Thomas Petersen: Min vej østover. 332 sider. Udgivet af Books on Demand (2009). Pris 299 kr.
Undertiden støder man på bøger, der – af den ene eller anden grund – ikke har fundet vej til anmelderspalterne i de store dagblade: Bøger der ofte ikke er udkommet på et af de etablerede forlag, men som er udgivet af forfatteren for egen regning ud fra konceptet print-on-demand. Universitetslektor emeritus Thomas Petersens bog Min vej østover (2009) er netop en sådan bog. Den er frugten af et lidenskabeligt og livslangt arbejde med Rusland skrevet af en slavist og historiker, der i årtier havde sin daglige arbejdsgang på Aarhus Universitets Slavisk Institut.
Bogen er samlet i en lang række essays, hvoraf de to første handler om metropolerne Moskva og Skt. Petersborg, mens vi i de følgende essays begiver os ud på den russiske provins’ smattede mudderveje og videre til Ukraine, Baltikum, Centralasien og Kaukasus. Bogen er på mange måder en personlig gennemgang af Ruslands og de omkringliggende landes historie: Alt sammen fortalt med sprudlende begejstring, historisk indsigt og dybt engagement. Genremæssigt spænder bogen fra den lokale reportage over rejsebeskrivelsen til det politiske portræt som f.eks. det personlige møde med den tidligere udenrigsminister Eduard Sjevardnadse. For det meste er det netop den personlige oplevelse, der er omdrejningspunkt for de forskellige essays, personlige oplevelser som så krydres med forskellige fakta og historiske anekdoter. Vi har således at gøre med en blandet landhandel, hvis sortiment er hentet fra forfatterens over 50 rejser.
Thomas Petersen indleder sin bog med at henvise til digteren Fjodor Tjuttjevs (1803-73) berømte udsagn om, at Rusland ikke kan fattes med forstandens kraft, en opfattelse der endnu i dag er udbredt i Rusland såvel som i Vesteuropa. Petersens ærinde er derfor det stik modsatte, nemlig at prøve at afmystificere Rusland for nå frem til en dybere forståelse af landet og kulturen. Hvorvidt det lykkes, er jeg ikke helt sikker på, men i hvert fald føler man sig til tider godt underholdt, når han deler ud af sin viden og personlige erfaringer. Én af bogens styrker er netop, at forfatteren formår at vurdere Ruslands fremtidige geopolitiske udfordringer og identitetsmæssige dilemma med den relevante historiske indsigt og indsætte dette i en samtidshistorisk kontekst, som når Thomas Petersen skriver:
»Derfor har det nye Ruslands grundlæggende problem været – på den ene side at udgøre en nation under udvikling og derfor uden en fuldtudviklet ny identitet og på den anden side at være en union og et imperium under afvikling.« (s.68)
Thomas Petersen har et klart blik for disse paradokser og dilemmaer, som Rusland er så rig på; men han er klart bedst, når han skriver om Perestrojka-tiden under Gorbatjov og i sine beskrivelser af forholdene i Centralasien og Kaukasus efter sovjetmagtens sammenbrud: Især har han en dyb indsigt i de regionale spændinger og konflikter og de politisk-økonomiske udfordringer, som de respektive lande står overfor.
Bogen har mange kvaliteter, men den har så sandelig også sine mangler. For det første er den sat med en størrelse 10 i skriftstørrelse, hvilket gør det besværligt og hårdt at læse i længden. Derudover kunne bogen godt have trængt til en kærlig gennemlæsning af en seriøs redaktør inden udgivelsen. F.eks. staves ordet kerneland ét sted med e og det næste med æ ligesom al-Qaeda i det samme essay først staves al Qaeda og dernæst al-Qaejda. Eksemplerne herpå er talrige og det virker sjusket. Desuden virker mange af bogens overgange mellem de forskellige tekstafsnit i de enkelte kapitler undertiden lidt for usammenhængende, og hermed når vi frem til bogens største problem, der består i, at forfatteren alt for tit bevæger sig ud i lange digressioner, der fjerner det egentlige fokus. Dette skyldes at forfatteren selvfølgelig gerne vil have det hele med, men undertiden bliver springene lidt for store, opremsningerne bliver for lange, og man taber den røde tråd.
Man ser tydelig at Min vej østover er skrevet af en dygtig historiker og Ruslandskender, men fordi Thomas Petersen vælger at skrive sådan, som han gør (i den medsendte pressemeddelelse til bogen kalder han selv stilen for causerende), så opstår der nogen gange en splittelse mellem form og indhold, forstået på den måde, at den essayistiske tilgang (f.eks. rejsebeskrivelsen) nogle gange truer med at blive undermineret af de historiske opremsninger og fakta, al luften går simpelthen af ballonen, og det er faktisk synd, for forfatteren er faktisk god til at beskrive de forskellige steder med ægte indlevelsesevne og lyrisk schwung således, at det bliver nærværende.
Et andet problem består i Thomas Petersen ikke deler sol og vind lige. F.eks. behandles Litauen og Estland indgående under overskriften Baltikum, mens Letland levnes næsten ingen plads. Så hvorfor så overhovedet have et kapitel ved navn Baltikum? Hvorfor ikke behandle landene hver for sig? Når alt kommer til alt, må man dog sige at Thomas Petersen har skrevet en udmærket bog. Den er skrevet med kritisk indsigt og ægte kærlighed til de lande der behandles. Hvor er det bare synd at redaktøren på Min vej østover har sovet i timen!
