INTERVIEW | I anledning af at VOSTOK East European Film Festival i Århus viser den litauiske dokumentar “Before Flying Back to Earth” tirsdag 16. november, har Magasinet rØST talt med instruktøren Arunas Matelis.
I et lille diskret møbleret lokale i centrum af Vilnius med panoramaglasvæg ud imod floden Neris sidder Arunas Matelis bag sit skrivebord og byder os velkommen. Han tilbyder os ydmygt sine bedste stole, mens han stolt slår ud med hånden og sammenligner udsigten med den skyline, man oplever i Brooklyn Hights, når man kigger over imod Manhattan.
På den anden side af Neris befinder sig nemlig byens forret-nings- og bankdistrikt med høje glasbygninger – dog i noget mindre skala end i New York. ”Her kan man sidde om aftenen og få nogle gode samtaler over en øl,” forklarer Arunas og smiler overbevisende. Arunas er Litauens mest succesfulde filminstruktør og har vundet et hav af priser – som man kan skimte i mørket på vej op ad trappen til hans kontor – for sin dokumentar Before Flying Back to the Earth.
At forstå hvor vigtigt livet er
Filmen er et rørende portræt af leukæmiramte børn og deres familier. Vi spurgte, hvorfor han havde valgt et så alvorligt og sørgeligt emne. ”Min datter fik selv leukæmi,” forklarer Arunas og fortsætter, ”det har selvfølgelig været den mest alvor-lige indvirkning på mit liv, og dette var nok årsagen til filmen. Det var egentlig ikke det, at hun var syg, men nogle gange på hospitalet forstår man også de store værdier i livet som kærlighed og selvopofring meget stærkt, og at det handler om at udnytte hvert eneste levende øjeblik sammen – så man oplever også livets skønhed, og man forstår, hvor vigtigt livet egentlig er. Det er utroligt, men på hospitalet vil du blive overrasket over, hvor mange mennesker der faktisk smiler, til trods for de alvorlige omstændigheder. Det var nok dette paradoks, der fik mig til at vende tilbage til hospitalet for at lave denne film, efter at min datter blev rask – selvom det også var meget hårdt ind imellem.”
Arunas fortæller, at det var vigtigt for ham at udtrykke netop denne oplevelse i sin film. Dette kom til at be-tyde, at den største del af produktionen handlede om at befinde sig på hospitalet for at lære personerne at kende, og være til stede blandt de involverede mennesker. Selve optagelserne kom ret sent i forløbet, og kameramændene brugte ofte mere tid på at lege med børnene end på at filme.
”Teoretisk set kan man godt leve sig ind i familiernes situation på kort tid, men der er en masse man ikke får med. Nogle gange ser jeg hospi-talet som en slags kloster, fordi man bliver nødt til at bo der, og samtidig er følelserne så stærke. Samværet der findes imellem børn og forældre er helt særligt. Selv i den mørkeste stund i dit liv kan du stadig se et lys et sted! Mennesker er meget stærke når det gælder.”
Det må være lykkedes for Arunas at gribe nogle af disse elementer, da filmen siden er blevet den mest prisbeløn-nede litauiske film nogen sinde. Efter at have været vist på utallige festivaler i hele verden, bliver filmen nu hoved-sagligt benyttet i velgørenhedssammenhænge, hvor den har været med til at trække betydelige midler til leukæmi-behandling i Litauen.
På sindssygeanstalt for at undgå værnepligt
Vi spurgte Arunas, hvordan han indledte sin filmkarriere, og han reagerede med et skævt smil og rystede på hovedet.
”Puha, det er et interessant spørgsmål, og jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal svare…” Arunas forklarer derpå, at han studerede matematik tilbage i Sovjettiden, da han besluttede sig for at blive filminstruktør. Problemet var, at hvis man ikke studerede, blev man rekrutteret til Den Røde Hær for en periode på to år, hvilket han ikke kunne leve med, da hans far tidligere var blevet tvangs-deporteret af selvsamme Røde Hær til Sibirien.
”Optagelsesprøven som instruktør fandt kun sted hvert femte år, og den eneste måde hvorpå jeg kunne undgå at komme i trøjen, var ved at lade mig indlægge på en sindssygeanstalt – så det gjorde jeg. Jeg ved godt, at det var en stor risiko at tage, for det ville jo ødelægge de fleste fremtidsperspektiver. Jeg vidste jo ikke dengang, at selvstændigheden ville komme. Det var en kæmpe risiko,” mindes Arunas og understreger, at der virkelig ikke var mange karierremuligheder efter at have været på galeanstalten.
Sidenhen er de lykkedes Arunas Matelis at få sin drøm opfyldt som dygtig filminstruktør og han er knapt landet efter succesen oven på Before Flying Back to the Earth, før han har kastet sig ud i nye arthouse filmproduktioner, som vi glæder os til at se i den nærmeste fremtid.
Læs mere om VOSTOK filmfestivalen på www.vostokfestival.dk
