundne frihed og det ansvar, der medfølger.
Neglene er en kompleks lille fortælling med et utal af betydnings- og fortolkningslag, og kradser man lidt i overfladen, åbenbarer der sig hele tiden nye dimensioner. I det hele taget formår Jelizarov at skrive på en så udspekuleret tragik-komisk måde, at man ikke ved om man skal grine eller græde: Det er en prosa, der skærer direkte gennem kødet og går lige i hjertet, og hvad enten der voldtages, plyndres eller myrdes, så kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet alt imens udgydelserne løber én koldt ned ad ryggen. Det er verdensklasse!
Mikhail Jelizarovs roman er Forlaget Vandkunstens tredje udgivelse i den vellykkede serie om ny russisk litteratur, hvilket dermed endeligt cementerer forlagets position som landets førende, når det kommer til udbredelse og udgivelse af russisksproget litteratur i Danmark. Tak for det!
