Gideon Greif: Vi græd uden tårer. 500 sider. På dansk ved Tom Havemann. INTROITE! publishers. Pris 400 kr.
Det her er tung kost! Ikke bare fordi de såkaldte Sonderkommando-fanger i KZ-lejrene måtte brænde, plyndre og udrydde deres eget jødiske folk, men også fordi hver en grufuld detalje af tvangens yderligheder bliver sat på ord igen og igen, hver gang på en ny måde i de syv personlige beretninger, samlet af Auschwitz-forskeren Gideon Greif.
Hvad kan man tvinge et menneske til? Desværre meget mere end de fleste gør sig forestillinger om. Hvis overmagten blot er helt suverænt overlegen og nådesløs, og beviser det hver dag, kan den tvinge alle følelser ud af et menneske og gøre det til et viljeløst dyr. Med Gideon Greifs bog Vi græd uden tårer (2010) får man ikke bare syv rystende interviews, der hver især belyser det samme arbejde i og omkring krematorierne på nye måder, man får også et gevaldigt noteapparat, som rummer alle de baggrundsinformationer, man kunne ønske sig under læsning af interviewene. Ja, noterne kan så at sige læses selvstændigt, hvis det grundige indledningskapitel, samt forordet af Therkel Stræde, ikke er nok til at belyse disse dystre aspekter af Holocausts hjerte. Endelig har Gideon Greif samlet et righoldigt billedmateriale, samt præcise planer og kort over Auschwitz-lejrene.
Krematorierne lå i Auschwitz II-lejren, Birkenau, den største del af Auschwitz-komplekset, et mindre krematorium blev bygget i Stammlager (Auschwitz I), men revet ned, da det ikke kunne følge med transporterne. Jøderne, som blev tvunget ind i Sonderkommando, boede i og omkring krematorierne, blev holdt i isolation, og arbejdede i 12-timers skift. Ovnene arbejdede i døgndrift, så der kunne opstå flaskehalse i gaskamrene. Det fører til mere eller mindre absurde ventescener, hvor ofre, fanger og vogtere fordriver tiden med historier, som f.eks. afsluttes med spørgsmålet til en ung pige: Nå, hvem skal dø først? Du eller dit barn? I det konkrete tilfælde valgte pigen fra Ungarn sig selv.
En oplevelse der går igen i de tidligere fangers beretninger er chokket den første dag, hvordan det var det allerværste, de aldrig havde forestillet sig. Dødsangsten og håbløsheden over, hvor udleveret man er, er det eneste, der føles. Derefter siger flere, at det blev lettere, og hurtigt blev man bare nødt til at lade sig tilpasse. Hunde, slag og pisk er selvfølgelig også gode grunde til at tilpasse sig hurtigt. SS-chefen Moll var også en temmelig god grund. Alle kan de huske ham og kalder ham i kor en vaskeægte sadist, der egenhændigt kunne skyde over 200 fanger med sit gevær, lege Wilhelm Tell med sin pistol og smide spædbørn levende i flammerne efter venligt at have lokket dem fra mødrene.
De fleste (og værste) beskrivelser er dog af SS-mænd (eller bare “tyskerne”), der enten kan være udsøgt høflige, venlige og imødekommende for at få mordprocessen til at glide, eller deres voldsorgier, hvis ofrene begyndte at ane uråd. Igennem læsningen får man ligefrem indtrykket af, at straffene er ligeså automatiserede som fangernes slavearbejde. Sammenligningen er dog ikke velanbragt, da man stadig kan snakke om et valg i en eller anden grad for SS-mændene, men blot benyttet for at fremhæve automatiseringen og konsekvensen i Holocaust-begrebet, som man netop også selv som læser oplever i læsningen af de forskellige beretninger om de samme begivenheder. Gideon Greif benytter også en særlig interviewteknik, hvor han vekslende spørger ind til enkle og komplicerede ting, der derfor også medfører mange gentagelser.
Enkelte steder i bogen findes der dog små glimt af menneskelighed, som når det lykkes SK-fangerne at bage det traditionelle usyrede brød eller at skærme medfanger, der fører dagbog og grave den ned, men den smule håb, fortællingen om krematorierne i Birkenau ellers rummer, er også ganske kuldslået. Opstanden i Sonderkommando-afsnittet i oktober 1944 var en fiasko. Den centrale modstandsevægelse i Auschwitz ville ikke starte en opstand, før russerne var tæt på, mens SK-fangerne i sommeren 1944 måtte dræbe mere end 400.000 ungarske jøder. Da de var færdige lagde nazisterne an til selektioner, hvilket fik opstanden til at bryde ud, hvor 451 ud af 663 fanger mistede livet. Blandt dem var de undvegne, som blev fanget senere, og så godt som alle lederne.
Vi græd uden tårer er et uhyggelig grundigt studie i menneskepsykens afgrund. Hvor det ellers ofte skete, at tidligere KZ-fanger begik selvmord i efterkrigstiden, så syntes det at være en sjældenhed blandt SK-fangerne. De har også alle sammen “hver deres kæphest”, som Elizer Eisenschmidt siger. Han samlede medicin fra transporterne, en anden ledte efter kondomer for at tage dem op hovedet og blæse dem op. En jøde fra Athen var meget følsom, og tog sig kun af børneligene, som han bar ind i ovnene. Ham kaldte de for Piccolo, da det, i den særlige jargon, der udviklede sig blandt fangerne, var, hvad man kaldte et barnelig, mens SS-mændene på den anden side kaldte dem for Zulage (sidetallerken, eks. salat), når de skulle forklare, hvordan ligene pakkes bedst i ovnene!
Min anbefaling regner jeg med, læseren har forstået, og hvis den ikke skulle være tilstrækkelig, fremfører de interviewede selv to absolutte grunde til at læse denne bog: Ya’akov Silberberg gentager ved flere møder overfor Gideon Greif: “Om så alle træer i verden blev til penne, og alle have blev til floder af blæk, kunne man ikke nedskrive eller fuldt ud dokumentere, hvad der skete under Holocaust.” Den anden har det komplette brud på forventningen, som er så klassisk i jødiske historier og vitser. Leon Cohen havde en gang mulighed for at tale med en mand fra en af transporterne:
“Tror de, at tyskerne nogensinde vil komme til at bøde for deres forbrydelser?” ”Sikke dog et naivt spørgsmål,” svarede han. ”Nu skal jeg fortælle dig noget, som du skal lægge dig godt på sinde. Det er ligesom i en købmandsbutik, hvor kunderne får kredit. Købmanden fører deres gæld ind i en lille bog. En dag bliver der måske spildt noget blæk ud over papiret, og alt, hvad der står i bogen, bliver ulæseligt. Gælden vil være slettet for evigt. Sådan vil det også være med tyskerne. De vil gøre alt for at skjule deres forbrydelser, og om få år vil Auschwitz stort set være gået i glemmebogen. Auschwitz vil langsomt forsvinde fra menneskenes bevidsthed. Verden vil ikke længere bekymre sig særligt meget om jødernes skæbne. Tragedien vil blegne. Tyskernes forbrydelser vil blive glemt. Det hele vil forsvinde.”
Sådan sagde en klog jøde, få minutter før han blev myrdet med Zyklon B i Krematorium II.
