FORSVARSSAMARBEJDE | På weekendens NATO-topmøde i Lissabon erklærede NATO sig positive for det øgede samarbejde og åbnede for en mulig udvidelse på Vestbalkan.

En talsmand for NATO udtalte, at alliancen støtter Montenegros og Bosnien-Hercegovinas ansøgninger om fremtidigt medlemskab af NATO. Der blev dog ikke fastsat nogen dato for videre optagelsesforhandlinger.

Samtidig udtrykte NATO tilfredshed med det øgede samarbejde med Serbien, der i 2006 indgik i institutionelt samarbejde med forsvarsalliancen igennem programmet ”Partnerskab for Fred”. Et muligt medlemskab af NATO er dog et kontroversielt emne i Serbien, der for blot 11 år siden var mål for NATO’s bombardement af landet i forbindelse med Kosovo-krigen.

NATO har stadig tropper udstationeret i Kosovo, der i 2008 erklærede selvstændighed fra Serbien. En meningsmåling viser, at kun 13 pct. af den serbiske befolkning støtter et medlemskab af NATO. Præsidenten for Kroatien, der sammen med Albanien blev medlem af organisationen sidste år, udtrykte stor støtte til serbisk medlemskab.

Som ved tidligere forhandlinger blokerede Grækenland for Makedoniens optagelse i NATO pga. den verserende ”navnestrid” mellem de to lande.

B92 22/11

waz.EUobserver 23/11

Balkan Insight 23/11

Af AHB